Årets tredje Nobelpris er onsdag blevet offentliggjort i Stockholm.
Nobelprisen i kemi tildeles Susumu Kitagawa, Richard Robson og Omar Yaghi for udviklingen af metal-organiske kemiske strukturer.
Torsdag uddeles Nobelprisen i litteratur. Nobels fredspris bliver tildelt fredag, og Sveriges Riksbanks pris for økonomi tildeles mandag.
Tidligere på ugen er Nobelprisen i medicin og Nobelprisen i fysik allerede blevet offentliggjort.
Her kan du læse mere om Nobelprisen i kemi:
* Nobelprisen i kemi er blevet uddelt 117 gange fra 1901 til 2025. I otte tilfælde er prisen ikke blevet uddelt. Det drejer sig om årene 1916, 1917, 1919, 1924, 1933, 1940, 1941 og 1942.
* Der bliver ikke uddelt nogen pris, hvis ingen vurderes at have opfyldt kravene for at modtage den. I stedet overføres præmiesummen til året efter.
* Præmiesummen lyder på 11 millioner svenske kroner, hvilket svarer til omkring 7,5 millioner danske kroner. Beløbet deles, hvis der er flere modtagere.
* Ifølge Alfred Nobels testamente gives prisen i kemi til den, der har gjort den vigtigste kemiske opdagelse eller forbedring.
* I 1924 blev prisen for eksempel ikke uddelt, da der ifølge Chemistry World ikke var nogen, der levede op til kravene.
* I 1938 og 1939 blev to tyske kemikere tvunget af den daværende tyske rigskansler, Adolf Hitler, til at afvise prisen.
* 198 forskellige personer har modtaget prisen i kemi. Otte af disse er kvinder.
* 63 gange er prisen blevet givet til én modtager. 25 gange er den gået til to modtagere, mens den 28 gange er blevet givet til tre personer.
* Den yngste modtager af Nobelprisen i kemi er Frédéric Joliot, der som 35-årig blev tildelt Nobelprisen i 1935 med sin kone, Irène Joliot-Curie, som er Marie Curies datter.
* Den ældste er John B. Goodenough, der fik den som 97-årig i 2019. Han er samtidig den ældste nobelprismodtager på tværs af alle priserne.
* Den engelske biokemiker Frederick Sanger og den amerikanske forsker Karl Barry Sharpless er de eneste, der har modtaget Nobelprisen i kemi to gange. Sanger fik prisen i 1958 og 1980. Sharpless fik prisen i 2001 og 2022.
* Marie Curie var den første kvinde til at modtage Nobelprisen i kemi. Det skete i 1911.
* Endnu er ingen blevet tildelt Nobelprisen i kemi efter sin død.
* To danskere har modtaget Nobelprisen i kemi. Det drejer sig om Jens Christian Skou (i 1997) og Morten Meldal (i 2022).
Kilder: The Nobel Prize.
/ritzau/