Familie til kvinde dræbt af ICE sagsøger Trump-administrationen
Renee Good blev 7. januar i år dræbt i sin bil af ICE, og ifølge hendes familie har ingen taget ansvaret.

Renee Good blev 7. januar i år dræbt i sin bil af ICE, og ifølge hendes familie har ingen taget ansvaret.

Pårørende til en amerikansk statsborger, der blev skudt og dræbt af en agent fra immigrationsmyndigheden ICE i januar, sagsøger den amerikanske præsident Donald Trumps administration.
Det oplyser hendes familie ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde torsdag.
Den afdøde er 37-årige Renee Good, der den 7. januar blev skudt i sin bil i Minneapolis i delstaten Minnesota. Det skete under en af byens daglige demonstrationer mod de føderale agenter.
Brett Ganger, der er bror til Good, afholdt pressemødet sammen med Goods hustru, Becca Good.
- Det, der skete med Renée, var fuldstændig meningsløst, og det er helt ubegribeligt, at der hverken har været placeret et ansvar, iværksat en undersøgelse, udtrykt kondolence eller ændret politik, siger Brett Ganger på pressemødet.
Drabet på Good forstærkede demonstrationerne i og uden for Minnesota mod de tusindvis af immigrationsagenter, der var sendt på gaderne i delstaten.
Agenten, der skød Good, hedder Jonathan Ross. Ud over Ross er søgsmålet anlagt mod fremtrædende embedsmænd i Trump-administrationen.
De anklages for forfatningsstridig uagtsomhed og overdreven magtanvendelse, som krænkede Goods og andres borgerrettigheder i Minneapolis.
Søgsmålene kræver en retssag, hvor et nævningeting skal tage stilling til sagen, skriver Reuters.
Også en anden amerikansk statsborger blev dræbt under en anden episode i samme by i januar. To uger senere blev 37-årige Alex Pretti dræbt.
Ledende embedsmænd i Trump-administrationen stemplede i begyndelsen Good som en indenlandsk terrorist, og justitsministeriet forhindrede sine føderale anklagere i Minneapolis i at efterforske de involverede agenter.
Det fik mindst en håndfuld anklagere til at træde tilbage i protest. Ingen af de involverede agenter er endnu blevet sigtet.
I søgsmålet beskrives Good som mor til tre. På dagen, hvor drabet fandt sted, havde Good afleveret sin seksårige søn i skole. Derefter standsede hun bilen midt på en stor vej for at observere de patruljerende ICE-agenter.
Videoer, der er delt på nettet, viser Ross gå rundt om hendes bil. Da hun af en anden ICE-agent bliver bedt om at stige ud af bilen, forsøger hun tilsyneladende at køre væk, skriver Reuters.
Her råber Ross "woah!" og affyrer skud ind i bilen. Han rammer Good tre gange: i hovedet, armen og overkroppen.
RITZAU