En ministerafgang i den tyske regering skaber ifølge tyske medier splid mellem regeringspartierne SPD og CDU.

Beskæftigelsesminister Bärbel Bas fra SPD trådte mandag tilbage og beskyldte regeringspartneren CDU for personlige angreb, mens hun er i sorg over sin steddatters død.

Flere medier fremhæver sagen og uroen i regeringen som et problem for CDU.

Bliv klogere på Tysklands store konservative parti her:

* CDU blev grundlagt i 1945. Det regnes som et centrum-højre-parti og har konservative og kristendemokratiske rødder.

* CDU blev det største tyske parti ved parlamentsvalget i februar 2025 og er i regeringskoalition med SPD.

* Forbundskansler Friedrich Merz er leder for partiet. Nylige målinger giver ham meget lav opbakning i den tyske befolkning.

* CDU har i delstaten Bayern søsterpartiet CSU. Partierne danner i Forbundsdagen en fælles parlamentarisk gruppe kendt som "Unionen".

* CDU/CSU og socialdemokratiske SPD har historisk været de store partier i Vesttyskland og efter genforeningen i 1990.

* Det højreorienterede og stærkt immigrationskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) har de seneste år skubbet til magtbalancen. Meningsmålinger sætter nu AfD klart foran både CDU/CSU og SPD på landsplan.

* De etablerede partier har afvist at indgå i koalitioner med AfD - den såkaldte "brandmur".

* AfD beskylder blandt andet CDU for ikke at være lykkedes med at få ordentligt gang i tysk økonomi eller at løse problemer med immigration.

* Ved nylige delstatsvalg i Sachsen-Anhalt og Mecklenburg-Vorpommern blev AfD størst og slog klart CDU. Det har lagt yderligere pres på Merz.

* Tidligere forbundskanslere fra CDU omfatter blandt andre Konrad Adenauer (1949-1963), Helmut Kohl (1982-1998, først i Vesttyskland og også efter genforeningen) og Angela Merkel (2005-2021).

Kilder: Lex, Britannica, BBC, Politico.

RITZAU