Opdateret

FAKTA: Sådan vælges en ny pave efter Frans' død

Pavens efterfølger vælges af kardinaler fra hele verden i et konklave. De viser sig ikke, før en ny er valgt.

Pave Frans viser sig på balkonen i Peterskirken i Vatikanet efter at være blevet valgt i konklavet i marts 2013. Efter Frans' død skal en ny pave findes. (Arkivfoto). Dylan Martinez/Reuters

På anden påskedag er den katolske kirkes overhoved, pave Frans, gået bort.

Det oplyser Vatikanet mandag.

Dermed står kirken uden leder. En ny skal vælges i en såkaldt konklave.

Læs her, hvordan processen foregår:

* Konklavet finder sted i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Ordet konklave betyder "lukket rum".

* Her samles kardinaler fra hele verden, når en pave er død. De skal vælge en ny.

* Konklavet skal begynde tidligst 14 dage efter og senest 20 dage efter pavens død. Der skal være tid til, at kardinalerne kan rejse fra deres hjem og til Vatikanet.

* Kardinaler under 80 har stemmeret i konklavet. Globalt er der over 250 kardinaler, men kun 138 er i øjeblikket under 80.

* Når konklavet er begyndt, viser kardinalerne sig ikke, før den nye pave er blevet valgt.

* Den hidtil længste konklave varede næsten tre år fra 1268 til 1271. Flere andre konklaver har kun varet en enkelt dag. Da pave Frans blev valgt i 2013, blev konklavet enig efter to dage.

* Bortset fra den første dag, hvor der kun holdes én afstemning, holder kardinalerne to daglige afstemninger, indtil en kardinal har et flertal på to tredjedele af stemmerne plus en.

* Kardinalerne afgiver deres stemmer på kort, hvorpå der er skrevet "Eligo in Summum Pontificem" ("Jeg vælger som øverste pave"). Stemmesedlerne bliver lagt i et kæmpestort guldbæger.

* Hvis der ikke er det nødvendige flertal, bliver valgkortene lagt i en ovn sammen med et kemikalie, der frembringer sort røg.

* Når flertallet er i hus, og en ny pave er valgt, bliver valgkortene brændt sammen med et kemikalie, der laver hvid røg.

* Røgen sendes op gennem en skorsten i Det Sixtinske Kapel, så verden kan følge med i, hvordan det går med afstemningerne. Katolikker flokkes på Peterspladsen for at observere røgen.

* Når konklavet har valgt en pave, træder den mest fremtrædende kardinal ud på balkonen på Peterspladsen og meddeler på latin: "Annuntio vobis gaudium magnum. Haremus Papam" (Jeg meddeler jer en stor glæde. Vi har en pave).

* Den nye pave træder derefter frem for at velsigne folkemængden på Peterspladsen.

Kilder: Reuters, AFP, Katolsk Liv

/ritzau/