Årets anden Nobelpris er tirsdag blevet offentliggjort i Stockholm.
Her blev britiske John Clarke, amerikanske John Martinis og franskmanden Michel Devoret tildelt en Nobelpris i fysik for deres forskning i kvantemekanik.
De næste dage følger priserne i kemi og litteratur.
Herefter kommer Nobels fredspris fredag og Sveriges Riksbanks pris for økonomi mandag næste uge.
Her kan du læse mere om Nobelprisen i fysik:
* Den første Nobelpris i fysik blev uddelt i 1901. Her gik den til den tyske fysiker Wilhelm Röntgen for hans opdagelse af røntgenstråling, der bruges til røntgenbilleder. Billederne bruges fortsat i dag til at identificere knoglebrud.
* Prisen er blevet uddelt 119 gange fra 1901 til 2025. I seks tilfælde er prisen ikke blevet uddelt. Det drejer sig om årene 1916, 1931, 1934, 1940, 1941 og 1942.
* Der bliver ikke uddelt nogen pris, hvis ingen vurderes at have opfyldt kravene for at modtage den. I stedet overføres præmiesummen til året efter.
* Ifølge Alfred Nobels testamente skal prisen gives til den, der har lavet den vigtigste opdagelse eller opfindelse inden for fysik.
* Ifølge Physics Today var en af årsagerne til, at den ikke blev uddelt i 1931, at tidens mest betydelige fremskridt inden for feltet var mere teoretisk end egentlige opdagelser eller opfindelser, hvorfor det ikke levede op til kravene.
* 229 forskellige personer har modtaget prisen i fysik. Fem ud af dem er kvinder.
* 47 gange er prisen blevet givet til én modtager. 32 gange er den gået til to modtagere, mens den 39 gange er blevet givet til tre personer.
* Den yngste modtager af Nobelprisen i fysik er Lawrence Bragg, der som 25-årig blev tildelt Nobelprisen med sin far i 1915.
* Den ældste er Arthur Ashkin, der fik den som 96-årig i 2018.
* Den amerikanske fysiker John Bardeen er den eneste, der har modtaget Nobelprisen i fysik to gange. Han blev tildelt prisen i 1956 og 1972.
* Marie Curie blev tildelt Nobelprisen i fysik i 1903 og i kemi i 1911.
* Endnu er ingen blevet tildelt Nobelprisen i fysik posthumt - efter sin død.
* Tre danskere har modtaget Nobelprisen i fysik. Det drejer sig om Niels Bohr (i 1922) og Aage Bohr og Ben R. Mottelson (i 1975).
Kilder: The Nobel Prize, Physics Today.
/ritzau/