Fakta: PKK/Kongra-Gel

Det Kurdiske Arbejderparti PKK (Partiya Karkerên Kurdistan), blev dannet i 1974 i Ankara med studenterlederen Abdullah Öcalan som leder. Siden slutningen af 1970'erne har organisationen været i væbnet konflikt med den tyrkiske stat, med henblik på at skabe et etnisk hjemland for kurderne i det sydøstlige Tyrkiet. Flere end 38.000 mennesker - civile og soldater - har mistet livet.

I februar 1999 blev Öcalan tilfangetaget af tyrkerne og dømt til døden. Da Öcalan efterfølgende blev benådet deklærede han 'ensidig våbenhvile', og PKK's ændrede sit krav om fuld politisk autonomi til at være inden for rammerne af den tyrkiske stat.

PKK modtager donationer fra både organisationer og private fra hele verden. Ifølge Interpol, finansierer PKK dog også sine aktiviteter ved at være kraftigt involveret i handel med narko og våben.

PKK har reorganiseret sig et par gange, først til KADEK og senere igen til Kongra-Gel (Kurdistans Demokratiske Kongres). Både USA og EU anser KADEK og Kongra-Gel for at være synonyme med PKK, og er optaget under et på USA's og EU's terrorlister.

Nøglepersoner hos PKK/Kongra-Gel:


Zübeyir Aydar

Fremtrædende PKK-leder. Sigtet for terrorvirksomhed og pengeafpresning i Belgien.

Officielt medlem af KCK’s eksekutivkomité, som han tidligere var formand for. Eksekutivkomitéen vælges af Forsamlingen i KCK (Kurdiske Demokratiske Konføderation). Forsamlingen kaldes Kongra-Gel, som ifølge terrorlisterne i USA og EU er synonymt med PKK.

Født 1961.

Uddannet jurist fra universitet i Istanbul.

Medlem af det tyrkiske parlament for pro-kurdisk venstrefløjsparti 1990-1994. Flygtede til Belgien, da partiet blev forbudt i 1994.

Tyrkiske medier oplyser, at han bor i Sverige og her har politisk asyl, men dette er ikke bekræftet.

Mødtes i 2006 med bestyrelsesformand for ROJ TV og dets moderselskab, Mesopotamia Broadcasting A/S, advokat Henrik C. Winkel, samt de to danske selskabers revisor, statsautoriseret revisor Flemming Nejstgaard. Se Berlingske Tidendes fotodokumentation.

Har udtalt i en udsendelse på ROJ TV (dato ukendt): “Som vi allerede ved efter 1998 startede man en våbenhvile fra en side og fra vores ledelse.” (En reference til PKK’s beslutning om ensidig våbenhvile.)

“Nu i Kurdistan-krigen giver staten sig ret til at udføre krig mod det kurdiske folk og dræbe kurderne. Staten slår kurderne ihjel, slår børnene ihjel, anvender forbudte og kemiske våben mod dem og forventer samtidig, at kurderen ikke forsvarer sig. Staten forventer at slå kurderne ihjel og at ingen forsvarer dem og beskytter dem.”

Udtalelserne har indgået i en tyrkisk klage over ROJ TV til det danske Radio- & TV-Nævn, som afviste, at der var tale om, at ROJ TV propaganderede for vold, hvilket er forbudt efter dansk lov.

I oktober 2009 satte Obama-administrationen Aydar og to andre PKK-ledere på en liste over personer, som står bag narkosmugling i Europa, indefrøs alle hans eventuelle værdier i USA og indførte sanktioner imod enhver handel med de tre kurdere. Aydar benægter beskyldningerne.

Kræves udleveret af Tyrkiet.

Anholdt den 4. marts 2010 i forbindelse med belgisk politis razzia mod PKK-kontorer og ROJ TV’s studier. Løsladt den 25. marts. Anklagemyndigheden opretholder sigtelsen.

Remzi Kartal

Formand for Kongra-Gel. Sigtet for terrorvirksomhed og pengeafpresning i Belgien.

Kongra-Gel er navnet på Forsamlingen under KCK (Kurdisk Demokratisk Konføderation). Det er Kongra-Gel, som vælger den daglige ledelse i form af en eksekutivkomité. Kongra-Gel er ifølge terrorlisterne i USA og EU reelt et synonym for PKK.

Født 1948.

Uddannet tandlæge.

Medstifter af flere kurdiske partier i Tyrkiet - alle blev forbudt. Medlem af det tyrkiske parlament i 1990 for partiet DEP (Demokrati-Partiet). Da det blev forbudt i 1994, flygtede han til Belgien, som gav ham asyl.

Siden medstifter af og næstformand for Det Kurdiske Eksilparlament i Bruxelles.

Kræves udleveret af Tyrkiet.

Anholdt i Tyskland i 2005 med henblik på udlevering. Men en tysk domstol underkendte de tyrkiske beviser og krav. Anholdt igen i Spanien i 2009 med henblik på udlevering. Den spanske højesteret løslod ham.

Anholdt 4. marts 2010 i forbindelse med aktion mod PKK-kontorer og Roj TV’s studier i Belgien. Sigtet for tilknytning til terrororganisation. Løsladt den 25. marts af belgisk domstol. Anklagemyndigheden opretholder sigtelsen.