Besætningen om bord på Nasas rumfartøj "Orion" har mandag aften dansk tid været længere væk fra Jorden, end noget mennesker før har været.
De er en del af Nasas Artemis II-mission, som er et skridt på vejen mod en langsigtet tilbagevenden til Månen og fremtidige missioner til Mars.
Læs mere om missionen her:
* Artemis-programmet, der står bag den igangværende månemission, gennemføres af Nasa i samarbejde med rumagenturer fra Europa, Japan, Canada og Australien.
* Det sigter på at etablere en rumstation, der skal være i kredsløb om Månen i mere end et årti, og etablere en base på Månen, hvor astronauter kan arbejde og bo.
* Erfaringen fra missionerne vil man blandt andet bruge til at sende de første astronauter til Mars.
* Første del af programmet, Artemis I, sendte det ubemandede rumfartøj "Orion" tæt forbi Månen og tilbage til Jorden igen. Det blev sendt afsted 16. november 2022 og landede i Stillehavet 11. december 2022 - præcis 50 år efter at astronauterne fra Apollo 17-missionen betrådte Månen. Målet var blandt andet at tjekke, at systemerne for månemissioner virker.
* "Orion" er bemandet ved de næste to missioner. Ved den igangværende mission, Artemis II, skal "Orion" med fire astronauter om bord flyve tæt forbi Månen og derefter vende tilbage til Jorden. Turen ventes at tage omkring ti dage.
* Artemis II-missionen blev sendt afsted 2. april klokken 00.24 dansk tid. Den blev bragt i kredsløb af SLS-raketten, der frakobles rumfartøjet og brænder op.
* "Orion" skal ikke lande, men flyve rundt om Månen. Astronauterne har slået den tidligere rekord for den længste afstand, som mennesker har rejst fra Jorden. Den rekord blev sat af Apollo 13-missionen i 1970 med 400.171 kilometer fra Jorden.
* Nasa sigter på at sende mennesker til Månens overflade i 2028. Herefter vil Nasa løbende sende astronauter til Månen og opbygge en base.
Kilder: Nasa, Reuters, AFP, Ritzau.
/ritzau/
