Familiedrama ryster Frankrig

Det femdobbelte mord i Nantes har chokeret hele Frankrig. Den mistænkte familiefar har tilsyneladende levet et dobbeltliv og lang tid i forvejen planlagt mordet på sin kone og fire børn.

Foto: JEAN-SEBASTIEN EVRARD
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter familiedramaet med fem døde koncentrerer politiet i Vestfrankrig nu efterforskningen om den forsvundne, 50-årige familiefar, men han er stadig en gåde for efterforskerne.

Tilsyneladende er der tale om en mand, der bag en almindelig, bedsteborgerlig facade har levet et dobbeltliv. Han optrådte altid diskret, og ingen vidste helt præcist, hvad han tjente sine penge på. Men han levede tilsyneladende langt over evne at dømme efter hans opgivne indkomst.

Hans lille reklamebureau havde ingen andre ansatte, og han opgav en årsindkomst på 60.000 kroner til skattevæsenet. På den anden side elskede han statussymboler og det søde liv, og han havde mindst én elskerinde, som han på et tidspunkt lånte 375.000 kroner af.

Sagen begyndte kort før påske, da fransk politi i haven til et beskedent rækkehus fandt en række jutesække fyldt med kalk. De viste sig at indeholde en mor og hendes fire børn, som havde været savnet i fire uger. Også familiens to labradorhunde lå skudt i haven.

Den dræbte familie med den forsvundne far øverst til venstre.

Til gengæld var det intet spor af den 50-årige far. Hans bil blev Langfredag fundet på en parkeringsplads ud for et hotel i Sydfrankrig. Samme sted var der hævet penge på hans kreditkort.

Og der forsvinder sporet. Men efterforskningen har blotlagt et mønster, der tyder på en minutiøs planlægning. Alle skabe og skuffer var tømt, harddisken på familiens computer var blevet slettet, og et seddel fastgjort på postkassen: "Al post bedes returneres til afsenderen. Tak."

Familiefaren havde desuden i god tid indkøbt de materialer, han skulle bruge til at skaffe ligene af vejen: sække, skovle og læsket kalk. Han skrev til børnenes skole, at de ville være fraværende, fordi han havde fået arbejde i Australien og øvede sig i al hemmelighed i brugen af et skydevåben, han kort forinden havde arvet.

Fransk politi har koncentreret efterforskningen om den forsvunde familiefar, og han er nu efterlyst gennem Interpol.

Samtidig spørger hele Frankrig: hvorfor? Over for bekendte var den nu eftersøgte kommet med forblommede historier om, at han i virkeligheden var hemmelig, amerikansk agent og snart ville forsvinde som følge af et vidnebeskyttelsesprogram.

Familien var kendt som meget religiøs, og venner og bekendte er chokerede. Man spekulerer over motiver som gæld og ægteskabelige problemer - kort forinden skal banken således have opsagt et boliglån.

Men indtil videre må politiet gætte sig frem og lede videre efter manden. En bil, der formentlig tilhørte moren i familien, blev fundet ikke langt fra huset. På den støvede rude var der skrevet med en finger:

- Det skulle du ikke have gjort. Vi savner dig.