Mandag bliver alle de tilbageværende gidsler, som Hamas holder fanget i Gaza, efter planen løsladt.
Det sker som led i en aftale om en våbenhvile, som trådte i kraft fredag.
Der er angiveligt tale om 48 gidsler, hvoraf 20 menes at være i live.
Når gidslerne er blevet overdraget til Israel, vil landet løslade 250 palæstinensere, som afsoner lange fængselsstraffe i landet, samt 1700 andre, som er blevet tilbageholdt af Israel under krigen i Gaza.
Aftalen om en våbenhvile udgør den første fase i en afslutning af krigen og tager udgangspunkt i en 20-punktsplan, som USA's præsident, Donald Trump, og hans administration har udarbejdet.
Her er en forkortet udgave af planen:
1. Gaza afradikaliseres og bliver fri for terror.
2. Gaza genopbygges.
3. Krigen slutter efter accept af plan. Israelske styrker trækkes tilbage til aftalte linjer.
4. Inden for 72 timer frigives alle gidsler, levende og døde.
5. Israel løslader 250 livstidsfanger og andre 1700, der blev tilbageholdt i Gaza efter 7. oktober 2023, inklusive alle kvinder og børn.
6. Hamas-folk, der forpligter sig til fredelig sameksistens og afleverer våben, får amnesti. Hamas-folk kan via sikker passage rejse til modtagerlande.
7. Nødhjælp sendes straks til Gaza. Det omfatter også genopbygning af infrastruktur og hospitaler.
8. Nødhjælp sker via FN og hjælpeorganisationer uden indblanding fra Israel eller Hamas.
9. Gaza styres midlertidigt af upolitisk, palæstinensisk komité. Over den står et såkaldt Board of Peace med Trump som formand og britisk ekspremierminister Tony Blair som medlem.
10. Plan for økonomisk udvikling udarbejdes af ekspertgruppe.
11. Særlig økonomisk zone med told og adgangsvilkår etableres.
12. Ingen tvinges til at forlade Gaza.
13. Hamas får ingen rolle i Gazas styre.
14. Regionale samarbejdspartnere garanterer, at Hamas og andre grupper overholder deres forpligtelser.
15. USA og arabiske og internationale partnere opretter midlertidig International Stabiliseringsstyrke (ISF) i Gaza. ISF træner og støtter godkendte palæstinensiske politienheder og rådfører sig med Jordan og Egypten.
16. Israel vil hverken besætte eller annektere Gaza. Efterhånden som ISF opnår kontrol, trækker Israels hær sig tilbage.
17. Hvis Hamas forsinker processen, uddeles fortsat nødhjælp i terrorfrie områder.
18. Dialog mellem trosretninger.
19. I takt med genopbygningen kan der komme betingelser for en troværdig vej mod palæstinensisk selvbestemmelse og statsdannelse.
20. USA etablerer dialog mellem Israel og palæstinenserne.
Kilde: Det Hvide Hus.
/ritzau/