Faldskærmen svigtede – men han overlevede og gik i fredens tjeneste

Den mangeårige vicegeneralsekretær i FN Sir Brian Urquhart fylder 28. februar 100 år. Vi begynder med en faldskærm, som ikke folder sig rigtigt ud.

Foto: UN Photo/Paulo Filgueiras

»I det øjeblik jeg sprang ud, vidste jeg, at der var noget galt, for jeg overhalede i hurtig rækkefølge den »stribe«, som var sprunget før mig, og da jeg så op, blev jeg klar over problemet: Min faldskærm så ud som en tulipanknop og ikke som en paddehat. Jeg ramte jorden med et uhyggeligt brag.«

Ulykken i 1942 blev den unge soldats afsked med de britiske faldskærmsstyrker. Han overlevede med en beskadiget rygrad og en knust hofte. I månedsvis lå han i en hospitalsseng med hovedet nedad i en 30-graders vinkel, mens vægtlodder holdt hofte og ryg i permanent stræk.

Urquhart blev overført til den militære efterretningstjeneste og indsat i forberedelsen af det dristige fremstød, der i september 1944 skulle erobre de hollandske broer over Rhinen og bane vej for en invasion af Tyskland. Men han var skeptisk over for planerne og havde desuden fået efterretninger om, at to kamphærdede SS-panserdivisioner befandt sig i området.

I Cornelius Ryans klassiske bog om operationen, »A Bridge Too Far«, kan man læse om Urquharts bekymring og forgæves forsøg på at få sine overordnede til at ændre planerne.

Senere kørte han som en af de første ind i koncentrationslejren Bergen-Belsen og kunne under befrielsen af Danmark hjælpe en skræmt Karen Blixen, som havde gemt sig i haven ved Rungstedlund af frygt for at blive afhentet af modstandsbevægelsen.

En verdensorganisation bliver til

Efter krigen fik Urquhart job i FNs Forberedende Kommission, som var ledet af britiske Gladwyn Jebb. Det blev begyndelsen til 40 års arbejde for verdensorganisationen. Han blev personlig assistent for den første generalsekretær, Trygve Lie, og tjente som vicegeneralsekretær under nordmandens fire efterfølgere, Dag Hammerskjöld, U Thant, Kurt Waldheim og Javier Pérez de Cuéllar.

Som den eneste af Hammerskjölds medarbejdere med militær erfaring spillede Urquhart en vigtig rolle i FNs forsøg på at løse Suez-krisen i 1956. Han organiserede den første fredsbevarende styrke på Sinai og foreslog de i dag så karakteristiske blå hjelme.

I Congo blev han på et tidspunkt bortført af udisciplinerede oprørssoldater. De gennembankede ham og truede med at dræbe ham, og han overlevede kun ved at minde dem om FNs frygtede gurkha-soldater. I sin selvbiografi, »A Life in Peace and War«, beskriver Urquhart en kostelig situation, hvor gurkhaernes oberst efter krisen rejser sig op og foreslår oprørslederen Moïse Tsombe, at de bliver blodsbrødre: »Han skar sig i hånden med sin gurkhakniv, så blodet sprøjtede. Tsombe besvimede af rædsel.«

Efter sine mange år i FN fortsatte Urquhart i Ford Foundation, ligesom han fortsatte med at skrive bøger og anmeldelser for The New York Review of Books. Flere af hans bøger handler om den organisation, han sætter så stor pris på. For som han sagde til FN News for et par år siden:

»Jeg var bare heldig. Jeg elskede jobbet, troede på det. Det gør jeg stadig. Hvad kunne være sjovere end at arbejde for en organisation som FN?«