Telefonen ringede klokken fem om morgenen. Opkaldet vækkede ikke Michael Braun, for han sov ikke. Hvordan kunne han sove, når hans agenter var i aktion på den anden side af kloden?

Så han havde bare ligget det meste af natten og ventet på den lyd, som et opkald laver.

Han greb ud efter røret.

I 34 ÅR HAVDE MICHAEL BRAUN fanget den slags mennesker, som fortjener at blive fanget. Militsledere i Colombia, narkobaroner i Mexico, terrorister i Bagdad, og nu skulle han fange Viktor Bout.

Verdens værste våbenhandler.

Viktor Bout var det tredje krydderi for alle verdens krige; han kunne levere til hvem som helst, hvor som helst. Missiler, kamphelikoptere, kampvogne, maskingeværer, halvautomatiske rifler, you name it

Borgerkrigen i Angola? Bout. Borgerkrigen i Zaire? Bout. Borgerkrigen i Congo? Bout. Rwanda og Uganda? Bout og Bout. Liberia, Sierra Leone og Togo? Bout, Bout og Bout. Colombia, Peru, Irak og Afghanistan? Samme mand, samme svar, og humanitære organisationer anslog, at hans våben i alt havde slået én million mennesker ihjel.

Interpol havde efterlyst ham siden 2002, og nogle lande havde forsøgt det samme. Han slap ud af Sydafrika, inden myndighederne fik fat i ham; i De Forende Arabiske Emirater fik han nys om en forestående anholdelse. I februar 2002 var han på vej til Athen, og i lufthavnen gjorde britiske agenter og græsk politi klar til at anholde ham, men han fik et tip undervejs, landede og stod af, formentlig i Moldova, og i 2004 planlagde han at rejse til Madrid, men droppede ideen, skriver det amerikanske magasin »Mother Jones«.

Nu skulle det være, og denne gang fik det amerikanske anti-narkopoliti, DEA, opgaven.

DEA havde oprindeligt som opgave kun at gå efter narkoindustrien, men efter 11. september 2001 blev det ændret til et mere generelt anti-bad boys-korps, og i 2007 fik vi »en enestående mulighed for at komme efter Bout,« som Braun fortæller i et interview med Berlingske Tidende.

Nu skulle Viktor Bout findes, narres, lokkes og fanges. »Operation Relentless« - »Operation Vedholdende« - gik i gang.

Berlingske Tidende kan - på baggrund af bl.a. den 19-sider lange anholdelsesbegæring fra 2008 og det 38-sider lange anklageskrift fra i år, interview med nøglepersoner som den tidligere DEA-operationsleder Michael Braun og anti-terrorkonsulent og forfatter Douglas Farah plus en række andre kilder - her fortælle historien om verdens største våbenhandler, Viktor Bout, og om »Operation Vedholdende«, hvor København gav husly til et af de centrale møder.

22. JANUAR 2008 var, hvad danskerne ville kalde en god januardag. Langt over gennemsnittet af januardage. Kold, men solrig og tør.

Og det var så det gode, der var ved den dag.

Hvis Andrew Smulian havde grebet ud efter Berlingske Tidende i lufthavnen, ville han have set en forside med 24 sorte kors - ofre for flugtbilister - og han ville kunne læse om det største børsfald i fem år. 79 procent af danskerne frygtede islam, skrev avisen, og gravide skulle lade kaffen stå. Da Oscar-komiteen senere på dagen offentliggjorde sine nomineringer, løb grumme film som »No Country for Old Men« og »There Will be Blood« med de fleste af nomineringerne.

Men det er et godt gæt, at Smulian ikke skænkede tørvejret eller de finanskrisefarvede begivenheder den store opmærksomhed. Han landede i København for at få en stor våbenhandel i kassen, og han var god til sit job.

Andrew Smulian var født i det tidligere Sovjetunionen, og i 19 år havde han samarbejdet med den armenskfødte Viktor Bout med en fortid som officer i såvel KGB som det sovjetiske luftvåben. Smulian rejste fra hovedstad til hovedstad, hotel til hotel, for at tale med mennesker, der havde en krig at føre, men manglede våben at føre den med.

Nu skulle han mødes med to repræsentanter fra FARC, den colombianske gruppe, som i 1953 opstod som et marxistisk foretagende med krav om landreform og folkestyre, men som udviklede sig til en gangsterbande med børnesoldater, bortførelser, narkohandel og - hvis de kunne komme af sted med det - angreb på amerikanere og amerikanske interesser. USA og EU betragtede FARC som en terrorgruppe.

Men det måtte USA og EU om. Hverken Bout eller Smulian stod i spidsen for en menneskeretsorganisation, og hvis FARC ville have jord-til-luft-missiler og kamphelikoptere, og hvis FARC ville betale for det, så var de også mænd for at levere det.

Smulian havde allerede to uger tidligere mødtes med to ledere fra FARC. Mødet fandt sted på den caribiske ø Curacao, og de to købere havde betalt 5.000 dollar i rejsegodtgørelse til Smulian. Det næste møde skulle finde sted i København, for som repræsentanterne fra FARC havde sagt på det caribiske møde - »dér har vi en del af finansieringen,« som det fremgår af anholdelsesbegæringen.

Bout kunne ikke selv komme til København. Interpol-efterlysningen stod i vejen; hvis han bevægede sig til et nogenlunde civiliseret land uden for Rusland, ville han blive anholdt. Smulian rejste derfor til Moskva for at mødes med sin chef og for at få direktiver for den forestående handel, og 22. januar kunne han i København meddele de to colombianske repræsentanter, at alt var i orden.

Mere end i orden. Ikke blot kunne Bout levere våben, men han kunne også hvidvaske narkopenge mod 40 procent i kommission, og hvis FARC havde brug for »hemmelige operationer«, så kunne han også hjælpe med dem, lød tilbuddet.

Politiets Efterretningstjeneste lyttede med på mødet, akkurat som efterretningsfolk havde lyttet med på de caribiske møder og på telefonsamtalerne, og de havde også opfanget e-mail-udvekslinger.

I alt 100 agenter fra DEA og internationale efterretningstjenester var involveret i operationen, som - hvis de ikke vidste bedre - handlede om »landbrugsmaskiner«. Det var koden for leverancen, og på mødet i København talte Smulian om, at 100 maskiner kunne leveres med det samme. De »100 maskiner« var 100 luft-til-jord-missiler.

På det tidspunkt kunne dansk politi allerede have braset ind på hotelværelset og anholdt Smulian og de to FARC-repræsentanter, for Danmark ser ikke nådigt på kontakter til FARC - som byretten i København illustrerede tidligere i år. Venstrefløjsaktivisten Patrick MacManus fik seks måneders betinget fængsel for at have hævdet at have overført 100.000 kr. til FARC. Aktivisten sagde i retten, at overførslen aldrig havde fundet sted, han havde bare sagt det »som en vittighed«, men byretten mente ikke, at der var noget at grine ad.

Og 100 jord-til-luft-missiler ville formentlig ikke have været meget sjovere.

Så Viktor Bouts paranoia var forståelig nok, og på mødet i København indskærpede han - via Smulian - at deltagerne inden afrejsen fra København skulle skille sig af med »mobiltelefoner, SIM-kort, kvitteringer og alle andre genstande, der kan identificere« dem, for som Smulian sagde ifølge anholdelsesbegæringen:

»Han er kendt som dødens købmand. Hele verden er efter ham.«

MICHAEL BRAUN VAR IKKE i København og lyttede ikke med på våbenhandlen i real-time, men han fik løbende indberetninger, og én detalje bekymrede ham undervejs, fortæller han i dag.

Da Smulian var i Moskva for at møde Bout og aftale handlen, havde Bout været en smule skeptisk over for de to FARC-repræsentanter. Han var bange for, at de var agent provocateurs, som arbejdede for amerikanerne, og Smulian fortalte på mødet i København, at Bout havde fundet billeder frem af »alle toplederne i FARC«, og han havde bedt Smulian om at identificere de to FARC-repræsentanter. Det kunne Smulian ikke - af gode grunde.

For Viktor Bouts mistanke var berettiget. De to FARC-repræsentanter var ikke fra FARC, de var amerikanske agenter.

»Så, ja, selvfølgelig blev vi bekymrede, da vi hørte, at Viktor Bout havde bedt Smulian om at identificere de to mænd på billeder af FARCs ledelse. For det kunne få hele handlen til at gå i vasken,« siger Braun.

Men på den anden side - måske ikke.

»For det første, fordi ledelsen i FARC er et temmelig vidt begreb. Alene i New York er 50 FARC-ledere under tiltale, og det betyder, at Bout umuligt kunne kende alle FARC-ledere eller underledere eller have billeder af dem alle sammen.«

»For det andet skal vi også huske på, at en fyr som Viktor Bout var vant til at afveje risiko. Den slags mennesker afvejede hver eneste dag, hvert eneste øjeblik, om en bestemt person eller en bestemt operation var god nok - om den var risikoen værd. De færdedes i et skyggeland, hvor de i princippet ikke kunne stole på nogen eller noget, men de var nødt til at løbe risikoen, for ellers kunne de ikke gøre forretninger.«

Så spørgsmålet for Bout var ikke: Kan jeg finde en undskyldning for at afbryde handlen, men omvendt - kan jeg overbevise mig selv om, at den er risikoen værd. Det mente han, at den var.

OG HVORFOR SKULLE DEN IKKE også være det? Hvorfor skulle han ikke stole på sin intuition? Hans fornemmelse for farer og forretninger havde indtil da tjent ham i 20 år og tjent ham godt, og han havde gennem sin karriere revolutioneret den internationale våbenhandel, akkurat som Osama bin Laden samtidigt havde revolutioneret den internationale terror.

De var begge visionære inden for deres felt - med visioner, som verden ville have været bedre uden, men ikke desto mindre:

For hvor våbenhandlere tidligere var en slags grå grosserer, som modtog ordrer og leverede varerne, så var Viktor Bout anderledes entreprenant. Hvorfor vente på ordren? Hvorfor ikke selv skabe en krig?

Tag eksemplet med rutil-minerne i Sierra Leone.

Charles Taylor regerede i årene omkring årtusindeskiftet i Liberia i Vestafrika, og han regerede som en af de mest djævelske diktatorer på kontinentet. Taylor husede og støttede guerillahæren RUF, som angreb ind i nabolandet Sierra Leone, der - fantaserede Taylor - skulle være en del af hans »Stor-Liberia«. RUF var en skræmmende hær af børnesoldater, 10.000 drenge ned til syvårsalderen, som var blevet kidnappet og uddannet til at lemlæste og dræbe, og børnesoldaterne blev holdt gående på alkohol, amfetamin og kokain. Viktor Bout forsynede børnesoldaterne med våben, og i 1999 mødtes han med lederne af RUF. Bout havde en plan. Han vidste, at der i et hjørne af Sierra Leone lå forladte rutil-miner. Rutil er en slags titanium, og hvis RUF ville angribe og besætte området og overlade minerne til ham og hans russiske investorer, så ville han til gengæld kvit og frit forsyne RUF med våben, ris, sko og uniformer og - som han sagde - 10.000 dollar til »drengene«.

Han leverede varen, og i maj 2000 angreb RUF ind i Sierra Leone, men tilsyneladende var børnesoldaterne tanket for hårdt op på stimulanser, og de endte med at tage 500 FN-soldater på grænsen som gidsler. Storbritannien sendte sin flåde og kommandosoldater til området, og USA sendte mæglere, og »Operation Rutil« faldt til jorden.

SÅDAN HAR VIKTOR BOUT alle dage arbejdet. Hvis ikke der var krige at levere til, så kunne han selv skabe krigene. Hvis ikke der var krigsherrer og soldater, så kunne han skabe dem, og hvis ikke krigsherrerne havde penge at betale ham med, så kunne han selv finde betalingen, og når en konflikt har to parter, så betyder det også, at der er to parter at levere til.

I borgerkrigen i Angola leverede han våben både til regeringen og til oprørsbevægelsen UNITA, og det samme i - som landet hed dengang - Zaire. Han forsynede Laurent Kabilas oprørshær med gamle sovjetiske kamphelikoptere og missiler samt de allestedsnærværende AK-47 halvautomatiske rifler, og han fik sin betaling fra de diamantminer, som oprørerne erobrede. Samtidigt forsynede han også Zaires diktator, Mobuto Sese Seko, med våben, og da den aldrende Mobuto til sidst i en kugleregn flygtede ud af landet, var det om bord på et af Bouts lige så aldrende Antonov-fly. Nu begyndte andre oprørere at bekæmpe Kabilas regime, og dem leverede Bout også til. Han var især glad for én af dem, Jean-Pierre Bemba, som havde erobret en givtig diamantmine, hvor slavearbejdere hentede for tre mio. dollar diamanter om måneden. Til gengæld forsynede Bout ikke kun Bemba med våben, men også med øl og de allerseneste luksusgoder fra Dubai.

Bouts univers bestod - for at parafrasere en gammel udenrigspolitisk læresætning - ikke af hverken venner eller fjender, kun af interesser.

Nu er det ikke noget nyt, at skruppelløse våbenhandlere forsyner ditto skruppelløse afrikanske diktatorer med våben; heller ikke at de bliver betalt med bloddiamanter. Viktor Bout gjorde det bare større, mere og - om man vil - bedre, og krige brød ud på grund af ham.

Men kynikerne vil sikkert påstå, at hvis han bare havde holdt sig til at sælge våben til Afrika og indlede krige i Afrika, så ville verdenssamfundet aldrig have rokket med ørene. Mådehold var imidlertid ikke hans stærke side - »han vil sælge hvad som helst til hvem som helst,« som en af præsident Clintons sikkerhedspolitiske rådgivere sagde til magasinet »Mens Journal« - og han begyndte også at sælge til Taleban-regimet.

Eller rettere: Først leverede han til Talebans daværende fjende, Rabbani-styret i Kabul, men i 1995 blev et af Bouts fly, et skrummel af en gammel firemotores Iliushin-76, tvunget ned hos Taleban i Kandahar. I et år holdt talebanerne flyet og besætningen som gidsler, og så - pludselig - 16. august 1996 overmandede besætningen dets fangevogtere, løb hen til flyet og fløj væk.

Sådan lød i det mindste den officielle forklaring, men som Bout selv erkendte i 2003 i interviewet med New York Times: »Tror du virkelig, at man bare kan springe ind i et fly, der i et år har stået uberørt på en landingsplads, starte motorerne og flyve af sted. Nej, de flygtede ikke. De blev udleveret.«

Prisen er ikke svær at regne ud. For mens besætningen blev holdt fanget, blev Taleban udstyret med våben, og Der Spiegel har afsløret, at Bout i samarbejde med en israelsk-ukrainsk forretningsmand bl.a. leverede 200 T-55 og T-62 kampvogne til talebanerne. Belgisk politi har anslået, at han i alt solgte dem våben for 50 mio. dollar.

Og efter invasionen af Afghanistan i 2001 konstaterede de allierede, at Taleban og al-Qaeda havde haft fælles adgang til de våben, som Bout havde leveret. Eller sagt med andre ord: Bout og hans våbenleverancer banede vejen for Talebans magtovertagelse, og han og hans våben sørgede for at holde Taleban - og al-Qaeda - bevæbnede og ved magten.

Clinton-regeringen var bestyrtet. Al-Qaeda havde på det tidspunkt angrebet amerikanske ambassader og en amerikansk destroyer, og »vi konkluderede, at Bout var involveret i terrorisme,« har en af regeringens anti-terroreksperter, Lee Wolosky, forklaret til New York Times: »Vi besluttede os for at slå til.«

Lee Wolosky forsøgte at stykke en international Bout-alliance sammen, men det endte i en diskussion om international jurisdiktion, og så kom 11. september 2001, og Bout endte som en af den nye tids mange opportunister. Ifølge bogen »Merchant of Death« fløj han Talebans og al-Qaedas guld ud af Afghanistan og bl.a. til Pakistan og Emiraterne, og samtidig gik han i amerikansk tjeneste.

Den konservative tænketank Jamestown Foundation fastslår således i sin rapport, at Viktor Bout var »til uvurdelig hjælp« under krigen i Irak. Den amerikanske regering udliciterede for milliarder af dollar logistik til private selskaber, og Halliburton - det selskab, som vicepræsident Cheney tidligere havde været chef for - hyrede Viktor Bout som underleverandør. Ifølge »Mens Journal« fløj et af Bouts selskaber - Irbus - 142 ture ind og ud af Bagdad. Så stor en hjælp var Viktor Bout, at Bush-regeringen i 2004 sørgede for, at han ikke kom på en britisk liste over personer, der skulle anholdes for støtte til international terror, fastslår Jamestown Foundation.

Men hvis man lever af opportunisme, risikerer man også at dø af opportunisme, og efterhånden som Bouts nytteværdi i Irak faldt, steg kravet om hans anholdelse tilsvarende.

I 2002 blev en anholdelsesbegæring for Viktor Bout udsendt gennem Interpol, men sådan en begæring kræver, at et land aktivt er interesseret i at anholde Bout og kræve ham udleveret, og det skete ikke. Så længe han holdt sig hjemme i Moskva og i øvrigt holdt lav profil, kunne han fortsætte sin enterprise. Først i 2007 besluttede amerikanerne sig endelig for at gøre alvor af anholdelsesbegæringen mod Bout. DEA satte »Operation Relentless« i værk.

TELEFONEN RINGEDE KLOKKEN FEM om morgenen. Opkaldet vækkede ikke Michael Braun, for han sov ikke. Hvordan kunne han sove, når hans agenter på den anden side af kloden var i aktion?

I romaner og biografier kan hovedpersonen altid huske, hvad han siger i et afgørende øjeblik, men Braun kan for sin død ikke huske den præcise ordlyd i samtalen.

»Jeg kan kun huske, at vi holdt det kort. Mine agenter var i aktion, de havde nok at se til, og de havde ikke brug for en chef, som insisterede på at få hver en detalje at vide.«

»Så beskeden fra Bangkok var formentlig noget i retning af: Vi har ham, og i den slags situationer stillede jeg som regel kun ét spørgsmål: Er vores mænd OK? Svaret var ja. Alle vores mænd var OK, og det samme var Viktor Bout. Operationen var en succes. Vi havde ham.«

»OPERATION VEDHOLDENDE« sluttede ikke i København.

Det var en forskrækkelse, at Viktor Bout havde fundet billeder af FARCs topledere frem og bedt sin løjtnant Andrew Smulian om at udpege de to personer på billederne, men Michael Braun havde fået ret i sin analyse. Bout havde hver eneste dag i de seneste 20 år levet af at afveje risici, og han var for forhippet på FARC-handlen til at lade sin forsigtighed vinde afvejningen.

Efter mødet i København fulgte endnu et møde - i Rumænien - og de to falske FARC-mænd spillede utålmodige. De ville mødes ansigt-til-ansigt med Viktor Bout. Til sidst gav Bout efter:

6. marts 2008 i Bangkok.

Magasinet »Mother Jones« har rekonstrueret begivenhederne i den thailandske hovedstad. Bout ankom med morgenflyet fra Moskva 6. marts og tjekkede ind i sin suite på 14. etage på det femstjernede Sofietel Hotel.

Han havde reserveret et mødelokale til klokken 15, og hans livvagter holdt øje med hotellets kokke, som forberedte snack til mødet, og kort før klokken 15 satte Bout sig til rette i mødelokalet - klar til at underskrive en aftale i millionklassen. Andrew Smulian var der også. Men det var ikke FARC-mændene, der dukkede op. Det gjorde derimod 50 thailandske politifolk og agenter fra DEA, skriver »Mother Jones«.

»Spillet er ude,« sagde en thailandsk politibetjent til verdens største våbenhandler.

Siden har han siddet fængslet i Thailand.

Og en af de største gåder omkring den gådefulde mand står ubesvaret: Hvorfor gjorde han det? Hvorfor gik han - stik mod al forsigtighed - i amerikanernes fælde?

Viktor Bout har sløret sin baggrund så dygtigt, at eksperter stadig skændes om hans baggrund. Som Keyser Soze, fra filmen »The Usual Suspects«, var han her og der og allevegne på én og samme tid, men når skyggerne blev lange, forsvandt han.

Sådan en mand burde have vidst bedre end at gå ind på en våbenaftale med FARC:

For det første vidste han, at amerikanerne betragtede FARC som en terrororganisation. Med andre ord: Nu var han ikke længere oppe mod tilfældige afrikanske krigsherrer; han var oppe mod verdens herre, USA.

For det andet havde amerikanerne i 2007 brugt akkurat den samme fælde over for en anden våbenhandler, Monzer al-Kassar, »Prinsen af Marbella«. DEA lokkede også ham til at gå med til en våbenaftale med falske FARC-terrorister, og han blev anholdt i Spanien, udleveret til USA og idømt 30 års fængsel. FARC-planen var ren genbrug.

For det tredje var der undervejs den slags uoverensstemmelser, som ville have fået den gamle Viktor Bout til at genoverveje forløbet. Bout havde fået at vide, at de to våbenkøbere tilhørte FARCs ledelse, men de var ikke at finde på billederne af FARCs ledelse.

Men det var som om, Viktor Bout ville have våbenkøberne til at være gode nok.

Spørgsmålet er hvorfor?

Et svar kunne være, at han manglede pengene - endda i dén grad.

New Yorker bragte i februar en opsigtsvækkende historie om Monzer al-Kassar, og magasinet undrede sig over, at den rævesnu Kassar var gået i DEAs fælde, og forklaringen var, at han »havde svært ved at fastholde sin profitmargin,« sagde en kilde. Kassar havde et palads i Marbella, håndfulde af tjenestefolk, og han skulle have penge i kassen, men det grå våbenmarked var ikke, hvad det havde været.

Det internationale samfund jagtede våbenhandlerne, Rusland og Ukraine mugede ud i de mere åbenlyst lyssky affærer, og der var ikke så mange krige at levere til. Mange af brandene i Afrika var slukkede, og det grå våbenmarked var ikke, hvad det havde været.

»Det får nu våbenhandlere til at løbe risici, som de ikke tidligere ville have gjort,« skrev New Yorker.

Noget kunne tyde på det. Ud over Monzer al- Kassar og Viktor Bout er andre fremtrædende våbenhandlere, bl.a. Leonid Minin og Semyon Mogilevich, også blevet anholdt, og recessionen i våbenbranchen viser alt sammen begrænsningen af Bouts forretningsmodel. Han blev styrtende rig og succesfuld ved først at skabe krige og konflikter og dernæst sælge våben til de samme krige og konflikter, men efter verdenssamfundet havde gjort ham til persona non grata i de fleste udviklede lande, kunne han end ikke forlade Moskva og skabe krige.

Og det har gjort en forskel.

1990erne var efter nogle opgørelser det mest blodige årti i Afrikas historie siden slavetiden, også mere blodig end frihedskrigene tidligere i århundredet. Borgerkrig i Sudan. Borgerkrig i Somalia. Borgerkrig i Liberia. Guerillakrig i Uganda. Borgerkrig i Zaire. Borgerkrig i Sierra Leone. Borgerkrig i Algeriet. Borgerkrig i Congo Brazzaville. Borgerkrig i Burundi. Borgerkrig i Rwanda. Krig i Zaire mellem seks nationer. Krig i Eritrea. Borgerkrig i Elfenbenskysten.

Otte millioner mennesker døde på grund af de nævnte krige, og selvom Viktor Bout godt nok ikke solgte våben til alle krigene, så har eksperter hos CIA kunnet trække en lige linje mellem de steder, hvor hans gamle sovjetiske fragtfly landede, og de steder, hvor krige og konflikter udvikledes. »Det var den ene konstant i et grusomt afrikansk årti,« siger forfatteren Douglas Farah til Berlingske: »Viktor Bout«.

HVIS VIKTOR BOUT bliver udleveret til USA, vil det sikkert gå ham som hans kollega Monzer al-Kassar, der i 2008 blev idømt 30 års fængsel.

Den russiske våbenhandler skal formentlig have djævelens egen advokat for at slå sig fri af tiltalen.

Men først skal han udleveres fra Thailand, og det er blevet en langt alvorligere hurdle, end man skulle tro. Amerikanerne var oprindeligt begejstrede for at anholde Bout netop der; udleveringer fra Thailand har mere eller mindre været en proforma-sag, men Bout har været anderledes. Rusland har for alvor engageret sig i sagen og både officielt - og først og fremmest uofficielt - kæmpet mod en udlevering.

»Mine kilder i Bangkok har fortalt mig, hvordan Rusland har tilbudt den thailandske regering alt fra billige lån til billig olie,« siger forfatter Douglas Farah, »og der er også tilbud om millioner af dollar under bordet.«

Så han var ikke så chokeret som mange andre, da en thailandsk underret tidligere i år afgjorde, at Viktor Bout ikke kunne udleveres. Begrundelsen var, at Thailand ikke formelt betragtede FARC som en terrororganisation.

USA har kæret afgørelsen til en højere retsinstans og sendt et nyt anklageskrift til Thailand, og det handler ikke om FARC, men om alle de folkeretslove og internationale konventioner, som Bout har forbrudt sig mod. Love og konventioner, som også er formelt gældende i Thailand, men Douglas Farah er alt andet end sikker på udleveringen.

»Rusland lægger et massivt pres på alle instanser i Thailand - fra domstolene til regeringen - og Thailand fornemmer ikke et tilsvarende pres den anden vej. Ikke fra andre end USA.«

»Derfor kan jeg også kun opfordre Danmark og EU til at gå ind i sagen,« siger han.

I sidste måned kaldte den russiske udenrigsminister således sin thailandske kollega til en samtale om Bout-sagen, og han udtrykte ifølge de russiske statsnyheder Ria Novosti sin »bekymring og undren« over, at Bout stadig sad fængslet. Bout er tidligere russisk sprogofficer, men det er ikke kun for at hytte sin egne, at Moskva engagerer sig sådan i sagen; det er også for at hytte sig selv.

Douglas Farah er således ikke i tvivl om, at Moskva har spillet en nøglerolle - og dobbeltrolle - i Bouts forretninger, og russerne er bange for, at han skal afsløre alt, hvis han bliver udleveret til USA. Derfor kæmper de med alle midler imod det.

Og hvis det sker - hvis russerne får ret?

Så bliver Viktor Bout sendt tilbage, hvor han kom fra, og - hvad værre er - det gør den internationale våbenhandel også.