Prisen for Årets Spil ved Game Awards i Los Angeles går til "Clair Obscur: Expedition 33".
Årets Spil er uddelingens hovedpris. Den regnes for at være en af branchens fineste.
Det franske indie-spil dominerede den årlige prisuddeling i den amerikanske storby og vandt hele ni priser i alt. Spillet var nomineret i rekordmange kategorier.
"Clair Obscur: Expedition 33" er udviklet af den franske spiludvikler Sandfall Interactive.
Guillaume Broche fra Sandfall Interactive takkede blandt andet sit hold, da han modtog hovedprisen.
- Jeg vil også gerne sende en tak til de helte i denne her branche - de mennesker, der laver tutorials på YouTube om, hvordan man laver et spil - for vi havde ingen idé om, hvordan man laver et spil før, siger han ifølge AFP.
Den internationale prisuddeling har til formål at hædre de bedste videospil, der kom på markedet i 2025.
Det er 12. gang, at prisuddelingen finder sted. I alt 29 priser blev uddelt ved årets Game Awards.
"Clair Obscur: Expedition 33" blev udgivet 24. april. Siden da er spillet blevet yderst populært og har solgt omkring fem millioner eksemplarer.
Spillets popularitet har også vist sig ved, at fans dukker op til messer og spilfestivaler iført stribede sømandstrøjer og røde baretter - et af de mest stereotypisk franske outfits, som spillerne kan give deres karakterer.
Spillet foregår i et mørkt fantasy-univers og følger frivillige fra Expedition 33, der drager ud for at ødelægge væsenet Paintress.
Inspireret af japanske spil som den langvarige Final Fantasy-serie er "Clair Obscur: Expedition 33" et rollespil med turbaserede kampe mod monstrene, der bebor verdenen.
Spillet begyndte i 2020 som et projekt skabt af Guillaume Broche, der dengang arbejdede som udvikler hos den franske spilgigant Ubisoft.
I 2022 blev der indgået en udgivelsesaftale med det britisk-baserede Kepler, som finansierede projektet.
Tidligere er spil som "Astro Bot", "The Witcher 3: Wild Hunt", "The Legend of Zelda: Breath of the Wild" og "The Last of Us Part II" løbet med prisen som Årets Spil ved Game Awards.
/ritzau/AFP
