Den amerikanske præsident, Donald Trump, har torsdag sagt, at han skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det bliver i Budapest, siger Trump uden at nævne nogen dato.

De to mødtes sidst ansigt til ansigt i august i år i Alaska. På det topmøde drøftede de, hvordan der kan gøres en ende på krigen i Ukraine, som har stået på i mere end tre år.

Læs mere her om det seneste møde mellem russeren og amerikaneren:

* Donald Trump blev den 15. august i år den første vestlige statsleder til at få besøg af Vladimir Putin, siden den russiske præsident i februar 2022 gav ordre til invasionen af Ukraine.

* Det var første gang siden 2019, at de to havde mødtes.

* Mødet foregik på en militærbase i Anchorage i delstaten Alaska.

* Formålet var at finde frem til en plan for fred i Ukraine.

* Trump havde sin udenrigsminister, Marco Rubio, og den særlige udsending Steve Witkoff med. Putin havde selskab af udenrigsminister Sergej Lavrov og rådgiveren Jurij Usjakov.

* Der blev holdt et pressemøde efter drøftelserne, men her kom der ikke nærmere detaljer frem. Hverken Trump eller Putin svarede på spørgsmål fra journalister.

* Både Trump og Putin beskrev det knap tre timer lange møde som konstruktivt. Men der kom altså ikke nogen fredsaftale ud af det.

* Efter mødet sagde Trump, at alle parter var enige om at gå efter en fredsaftale i stedet for at starte med en våbenhvile. Han sagde også, at der ville blive arrangeret et møde mellem Putin og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Det møde er ikke blevet en realitet endnu.

* Trump sagde desuden, at han og Putin havde forhandlet om punkter som Nato, sikkerhedsforanstaltninger og landområder.

* Efter mødet sagde Putin, at han og Trump var enige om, at sikkerheden i Ukraine skulle sikres. Rusland er oprigtigt interesseret i at afslutte konflikten i Ukraine, sagde han også. Han inviterede desuden Trump til at komme til Moskva, Ruslands hovedstad.

Kilder: Reuters, AFP, Fox News, Ritzau.

/ritzau/