Familiefejden i kongehuset

Prinsesse Cristina gik straks til modangreb, da kong Felipe VI fratog hende titlen som hertuginde af Palma. Det offentlige opgør i det spanske kongehus fortæller alt om bitterheden mellem to søskende, der engang var tæt på hinanden.

De var engang så tætte. Men i dag er striden i det spanske kongehus mellem kong Felipe VI og lillesøsteren, prinsesse Cristina, helt åbenlys. Her ses kong Felipe i forbindelse med et besøg på universitetet i Sevilla. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Umiddelbart virker brevet ydmygt, næsten lidt rørende. Det er skrevet i hånden med bemærkelsesværdig fast og sirlig formskrift, og prinsesse Cristina tiltaler i dets første linje sin engang så højt elskede lillebroder med et ærbødigt »Deres Majestæt«.

Over de følgende tre sider minder hun kong Felipe VI om, at det var »vores fader, Don Juan Carlos I«, der i sin tid gav hende hertugdømmet af Palma i bryllupsgave. En symbolsk titel, som gennem årene har fyldt prinsessen med »tilfredshed«, men som hun nu efter moden overvejelse har besluttet at give afkald på for at undgå »enhver form for polemik« til skade for Mallorcas vigtigste by i forbindelse med »de grundløse beskyldninger mod min person«.

Den – efter alt at dømme – påtagede offervilje slipper imidlertid op i den afsluttende hilsen. Efter at have forsikret broderen om sin »kærlige hengivenhed« skriver prinsessen under med et demonstrativt »Cristina, Infanta de España«. Og det er om denne værdighed som kongedatter og dermed tronarving, det hele i virkeligheden handler, hvilket vi vender tilbage til.

Sat ind i sin kontekst udgør brevet samtidig en uforskammethed. Dagen inden avisen La Vanguardia fredag i sidste uge kunne offentliggøre det på sin webside – hvilket i sig selv var uhørt – havde Felipe nemlig officielt frataget sin søster hertugindetitlen. Men det var altså sket efter eget udtrykkelige ønske, lod prinsessen med lækningen af sin skrivelse forstå.

Dementiet fra Zarzuela-paladset indløb øjeblikkeligt: Det kunne godt være, at Cristinas brev var dateret 1. juni. Men hoffet havde først modtaget det ti dage senere og vel at mærke adskillige timer efter, at kongen telefonisk havde meddelt hende sin beslutning. Fratagelsen af titlen var, med andre ord, en klokkeklar straffeaktion og prinsessens forsøg på at få det til at se anderledes ud endnu en næsvished fra hendes side.

En temmelig banal og barnlig af slagsen, kan man mene, men som ikke desto mindre fortæller alt om, hvor bittert det royale søskendeopgør har udviklet sig, siden Felipe for et år siden overtog tronen.

Engang var de ellers så tætte, Cristina og Felipe. Kongefamiliens egenrådige mellembarn tog som den første prinsesse nogensinde en universitetsuddannelse – i statskundskab – og flyttede senere i bofællesskab med en veninde, ovenikøbet i Barcelona. En vilje og evne til at bryde mønstre, som senere kom den mere forsigtige kronprins til gode.

Desuden delte de interessen for sejlsport samt, i vid udstrækning, vennekreds. Og da Felipe i 2003, efter at forældrene havde afvist en række af tidligere kærester, indledte et forhold til TV-journalisten Letizia Ortiz, var Cristina i første omgang den eneste indviede. Så stor var fortroligheden, at kronprinsen bad søsterens mand, Iñaki Urdangarin, indkøbe sine forlovelsesringe.

Samme Urdangarin var nogle år senere skyld i bruddet mellem kronprinseparret og hertugerne af Palma og med tiden også de royale søskende. Den tidligere håndboldspiller blev i 2010 sat i forbindelse med en efterforskning af underslæb, hvidvask af penge og groft skattesvig. Han havde, ifølge anklagemyndigheden, brugt sin almennyttige fond til at arrangere sportslige events for diverse regionale myndigheder til vanvittige overpriser, hvorefter millionfortjenesten via andre selskaber blev kanaliseret over i privatøkonomien.

Her blev den brugt til alt fra afdrag på hertugparrets pragtvilla i Barcelonas mondæne Pedralbes-kvarter til Cristinas salsalektioner og ferierejser med børnene. Og da en undersøgelsesdommer i slutningen af 2014 rejste tiltale i sagen, gjaldt den ikke blot håndboldhertugen men også prinsessen, der er anklaget for meddelagtighed i skattesvigsforholdet.

Det er disse »grundløse beskyldninger«, Cristina refererer til i sit brev. Men når hun som den første royale person i nyere tid er endt på anklagebænken, skyldes det ikke mindst hendes egen stædighed.

Juan Carlos var angiveligt, mens han endnu regerede, parat til at bruge sin ikke ubetydelige indflydelse til at hjælpe datteren med at klare frisag. Til gengæld skulle Cristina enten lade sig skille fra Urdangarin eller give afkald på sin værdighed som »infanta« og dermed pladsen som nr. seks i den spanske tronfølge. Hun nægtede begge dele og har siden været lagt på is af de øvrige medlemmer af kongefamilien – bortset fra dronning Sofia, der med jævne mellemrum lader moderkærlighed vinde over pligtfølelse.

Især Felipe er bitter på søsteren. Den 47-årige konge har siden Juan Carlos’ abdikation 2. juni sidste år kæmpet for at forbedre kongehusets blakkede ry. Ikke blot Urdangarin-sagen, men også skandalerne omkring faderens afrikanske elefantjagt samt mere eller mindre åbenlyse forhold til en mange år yngre dansk-tysk prinsesse havde sendt populariteten helt i bund. Og selv om det er lykkedes at vende udviklingen i meningsmålingerne, kan meget af arbejdet være spildt, når retsforhandlingerne i sagen mod Cristina i løbet af kort tid går i gang under massiv og international pressebevågenhed.

Felipe og hans rådgivere er overbevist om, at skadevirkningerne kunne begrænses, hvis søsterens navn blev slettet fra tronfølgen som den sidste formelle forbindelse til kongehuset. Hun er for længst blevet frataget sin apanage, og samtidig er kongefamilien i juridisk forstand blevet begrænset til kun at omfatte monarken, hans kone, børn og forældre.

Problemet er, at ingen kan tvinge Cristina. I hvert fald ikke med mindre det spanske parlament vedtager en grundlovsreform, der vil kræve to tredjedeles flertal, nyvalg og herefter endnu en kvalificeret vedtagelse. En proces som lynhurtigt ville sætte en række andre af Spaniens mange problemer på dagsordenen med fare for den politiske stabilitet.

Kongen er derfor henvist til at forsøge at overbevise sin søster. Men at dømme efter forløbet omkring fratagelsen af hertugindetitlen har han indtil videre mildest talt ikke haft det store held med sit forehavende. For som prinsessen indirekte gør klart i sit brev, så kan såvel broderen, retten i Palma og for den sags skyld det massive flertal af spanierne, der fordømmer hendes handlemåde, hoppe og danse lige så meget, de vil. Hun er fortsat Cristina, Infanta de España!