Fredag blev Nobels fredspris tildelt María Corina Machado fra Venezuela.
Prisen er blevet uddelt 106 gange siden 1901, hvor 112 forskellige personer, heriblandt 21 kvinder, og 31 organisationer har modtaget prisen.
Her kan du få et overblik over nogle af de mest kendte modtagere af prisen:
* 1906: Theodore Roosevelt for at mægle i krigen mellem Rusland og Japan.
* 1919: Thomas Woodrow Wilson for at stifte "League of Nations", forløberen for FN.
* 1944: Røde Kors for organisationens arbejde på vegne af menneskeheden under Anden Verdenskrig.
* 1964: Martin Luther King Jr. for sit arbejde med borgerrettigheder.
* 1978: Anwar al-Sadat og Menachem Begin for at slutte fred mellem Israel og Egypten.
* 1979: Moder Teresa for sit arbejde for at hjælpe "den lidende menneskehed".
* 1989: Den 14. Dalai Lama, Tenzin Gyatso, for at advokere for fredelige løsninger for at bevare det tibetanske folks "historiske og kulturelle arv".
* 1990: Mikhail Gorbatjov for sin indsats for at stoppe Den Kolde Krig.
* 1993: Nelson Mandela og Frederik Willem de Klerk for deres arbejde med at afslutte apartheid.
* 1994: Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin for deres indsats for at skabe fred i Mellemøsten.
* 2002: USA's tidligere præsident Jimmy Carter for årtiers arbejde med at finde "fredelige løsninger" på internationale konflikter.
* 2009: USA's daværende præsident, Barack Obama, for sin indsats for at forstærke diplomati og samarbejde.
Kilder: Nobel Prize.
/ritzau/