Faren for global epidemi rykker nærmere

Spanien, Frankrig, New Zealand og Israel rapporterede søndag om mulige tilfælde af svineinfluenza. I USA forventer myndighederne en markant stigning i antallet af syge.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne gang synes det ikke at være falsk alarm. En global influenzaepidemi, også kaldet pandemi, af den potentielt dødelige type, der de seneste dage har bredt sig i Mexico og USA, rykkede søndag tættere på, da en række lande verden over rapporterede om mulige nye tilfælde.

I Spanien, der har tætte forbindelser til Mexico, er seks personer indlagt med mistænkelige symptomer efter at være kommet hjem fra rejser til det latinamerikanske land. I ingen af tilfældene er tilstanden dog kritisk, og mindst to af patienterne er i bedring efter behandling med antivirusmedicin.

Også de franske sundhedsmyndigheder har lokaliseret to mulige tilfælde af sygdommen, og udenfor Europa rapporterer New Zealand om 14 studerende med symptomer, mens en enkelt er blevet indlagt i Israel. Alle efter rejser til Mexico. Canada bekræftede i aftes, at der er fire tilfælde af unge studerende, der er smittet efter en studietur til Mexico.

Samtidig meddelte Kina, Rusland og Sydkorea, at man vil skærpe kontrollen med flypassagerer. Et skridt, som Japan tog allerede lørdag. Mexicos latinamerikanske nabolande har alle skærpet deres beredskab overfor epidemien. Og enkelte lande såsom Filippinerne har indført forbud mod at importere svinekød fra USA og Mexico.

I USA bekræftede ministeren for den nationale sikkerhed, Jannet Napolitano, at mindst 20 er smittet med svineinfluenza. Et tal, der vil stige markant de kommende dage og afsløre mere alvorlige tilfælde, forudser de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Ingen amerikanere døde
Ingen amerikanere er foreløbig døde af sygdommen, og af de 20 smittede – heriblandt otte skoleelever fra New York – er kun en enkelt stadig indlagt. I Mexico er 81 dødsfald under mistanke for at være forårsaget af svineinfluenzaen, og i 20 af dem er det endeligt bekræftet.

To-tredjedele af de næsten 1.300 mexicanere der har været under mistanke for at være smittet med den farlige nye svineinfluenza er nu blevet erklæret raske og sent hjem fra hospitalerne, lyder det nu fra Mexicos præsident, Felipe Calderon.

Ifølge præsidenten er flere end 900 personer blevet erklæret raske og sent hjem, mens der endnu er 400 med diverse influenzasymptomer tilbage på hospitalerne, som undersøges.

Verdenssundhedsorganisationen WHO besluttede på et møde i går at udskyde beslutningen om at øge sit beredskab overfor den truende pandemi til i morgen. Til den tid vil det være afklaret, om tilfældene i Spanien, Frankrig, New Zealand og Israel skyldes den nye influenzatype.