Farligt men muligt: Tyrkere driver flygtningelejre i Syrien

Mens mange andre landes humanitære organisationer ikke tør sende deres folk ind i det syriske slagtehus, kører den tyrkiske organisation IHH ind med nødhjælp og forsyninger til de flygtningelejre, som tyrkerne trods alle odds driver inde i Syrien.

Lejrene i Syrien, som organisationen Insani Yardim Vakfi, har oprettet til internt fordrevne syrere, er meget lig denne lejr i Kilis i Tyrkiet, hvor kvinderne bl.a. arbejder på syværksteder. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ISTANBUL OG KILIS: Det er ikke almen viden, men det er alligevel vigtig og nyttig viden i en tid, hvor Europa er i panik over antallet af syriske flygtninge: I det nordlige Syrien ligger der en række flygtningelejre, som huser i omegnen af 200.000 syriske flygtninge – eller rettere internt fordrevne. Med andre ord kan det, de europæiske regeringer drømmer om, godt lade sig, og der er plads til flere, hvis de europæiske donorlande har pengene, lyder det fra den humanitære tyrkiske organisation, der står bag lejrene.

Organisationen hedder Insani Yardim Vakfi – internationalt kendt under forkortelsen IHH, og på dansk Den Humanitære Nødhjælpsfond.

»Vi har syv containerlandsbyer og 16 teltlejre i Syrien, hvor vi har været på landjorden under hele krigen. Så vi kender landet,« fortæller Hüseyin Oruc, der er vicepræsident i IHH, over en kop te i organisationens beskedne hovedsæde i Istanbul.

»Jo, selvfølgelig er det farligt – Assad (det syriske regimes præsident, Bashar al-Assad, red.) bomber jo hver eneste kvadratmeter i Syrien. Selv tæt på grænsen til Tyrkiet er det ikke sikkert. Men hvis man tager sine forholdsregler, kan det godt lade sig gøre, og det skal kunne lade sig gøre. For syrerne er afhængige af vores hjælp, og vi bliver, indtil der er fred – inshallah (om gud vil),« siger Hüseyin Oruc.

Lejrene, der for tiden huser omkring 200.000 internt fordrevne, er opført i det nordlige Syrien ikke langt fra den tyrkiske grænse og i områder, der kontrolleres af de – i religiøs forstand – mere moderate oprørere.

»Den første teltlejr etablerede vi i samarbejde med Qatars Røde Halvmåne, og vi blev kritiseret for at sætte syrernes liv på spil. For lejren ville blive bombet af regimet, lød kritikken. Vi diskuterede det og erkendte problemet, men samtidig besluttede vi, at der ikke var andet at gøre: Vi var nødt til at oprette sikre steder inde i Syrien,« fortæller Hüseyin Oruc.

Og kritikerne fik ret: Lejren blev bombet.

»Men det var inden, de fordrevne var flyttet ind. Heldigvis kom ingen til skade, men en tredjedel af lejren blev ødelagt, og siden er der ikke sket noget,« siger vicepræsidenten i Insani Yardim Vakfi.

Hvorfor?

»Fordi det er en flygtningelejr. Assad-regimet bomber civile i landsbyerne, men en egentlig lejr med fordrevne oven i købet så tæt på den tyrkiske grænse ... nej,« siger Hüseyin Oruc.

På kant med Israel

Hvis navnet IHH – Insani Yardim Vakfi, eller Den Humanitære Nødhjælpsfond på dansk – lyder bekendt, så skyldes det først og fremmest organisationens ledende rolle i den spektakulære og omstridte operation tilbage i 2010, hvor en international koalition af aktivister kaldet Free Gaza Movement sejlede til Gaza med nødhjælp.

Israelske specialstyrker bordede flådekonvojen, ni af de propalæstinensiske aktivister – alle tyrkere – blev dræbt, og Israel blev efterfølgende kritiseret af flere lande, ikke mindst Tyrkiet. Israel beskyldte til gengæld IHH for at stå i ledtog med militante islamister.

For IHH er »Frihedsflåden« den dag i dag stadig en milepæl i organisationens virke og et godt eksempel på, at IHH er andet og mere end blot en nødhjælpsaktør.

»Vi er ikke kun en nødhjælpsorganisation, der er aktiv i mere end 140 lande. Vi er også en menneskerettighedsorganisation, der advokerer for folks rettigheder i de lande, vi arbejder i, og denne opgave er lige så vigtig som nødhjælpen. For nødhjælpen er midlertidig. Endelig ser vi det også som vores opgave at føre »humanitært diplomati«, og det betyder blandt andet, at vi presser på og mægler mellem de stridende parter for at få civile, der er kommet i klemme i en belejring, befriet. Indtil videre er det lykkes IHH at komme 3.000 civile til undsætning i den slags situationer i Syrien,« forklarer vicepræsidenten.

Hvor er de vestlige NGOer?

Han kritiserer sine humanitære kolleger i Europa for at svigte de syrere, der stadig er i landet, og hvoraf godt fem millioner er internt fordrevne.

»Bosnien var farligere. Det samme var Tjetjenien, men alle de vestlige organisationer var der. Hvorfor er de ikke i Syrien?,« spørger Hüseyin Oruc.

Hüseyin Oruc, vicepræsident i nødhjælpsfonden Insani Yardim Vakfi, understreger, at internt fordrevne i Syrien har brug for hjælp, og det er grunden til, at organisationen har oprettet syv containerlandsbyer og 16 teltlejre i landet. Fold sammen
Læs mere

Det er de ikke, fordi de fastholder, at Syrien er særligt farlig – ikke mindst på grund af Islamisk Stat.

»Der også er efter sådan en som mig,« siger Hüseyin Oruc, der også opfordrer Vestens humanitære organisationer til at frigøre sig fra FN, hvis det er nødvendigt.

Eksempelvis kom der i de første år af den syriske konflikt slet ingen FN-nødhjælp ind over grænsen til Tyrkiet, fordi styret i Damaskus ikke ville tillade det. Det smittede også af på de private organisationers lyst til at hjælpe syrerne via Tyrkiet.

»Men som humanitære organisationer er vi ikke underlagt FN. Vi er kun underlagt én ting, og det er at hjælpe folk, der er i nød og fare. Så gælder grænserne ikke længere,« fastslår Hüseyin Oruc, hvis organisation også opererer i Yemen og Libyen og andre af de farligste konfliktzoner, som de fleste vestlige nødhjælpsfolk holder sig fra.