FAKTA: Mus og rotter kan smitte mennesker med hantavirus
Et stort udbrud af hantavirus hos soldater under Koreakrigen igangsatte forskning i sygdommen.

Et stort udbrud af hantavirus hos soldater under Koreakrigen igangsatte forskning i sygdommen.

Tre personer om bord på et krydstogtskib, der er sejlet fra Argentina til Kap Verde, er døde efter et udbrud af "alvorlig akut luftvejssygdom".
En af dem er blevet testet positiv for hantavirus, som er et virus, der overføres fra gnavere til mennesker.
Yderligere fem personer mistænkes også at være smittet med hantavirus, herunder de to andre personer, der er døde.
Læs mere om hantavirus her:
* Hantavirus er en gruppe af virus, der forekommer hos gnavere, for eksempel mus eller rotter.
* Mennesker kan blive smittet gennem kontakt med inficerede dyr eller deres ekskrementer. Det kan også ske gennem bid eller indånding af støv, der indeholder forurening fra gnavere.
* Som udgangspunkt kan mennesker ikke smitte hinanden med hantavirus.
* Der findes 22 typer af hantavirus, som kan gøre mennesker syge. Virusarterne giver forskellige symptomer og varierer i farlighed.
* Hantavirus kan medføre to forskellige sygdomme. Den ene rammer lungerne, mens den anden påvirker nyrerne.
* Sygdommen, der påvirker lungerne, får mest opmærksomhed, da den har en høj dødsrate på 40 procent. Den er karakteriseret ved at medføre lungeødem efterfulgt af lunge- og hjertesvigt.
* Lungesygdommen er til gengæld sjælden og forekommer primært i Nord- og Sydamerika.
* Den anden type af sygdom, som rammer nyrerne, er mindre farlig. Den forekommer dog hyppigere og er årsag til omkring 200.000 indlæggelser om året på verdensplan. Samtidig er det den hyppigst forekommende sygdom i forbindelse med hantavirus i Danmark og i Europa.
* Der findes ingen vaccine mod hantavirus, men sygdom kan undgås ved at holde sig fra områder, hvor der bor mange gnavere og ved at holde beboede områder fri for mus og rotter.
* Hantavirus blev opdaget i 1976 hos mus i Korea ved den lille flod Hantaan - deraf navnet.
* Inden da var der et stort udbrud af virusset i 1951-1954 under Koreakrigen. Her blev 3400 amerikanske soldater og FN-tropper syge med feber og blødninger, og omkring ti procent af de smittede soldater døde.
* Udbruddet igangsatte forskning på området, og i 1980'erne blev årsagen til soldaternes sygdom endeligt bekræftet.
Kilder: lex.dk.
/ritzau/