For første gang siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 skal israelerne tirsdag stemme ved et valg til landets parlament, Knesset.

Et væld af partier er opstillet, men valget domineres af to blokke, som er ledet af henholdsvis Benjamin Netanyahu og Gadi Eisenkot.

Da ingen af de to blokke - ifølge meningsmålingerne - står til at få flertal, kan mindre arabiske partier, der står uden for blokkene, blive afgørende i forbindelse med en efterfølgende regeringsdannelse.

Læs mere om valget i Israel her:

* Ved valget skal de israelske vælgere besætte 120 pladser i Knesset.

* 7,3 millioner israelere er stemmeberettigede. Der er i alt 10,2 millioner indbyggere i Israel. Siden det seneste parlamentsvalg i 2022 er der kommet 540.000 nye vælgere til.

* 38 partier er opstillet ved valget. Ifølge meningsmålinger står mellem 11 og 13 partier til at komme ind i Knesset.

* For at komme ind i Knesset skal et parti have mindst 3,25 procent af stemmerne. Stemmer på partier, der ikke når over spærregrænsen, går tabt.

* Valget er proportionalt repræsentativt. De partier, der vælges ind, får altså tildelt mandater efter, hvor mange stemmer de har fået.

* Partiernes kandidater stiller op i hele Israel - og ikke i valgkredse.

* Efter valget begynder arbejdet med at danne regering og udpege en premierminister. Dette arbejde kan trække ud. Efter det seneste valg i 2022 gik der 58 dage - næsten to måneder - før Israel havde en ny regering.

* Israelske regeringer er typisk koalitionsregeringer. En ny regering behøver ikke at være en flertalsregering, men den skal have opbakning fra et flertal i parlamentet og altså have mindst 61 mandater bag sig.

* Den afgående regering består af partierne Likud, Religiøs Zionisme, Otzma Yehudit og Nyt Håb. De fire partier fik 64 mandater i Knesset ved valget i 2022.

* Stemmeprocenten var 70,6 procent ved valget til Knesset i 2022.

* Blandt arabiske israelere var stemmeprocenten 53,2 procent i 2022.

* Arabere udgør cirka 20 procent af Israels befolkning.

* Netop de arabiske vælgere kan blive afgørende ved dette valg, da arabiskledede partier kan blive kongemagere efter valget - altså afgørende for, hvilken blok der efter valget kan danne regering.

* De arabiskledede partier, der er opstillet ved valget, er Fælleslisten (Joint List), som er en sammenslutning af kommunistiske Hadash, sekulære Ta'al og nationalistiske Balad samt partiet Ra'am.

* Partierne står uden for de to dominerende blokke ved valget. De to blokke har henholdsvis premierminister Benjamin Netanyahu (Likud) og Gadi Eisenkot (Yashar!) i spidsen.

* Israelere, der bor i bosættelser på Vestbredden, er stemmeberettigede ved det israelske valg. Det skyldes, at Israel anser bosættelserne for at være israelsk territorium. Palæstinensere, der bor på Vestbredden og i Gaza, kan til gengæld ikke stemme ved valget.

* Der bor cirka 500.000 israelere i bosættelser på Vestbredden (eksklusive Østjerusalem). Det svarer til fem procent af Israels samlede befolkning. Det er ikke opgjort, hvor mange af bosætterne der er stemmeberettigede.

* Kun udsendte israelske diplomater, andre udsendte israelske embedsfolk og soldater samt deres familier har mulighed for at brevstemme ved valget.

* Resten af vælgerne skal møde op på valgdagen på et af i alt 12.000 valgsteder, der er etableret i Israel.

Kilder: Israel Democracy Institute, Haaretz, The Institute for National Security Studies, Israel Votes 2026, Danmarks Statistik.

RITZAU