Hun hvisker så stille, at det næsten er umuligt at høre: »Måske er der sket ham noget.«

Hendes øjne kigger skræmt fra journalist til fotograf og om bag os for at se, om nogen lytter med. Hun har med besvær løftet den udspilede mave op fra sengen. Navlen stritter. Vandet kan gå når som helst.

»Jeg har ikke set ham siden, I var her sidst for nogle dage siden.«

Hun taler om sin storebror, der går under navnet »Bad Black«. Hvorfor tror hun, der er sket ham noget, vil vi vide?

»Jeg har lovet ikke at fortælle det til nogen. Jeg ved ikke, om jeg kan fortælle det til jer … Kan jeg det?«, hvisker hun og holder øjenkontakten med de to mzungus – de eneste hvide mennesker – i hele denne fattige del af Ugandas hovedstad, Kampala.

Svaret hvisker hun så sagte, at det næsten er umuligt at høre: »Han er homo.«

Ingen ved eller tør spå om, hvor mange LGBTere – lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner – der er i Uganda. Officielt er flere forsøg på at gennemføre en brutal lov med dødsstraf mislykket. Men hvis man har sit liv kært, erklærer man fortsat i dag ikke åbent i Uganda, at man er »kuchu«.

I 2009 blev en omfattende antihomolov, populært kaldet »Kill The Gays Bill«, første gang fremlagt. I årene, der fulgte, affødte loven voldsomme reaktioner fra det internationale samfund.

En række vestlige donorer såsom USA, Holland, Norge og Danmark valgte at indefryse eller omdirigere bistand til Uganda i februar sidste år, da præsidenten underskrev loven.

Daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) markerede Danmarks uvilje mod loven ved at omkanalisere knap 50 millioner af de samlede bistandsmidler øremærket til Uganda væk fra staten og over til civilsamfundsorganisationer.

I august 2014 fastslog en dom fra forfatningsdomstolen så, at antihomoloven var i strid med forfatningen. Det var imidlertid ikke lovens indhold og de grove brud på menneskerettighederne, der var problemet. Det var tekniske omstændigheder. Der havde ikke været medlemmer nok fra parlamentet til stede, da loven blev stemt igennem.

Siden har en gruppe parlamentsmedlemmer prøvet at skaffe flertal for at genindføre loven. Og for et halvt år siden lækkedes udkastet til en lignende lov om »unaturlige seksualpraksisser« til medierne.

Se Berlingskes video fra Uganda: »Omgivet af fjendtlighed«

Ugandas ubesejrede leder siden 1986, præsident Museveni, der personligt underskrev loven, har siden talt med to tunger. I et debatindlæg i oktober sidste år advarede han imod risikoen for, at vestlige handelspartnere og bidragsydere ville trække sig yderligere, hvis man genindførte loven. Men i samme åndedrag sammenlignede han homoseksuelle med en slange, som man skal beskytte landets børn mod. Og til februar skal der så være valg til parlamentet, hvor Museveni efter alt at dømme går ind i sit 30. år som præsident.

»M7«, som hans navn populært forkortes, vil i første omgang forsøge at undgå, at homoseksuelles rettigheder bliver gjort til et valgtema, fortæller professor emeritus Holger Bernt Hansen fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.

»Medmindre han kommer i vanskeligheder med ikke at få stemmer nok, så kan han tage den op igen. For befolkningen støtter helt klart en lov. Og det er et politisk faktum, som man er nødt til at forholde sig til,« siger han.

Andre politikere har allerede set deres snit til at udnytte det faktum. Såsom medlem og talsmand for parlamentet Rebecca Kadaga, der tidligere har kaldt antihomoloven for en gave til det ugandiske folk. I den nationale avis The Observer den 6. juli, advarede hun imod, at visse parlamentsmedlemmer kunne være under indflydelse fra LGBT-miljøet:

»De homoseksuelle betaler for, at en masse kandidater kan stille op til parlamentsvalget og ændre forfatningen til at tillade homo-vielser. Det er velkendt.« Lignende udtalelser vil dukke op af fra kandidater på udkig efter stemmer, vurderer Joshua Muhanguzi, coordinator i LGBT-organisationen FARUG, Freedom and Roam Uganda:

»Hvis du åbent siger, at du er for homorettigheder, er der ingen i befolkningen, der vil stemme på dig. Sådan er det bare. Tværtimod appellerer antihomo-budskabet til masserne.«

Loven, der blev droppet sidste år, har ikke kun haft som fokus at umuliggøre det for forelskede par at være sammen. Den tvang også mødre, fædre, skolelærere og husudlejere til at angive LGBT-personer. Ellers kom de selv i fængsel. Det har imidlertid allerede siden britisk kolonitid været strafbart med op til livstidsfængsel at blive fanget i sengen med en person af samme køn, en forbrydelse der ifølge loven »går imod naturens orden«.

Den højgravide lillesøster har ikke fortalt sine forældre, at hun har boet hos broderen i nærheden af det store Mulago Hospital de seneste par uger, mens terminsdagen nærmede sig. Hun har bare sagt, hun var i Kampala. Forældrene smed Bad Black ud af huset, da han var 16.

»Hvis du ikke vil have, at jeg skal slå dig ihjel, så forsvinder du herfra nu og kommer ikke tilbage,« sagde faderen, da han kom hjem en aften, efter moderen havde set Black kysse en dreng fra landsbyen. Så flyttede han til Kampala.

I dag er han 26 år. Forældrene har afbrudt forbindelsen, de få gange han har forsøgt at ringe. Han bor stadig det samme sted, som han flyttede til. Her går to høns rundt og pikker i en stor bunke affald, der stadig ulmer efter et forsøg på at brænde det af, som man gør det overalt i byen. Hønsene hakker næbbet ned i æggeskaller, aftyggede majskolber og flaskekapsler.

Over affaldsbunken står et skur af blik. Toilettet. En lille dreng hiver bukserne ned og tisser i kloakrenden, der løber neden for affaldsbunken og ind mellem husene. Den gråligt-brune masse i renden står stille. Da vi møder Black første gang, er der skygge i det lillebitte hus, hvor han bor sammen med kæresten, John. Og i disse uger altså også den højgravide lillesøster.

Bad Black er et dæknavn, der henviser til en kvindelig ugandisk storsvindler. Ligesom mange andre fra miljøet bruger Black sjældent sit rigtige navn. Det er sikrere. Han ville gerne bo et andet sted med John. Det tre gange tre meter lille rum under bliktaget har vægge med grøn, afskallet maling. Der er plads til det vigtigste: En dobbeltseng, en sofa, en primus, et fjernsyn og en skohylde med parrets sneakers og lædersko. Det er svært at få en indkomst, der kan gøre livet bedre i en pænere, renere og frem for alt sikrere bydel. Black vil allerhelst være journalist eller vært på TV. Sidste år gik han til audition på et TV-program på Urban TV og fik jobbet.

»Jeg elskede at være på skærmen. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre job,« fortæller han.

Men efter kun et par dage stod det både i tabloidavisen Red Pepper og flere steder på Facebook: TV-stationen havde ansat en homo som vært. Efter det stoppede producenterne med at ringe. Black behøvede ikke spørge hvorfor.

Så han gik tilbage til at sælge sig selv. Et »short-short«, et helt kort samleje, koster 70.000 ugandiske schilling (ca. 145 kroner, red.). Men helst går han efter turister på barer og hoteller. Det kan en sjælden gang indbringe så meget som 100 eller 200 dollar (ca. 680-1.360 kr.) for et enkelt knald. På venstre hånd sidder to ringe. Den ene har en strittende mat sten i klassisk princess cut. Er det en forlovelsesring, vil Berlingske vide? Black trækker på skuldrene:

»Han ville bare vise, at han sætter pris på mig.« John har været hans kæreste i to år, og John har det O.K. med hans job. Black har lovet at være forsigtig. Men et sted undervejs fik han HIV.

Et andet sted i byen gestikulerer en mand kraftigt med den ene arm, mens den anden rækker en bibel med krøllede hjørner frem mod de forbipasserede biler.

»Helvede kommer til dem, der ikke tror.« Han står ved en befærdet rundkørsel på Jinja Road i en rød skjorte under den brændende sol. Uganda er et gudfrygtigt land. Næsten alle er troende. 42 procent er kristne, 42 procent er katolikker, og 12 procent er muslimer.

Da USAs højesteret sidst i juni gav homoseksuelle retten til at gifte sig med hinanden på tværs af landet i alle stater, reagerede ærkebiskopppen af den anglikanske kirke, Church of Uganda, Stanley Ntagali, med en skarp kronik d. 9. juli under titlen »Vi må modstå USAs umoralske vira«:

»Jeg vil forsikre alle ugandere om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at promovere god moralsk sundhed hos vores folk og modstå den slags umoralske vira, som måtte forsøge at infiltrere vort folk.«

En lille skare af landets kristne præster er blevet kendt over hele verden for deres voldsomme udfald mod homoseksuelle de senere år. Under dække af det kristne budskab har ekstreme ledere såsom pastor Martin Ssempa fået masser af taletid til at lede sit korstog mod »sodomi« og i farverige vendinger og fuld alvor fortalt kirkegængere og alle andre, der ville lytte til ham, at homoseksuelle blandt andet spiser hinandens afføring under sex og presser hinandens knytnæver ind i anus.

»Vi vil ikke have denne form for sygelighed i Afrika,« har han igen og igen sagt. Og en række gange spurgt i medier, om det er den slags, den amerikanske præsident, Barack Obama, virkelig ønsker at bringe til Afrika. Temaet tog præsident Obama selv op under en netop overstået Afrika-rejse, hvor han blandt andet besøgte nabolandet Kenya. Også her raser debatten om homoseksuelle, og »forbrydelsen« kan give op til 14 års fængsel. Under et pressemøde med Kenyas præsident, Kenyatta, sammenlignede Obama homoseksuelles situation med slaveriet. Der sker grimme ting, understregede Obama, når mennesker ikke bliver behandlet lige for loven. Kritikken slog Kenyatta hen ved at erklære temaet for et ikke-vigtigt »non-issue.«

Bad Black er selv religiøs. Han er muslim. Det er ramadan, da vi møder ham tredje gang. Han har hverken spist eller drukket noget siden solopgang i en varme, der får panden til at glinse efter fem minutter i solen. I begyndelsen blev han svimmel. Nu har han vænnet sig til det.

»Jeg gør op for resten af året på den her måde. Ingen mad, ingen alkohol, ingen sex,« siger han.

Om aftenen bryder han fasten hjemme i sin vens hus. Det ligger et kvarters gang fra hans eget. Gennem snirklede stier mellem huse, over den tørre røde jord der sætter sig i næsen og ørerne på ingen tid. Over åbne kloakker og forbi børn uden bukser og en baby med feberblanke malariaøjne. Han bliver der om natten, fordi det ikke er sikkert at gå den korte vej hjem efter mørkets frembrud. Han ved, hvad han snakker om. Han er blevet overfaldet flere gange.

Den 19. marts sidste år modtog han et opkald. En af hans bekendte havde brug for hjælp. Men da Black ankom til den forladte bygning, ventede tre ukendte mænd på ham. De tæskede ham med smalle ledninger og bælter, fortæller han. De ville banke homoen ud af ham, var budskabet.

Indimellem holdt de inde med tæskene og skyllede ham under en bruser. Han skulle vaskes ren, fortæller han, de sagde. De tvang en flaske med chili op i enden på ham, de ville brænde urenheden ud af ham, fortæller han.

Efter fem timer fik han lov til at hente en sum penge, som de afkrævede ham. Til gengæld måtte han lade sine mobiltelefoner blive hos overfaldsmændene. Den Nationale LGBT Sikkerhedskomité, der i hemmelighed hjælper homoseksuelle efter overfald, bekræfter, at de kender til sagen, og Black har vist Berlingske politirapporten, som også indeholder en lægelig vurdering.

Der står blandt andet, at han havde sår på arm og lår. Black tog politiet med til varehuset og udpegede en af overfaldsmændene.

Det skulle han ikke have gjort, mente en person, der efterfølgende i månedsvis chikanerede ham på Facebook. Under navnet »Jon Doe« skrev personen:

»Du bragte politiet til mit hjem.«

»Jeg har vist dit billede til folk, som ved, du er fra X (stednavn fjernet af Berlingske, red.).«

»Prøv at forestille dig dit ødelagte homorøvhul.«

»Jeg truer dig ikke. Jeg fortæller dig, hvad du skal forvente. Før året er omme, har jeg fået min hævn.« Ifølge Black gjorde politiet aldrig for alvor en indsats for at efterforske sagen, fordi de regnede ud, han er homo. Black har ikke mødt mændene igen. Men han frygter dem, hver gang mørket falder på.

Tilsyneladende med god grund. Den nyeste årsrapport fra Den Nationale LGBT Sikkerhedskomité, der dækker perioden fra februar 2014 til maj 2015, viser, at komiteen har fået 216 anmeldelser og ønsker om hjælp fra miljøet. Heraf er 35 blevet udsat for et overfald. Resten af statistikken dækker blandt andet over 75 personer, der er blevet smidt ud af udlejeren, 23 er blevet udsat for afpresning, og 24 er blevet arresteret.

Nogle overgreb er ikke en del af statistikken, fordi det er for smertefuldt at tale om, siger organisationerne: Fænomenet »corrective rape« dækker over kvinder, der bliver voldtaget af mænd, som tror de kan »kurere« dem for at være lesbiske. Anmeldelserne i årsrapporten er toppen af isbjerget, mener komiteen, der også beskriver, hvordan de mener, manden på gaden tænker, selv om den omdiskuterede antihomolov ikke længere er aktiv:

»Der er opstået en kultur for ekstrem og voldelig homofobi, hvor nogle individer føler, at de kan forfølge LGBT-personer med straffrihed,« står der i rapporten.

Leveomstændighederne er så vanskelige, at ti personer har søgt asyl i udlandet i den periode, rapporten dækker. Det er en tendens, vi også ser i Danmark. Ifølge foreningen LGBT Asylum, har 15 LGBTere fra Uganda de seneste to år fået asyl i Danmark, fordi de er forfulgt. Foreningen understreger, at det kun dækker over de sager, de har kendskab til. Samtidig er 11 ugandere, som har haft LGBT som asylmotiv, blevet afvist.

Organisationen Sexual Minorities Uganda »SMUG«, ligger bag anonyme, høje mure, hvor knust glas og pigtråd gør sit for at afskrække eventuelle nysgerrige blikke. At komme ind i bygningen kræver, at ens fingeraftryk accepteres af den biometriske scanner. Det trådløse netværk bærer navnet »Ingen frygt«.

På væggene hænger der billeder af den fremtrædende homoaktivist David Kato, der døde i 2011, efter at være blevet slået ned med hammerslag i hovedet. »Rest in Power« lyder en af hilsnerne til ham blandt andet. Richard Lusimbo, der er ansvarlig for research og dokumentation hos SMUG, fortæller, at den tydeligste tendens i øjeblikket ses hos inden for hjemmets fire vægge:

»Homofobien er rykket ind i familierne. Vi har set en stærk forøgelse i antallet af forældre, der smider deres børn ud af hjemmet. Det, vi i øjeblikket oplever, er social eksklusion.«

Og ifølge direktøren for en anden LGBT-organisation »Queer Youth Uganda,« Samuel Opio, bliver det en meget svær diskussion at vinde i befolkningen.

»Den almindelige ugander er ikke glad for, at antihomoloven blev droppet. Politikere har tidligere argumenteret for, at loven ville sikre, at deres børn ville være i sikkerhed for rekruttering fra homoer. Det glemmer de ikke. Derfor ser vi nu en modreaktion fra befolkningen,« siger han.

For at tjekke om argumentet holder, har Berlingske stoppet 25 tilfældige ugandere på gaden med forskellige alder og køn. Ganske få mener, at homoseksuelle skal have lov til at gøre, hvad de vil derhjemme. Men den modsatte holdning er overvældende. Mange bruger argumentet, at Gud skabte Adam og Eva og ikke Adam og Adam. Andre henviser til lignelsen om byen Sodoma, som Gud ifølge Bibelen tilintetgjorde, efter byens mænd forsøgte at ligge med to besøgende engle. Med henvisning til sin kristne tro siger design-studerende Lauryn Nanutebi på 20 år:

»De skal sættes i fængsel og blive der hele livet.«

Hvad hvis det var en af dine venner? Kunne du ikke være ven med en homo?

»Nej, det kunne jeg ikke. For de ville prøve at vinde mig over på deres side til at blive lesbisk.«

Eller som læreren Ismael Gava siger:

»Det er en perversion af den værste slags. Selv ikke dyr tænker sådan. Det går imod Skabelsen. Det er satanisk. Lås dem inde og nægt dem føde.«

Det er et uvæsen, der er kommet udefra, mener den 32 -årige hundeopdrætter John Martony:

»Vi har hørt, at det kommer fra USA, hvor det er løbet helt løbsk. Der er nogle lande, der støtter det med penge for at gøre skade på Uganda og andre afrikanske lande.«


Andre henviser til, at de er overbevist om, at man kan blive alvorligt syg af at være homoseksuel:

»Det er slet ikke godt. Fordi spermen kan komme op i rygraden, og så kan man få dårlig holdning og have svært ved at gå,« siger 17-årige Henry Kyeyune, der bakkes op:

»Man kan få kræft af det, en meget farlig sygdom,« siger 21-årige Andrew Kalugembe, der studerer computervidenskab. Han mener ikke, at homoseksuelle skal sendes i fængsel, men at man bør etablere et rehabiliteringscenter, der skal kurere folk, fordi:

»Homoseksuelle er værre end dyr.«

Et af de par, hvis liv den brede befolkning ikke forstår, er Rachel og Melanie. En høj mur med pigtråd, omkranser parrets store grund for at »afværge fristelser«. Man kan høre musikken, allerede før vi bliver lukket ind ad den store, knirkende jerndør. Ud af en højttaler på et hævet stativ strømmer tonerne fra Kygo, Disclosure og flere af de andre store elektroniske navne, der netop har besøgt den danske Roskilde Festival.

Bag et langt banner med teksten »Dirty Sexy Hit Beats« står DJ Rachel Kungu ved sin computer. Hun har store solbriller, lange dreadlocks og en omvendt kasket på hovedet.

Med 20 års jubilæum næste år kan hun kalde sig Østafrikas måske første kvindelige DJ. Hun bliver hyret til privatfester og klubber i hele regionen fra Kigali i Rwanda til Arusha i Tanzania. Paris har hun også været fløjet ind til. Hun og kæresten, Melanie, gennem 13 år har sammen sønnen Cruz, der i øjeblikket har sommerferie fra den internationale skole.

Rachel og Melanie kan efter ugandisk lov aldrig blive gift. Som professional bryllupsplanlægger kan Melanie derfor sy nok så mange kjoler og bage store kager til alle mulige andre. Bare ikke sig selv. Hun viser billeder på sin smartphone af brudene og deres kjoler. Nogle med slør, nogle med fine kniplinger, nogle med detaljerede, håndsyede mønstre af perler.

»Det er sjovt. Der er en tendens til, at store piger gerne vil have store kjoler, der gør dem endnu større. Og små piger vil have små kjoler,« siger hun, mens hun bladrer igennem billederne.

Parret holder fødselsdag for Melanies nevø, Phillip, der fylder otte år. Der er inviteret omkring 15 familiemedlemmer fra Melanies side af familien. Ganske usædvanligt for Uganda accepterer en stor del af kvindernes familier deres forhold.

De sidder rundt omkring i den rummelige have på plastikstole. Eksotiske træer skygger for den stærke sol. Bananpalmer, mangotræer, et med brødfrugt og et andet med avocado. Inde i stuen på spisebordet bugner fyldte gryder under sølvpapir. Sammen med tjenestepigen har Melanie brugt hele dagen på at forberede fødselsdagsmåltidet.

Det består blandt andet af grød lavet på matoke, madbananer, grillet gedekød og suppe med kylling. Melanie har desuden bagt en enorm kage til Phillip. Den slags man ser i amerikanske film. Den har hvid og tyrkis glasur med store sløjfer og en tillykke-hilsen. De voksne drikker Heineken-øl, Red Label Whisky og sodavand.

Børnene sidder ikke stille et øjeblik. De hopper i samme type trampolin, der står i snart hver dansk villahave. Kører rundt på Cruz’ BMX-cykel, spiller fodbold med improviserede mål i haven eller leger med hundene »Brandy« og »Vodka«.

Fødselaren, Phillip, viser imponerende dansetricks på græsplænen, og når BeGees’ »Stayin’ Alive« rammer haven, rejser Melanies gamle tante sig. Hendes krop er tynd under det traditionelle mønstrede stof, og ryggen har en tendens til at krumbøje. Men tonerne får hendes hofter og ende til at vrikke mere imponerende end de fleste københavnerteenagere på et natklubdansegulv.

Om aftenen, mens oprydningen efter børnefødselsdagen er i gang, viser Rachel en bunke ugandiske aviser frem. På forsiden af en af landets største aviser, tabloidmediet Red Pepper, fra 14. marts 2014 advarer en artikel forældre: »Sådan undgår du, at dit barn bliver homo«. I artiklen foreslår ekspertkilden Nalubega Amina, som kalder sig ekspert, fordi hun selv har fem børn, hvad man ikke skal gøre:

»Lad ikke jeres børn sove i samme seng … Undgå, at dit barn sover hos venner eller endda slægtninge. Man ved ikke, hvad de kan blive udsat for på sådanne besøg. Mange børn er blevet udsat for homoseksualitet i en tidlig alder …«. Heller ikke Disney-film bør forældre lade deres børn se alene, mener eksperten Akello Anita videre. Hun er mor og lærer:

»Selv yndlingstegneserierne fra Disney har homo-par … Børnene vil måske begynde at efterligne, hvad de ser,« advarer hun. Rachel ryster på hovedet:

»Artikler som den her giver mig lyst til at græde. De tror, vi er uhyrer,« siger hun. Hun bladrer videre i aviserne. Fordi hun er et kendt ansigt, bliver hun ofte nævnt, når aviser som Red Pepper skriver om homoseksuelle. Hun bliver aldrig spurgt, om hun vil kommentere oplysningerne, der oftest er det pure opspind.

»Det er lige chokerende hver gang. Prøv at se den her artikel: ’Ugandas homoparlament.’ Med mit billede. Som om jeg var en slags homominister! Det er så useriøst. Kom nu videre!«

Hun gemmer artiklerne »som bevismateriale«. Hun ved godt, hun ikke får noget ud af at lægge sag an.

»Men nu har jeg dem,« siger hun.

I dag lever Rachel primært af at spille til internationale fester i Kampala hos for eksempel ambassader og konsulater. For nogle år siden var hun fast inventar på byens mest tjekkede natklubber, men det ændrede sig.

»Vi mistede en del job, da loven trådte i kraft. Fire af vores store job blev aflyst fra den ene dag til den anden. Det har ikke gjort nogen forskel, at loven blev annulleret igen. Det er primært sorte, der ikke booker os længere. Det svarer vel til 60 procent af vores job, vi har mistet,« siger hun.

Hun forsøgte at få en aftale i stand med en stor klub i Kampala, som tidligere ville have været så let som ingenting. Men svaret fra manageren var sigende:

»Rachel, du er altid i aviserne,« fortæller hun. »Han var bange for, at det kunne have negative konsekvenser for hans virksomhed, hvis det kom frem, at han havde ansat en lesbisk DJ,« siger Rachel.

Men ubehagelighederne kommer også mere direkte. Såsom direkte dødstrusler i kommentartråden, hvis parret drister sig til at lægge et foto op af sig selv på Facebook. Eller som sidste år i april hvor de tillod sig at politianmelde, at de havde fået stjålet en iPad og en computer fra bilen.

Hos politiet grinede betjentene og talte tydeligt bag deres ryg om, at det var »lebber«, og hvem der »tydeligvis var manden« og »kvinden i forholdet,« fortæller Melanie. Eller da de havde indbrud i det gamle hus i 2009. Før antihomoloven overhovedet havde været på bordet i parlamentet. Rachel fik stjålet en masse arbejdsudstyr: Højttalere og forstærkere blandt andet.

Da de mødte op for at anmelde det på politistationen, lod politiet dem vente i timevis, selv om der efter deres bedømmelse ingenting skete på stationen. Da de til sidst besluttede sig for at give op, ville politiet ikke lade dem gå, fortæller Melanie.

»Er vi anholdt? Hvis vi er anholdt, må I fortælle os, hvad vi er anholdt for,« spurgte hun. Rachel fortæller, at fire politimænd måtte holde Melanie tilbage, at de slog hende og rev hende i håret. Og at de blev låst inde i en celle. Melanie var tre måneder gravid med sønnen Cruz og fik undervejs et slemt astmaanfald.

»Jeg var så bange for, at jeg ville abortere,« fortæller hun. Nogle timer efter kom en af Rachels venner, der er politibetjent, og fik dem ud.

»Da han kom, lukkede de os ud og sagde, der var sket en fejl,« siger Melanie.

»Vi har derfor konkluderet, at vi ikke skal tro, vi kan søge hjælp hos politiet for noget som helst,« siger Melanie. Alligevel prøver parret at være positive.

»Der er folk, der siger direkte til mig, at de elsker min musik, og at de er ligeglade med, at jeg er gay,« siger Rachel.

»Jeg er en believer. Jeg vil gerne tro på, at det bliver bedre. Når nogen lærer mig at kende, vil de måske fortælle deres venner, at jeg ikke er så slem. Og så fortæller de det videre til deres venner. Vi behøver ikke at konfrontere folk op i deres åbne ansigt. Vi prøver at skubbe udviklingen i gang på vores egen måde, på en mere blid måde,« siger Rachel.

Berlingske kunne ikke få fat i Black de sidste dage i Kampala. Men søsterens bange anelser blev gjort til skamme. Der var ikke sket ham noget, viser efterfølgende korrespondance.

Berlingskes flybilletter til Uganda er betalt af Copenhagen Pride, der i år sætter fokus på forholdene for LGBT-minoriteter i Uganda ved at indsamle penge til at støtte dem.