Scott Crawford var en mand med en plan. Han ville skabe, hvad han kaldte »Hiroshima med en tænd og sluk-kontakt.«

Den 49-årige familiefar nærede et had mod alle dem, som han kaldte »affald«, og som var »uønskede elementer« i samfundet. Det var først og fremmest muslimer, men ikke kun muslimer. Det var også tilhængere af våbenkontrol, venstreorienterede, fjender af Israel og alle dem, der bare krævede ind, og i årevis havde han agiteret imod dem. Han uddelte visitkort, hvor han præsenterede sig som medlem af Ku Klux Klan, og han stiftede også en te-aktivistgruppe.

Men agitation var ikke længere nok, konkluderede han sidste år, og hans konklusion blev kun forstærket af præsident Obamas genvalg. Der skulle handling til – og Scott Crawford ville bygge en mobil radioaktiv strålekanon, som kunne rettes mod de uønskede elemener, og han ville stråle dem med mellem otte og ti gray, som han forklarede til en meningsfælle. En gray er en radioaktiv måleenhed. Som han sagde:

Hvis man gav en forsamling sådan en omgang, »vil alt med en puls være død den følgende morgen ... Vil der være noget skønnere end en stor stak stinkende lig?«

Det fremgår af FBIs 67 sider lange sigtelse, som Berlingske er i besiddelse af.

Et er imidlertid at have en stor mund og ditto store planer, noget andet er at gøre begge dele til virkelighed, og det var her, Scott Crawford blev farlig. Han fik således kontakt til en gruppe mennesker, blandt andet klanmedlemmer, som kunne skaffe ham en industriel strålekanon, og sammen med sin makker byggede han en fjernstyring til kanonen, og i sidste måned var projektet så fremskredent, at de begyndte at diskutere hvem, der skulle trykke på tænd og sluk-kontakten.

FBI-agenter hjalp til

Skræmmende?
Uden tvivl – og sådan blev historien også præsenteret i de fleste amerikanske medier.

»FBI forhindrer radioaktiv stråleplan,« fastslog ABC. »To mænd ville bygge strålevåben,« skrev Wall Street Journal. »To anklaget for at bygge strålevåben til at dræbe muslimer,« lød det i USA Today.

Men hvis man læser godt efter i sigtelsen og også i de fleste artikler – så var det ikke helt så slemt, som overskrifterne lovede. Scott Crawford var ikke en Ernest Stavro Blofeld, Lex Luthor eller anden superskurk; han var en søndagsskolelærer, familiefar og bilmekaniker, som arbejdede på en dippedutfabrik uden for Albany i staten New York, og vel havde han en ide om en islamofobisk strålekanon, men FBIs informanter og undercover-agenter gav ham en hånd med:

Det var agenter, der poserede som hans sponsorer. De hævdede at være medlemmer af Ku Klux Klan i North Carolina og gav ham penge til at bygge en fjernbetjening.

Det var agenter, der poserede som sælgere af en angivelig radioaktiv strålekanon og leverede planerne for den.

Scott Crawford og hans medsigtede, Eric Feight, kom med det skumle forsæt, og de byggede en påstået fjernbetjening, men ikke desto mindre var der aldrig en risiko. Der var ingen strålekanon eller risiko for en »stak stinkende lig«, og spørgsmålet er, om der overhovedet ville have været en sag uden FBI-agenterne og informanterne? Om det ikke ville være blevet ved mundspyt over madpakken og galde på internettet?

Eller sagt med andre ord: Fabrikerede og håndpakkede FBI en terrorsag?

Ikke for kloge

Den radioaktive strålingskanon er blot den seneste af den slags undercover-sager, og i foråret udkom bogen »The Terror Factory«, som sætter sagerne under kritisk lup.

Forfatteren, Trevor Aaronson, har i samarbejde med University of Berkeley opbygget en database med 508 terrorefterforskninger, som FBI har gennemført siden angrebet 11. september 2001. Halvdelen af sagerne involverer en betalt FBI-informant, og FBI betaler informanterne op til 100.000 dollar per sag, fremgår det af hans undersøgelse.

150 af sagerne har ført til domfældelse, og i 49 af de sager har der været involveret en agent provocateur, en FBI-agent, der fik sagen i skred.

Forskere på New York University har tidligere undersøgt de vigtigste 156 terrorsager siden 11. september 2001, og ifølge deres undersøgelse optrådte FBI-informanter i 62 procent af sagerne.

Nyheden om de to højreorienterede måske-terrorister fra Albany er således typisk og atypisk.

Den er typisk for den måde, som FBI arbejder på, men de sigtedes baggrund er atypisk. Langt hovedparten af de sigtede og dømte har været yngre muslimer, og det fremgår af Aaronsons nøgterne beskrivelse, at ingen af dem nødvendigvis har været de skarpeste knive i skuffen, og som Joshua Keating fra magasinet Foreign Policy spurgte sidste år:

»Hvor mange idiot-jihadister kan FBI blive ved med at narre?«

De såkaldte »idiot-jihadister« er oftest enlige og ensomme mænd, som enten på internettet eller i andre fora lufter interessen for jihad. FBI finder ud af det, og en FBI-informant eller agent henvender sig derefter til dem og opildner dem, og sammen skruer de planerne sammen, og ofte planlægger de den slags spektakulære operationer, der vil få hele verden til at gispe efter vejret. Som Keating opsummerer:

Fængsel på livstid

I 2010 troede Farooque Ahmed således, at han skulle sprænge metrosystemet i Washington i luften. I 2010 troede Mohamed Mohamud, at han skulle sprænge juletræs-tændingen i Portland i luften. I 2009 troede David Williams, at han skulle sprænge en synagoge i luften – og alt, hvad de sprang i luften, var deres egne fremtidsplaner. Eller tag Mohanad Hammadi, som var flygtet fra krigen i Irak og havnet i slagteriindustrien i Kentucky. Han var blevet arbejdsløs og manglede penge, og i 2011 henvendte en informant sig og rekrutterede ham til en terrorplan. De involverede i planen skulle smugle penge og Stinger-missiler til al-Qaeda, og Hammadi skulle fungere som kurér.

Der var ingen penge og ingen Stinger-missiler, men der var en dom på fængsel på livstid til den tydeligvis ikke alt for toptunede Hammadi. Hammadis forsvarer sagde i sin procedure, at FBI kun skrev missiler ind i terrorplanen, fordi udsmugling af missiler per automatik giver 25 års fængsel.

»Der er simpelt hen tale om manipulation med strafudmålinger,« sagde forsvareren ifølge USA Today.

FBI har i dag 15.000 informanter, ofte temmeligt tvivlsomme skikkelser, fremgår det af »The Terror Factory«; det er ti gange så mange informanter, som FBI havde i 1960erne, hvor forbundspolitiet grundigt infiltrerede freds- og borgerretsbevægelsen. Dertil kommer de informanter og agent provocateurer, som lokale politimyndigheder og andre forbundsenheder bruger, og tilsammen får det Aaronson til at konkludere, at myndighederne fabrikerer såkaldte terrorister og såkaldt terrorisme ud af noget, som ellers aldrig ville være blevet til noget.

En chance for at fortryde

Men det er naturligvis ikke hele diskussionen.

Der er en grund til, at FBI og andre myndigheder vælger den pågældende strategi, og det er, at de finder de personer, som under de rigtige – eller forkerte – omstændigheder vil foretage terrorangreb, siger tilhængerne. Tænk hvis det var al-Qaeda, som havde henvendt sig til Mohanad Hammadi, eller hvis det var en racistisk gruppe, som havde henvendt sig til Scott Crawford – så ville de have fundet to villige soldater for deres sag. Nu kom FBI først, og de pacificerede dem.

Det er ikke anderledes end den strategi, som narkoagenter i en generation har brugt, og som går under branchebetegnelsen no-dope bust, narkohandlen uden narko, og som kun få betvivler. I »The Terror Factory« forklarer en FBI-veteran også, at politiets agenter altid gør måske-terroristerne klart, hvad der er tale om – et dødeligt terrorangreb. »Vi giver de pågældende talrige chancer til at trække sig ud,« siger Peter Ahearn. »Husk på: Hvis man siger til en lovlydig borger: »Lad os bombe et eller andet« – så vil en lovlydig borger ikke sige ja, men ringe til politiet.«

Uanset om man er Mensa-materiale eller ej, så forstår alle den logik, siger tilhængerne.

Det er modargumentet, og de amerikanske domstole har hidtil accepteret det.

Derfor er det også op ad bakke for Scott Crawfords forsvarer i Albany. Ved grundlovsforhøret i sidste måned forsøgte han netop at fremstille sin klient som en lavenergipære.

»Han har kun ti års skolegang, han er uddannet som bilmekaniker, og han har ingen ide om stråling og ioner,« sagde forsvarer Kevin Luibrand ifølge Albany Times-Union.

Måske ikke, sagde anklageren, men han havde planerne, han havde forsættet, og han havde alle muligheder for at fortryde – men gjorde det ikke.

»Vi taler ikke om en mand, som havde en enkelt dårlig dag eller måned. Måned efter måned fortsatte han metodisk med sine planer,« sagde forbundsanklager Stephen Green.

Dommeren konkluderede, at Scott Crawford og hans medsigtede, Erik Feight, var så farlige for samfundet, at han fængslede dem uden mulighed for kaution.

Kilder: »The Terror Factory«; New York Times; Washington Post; FBI-sigtelser; Wikipedia.