Stigende utilfredshed med Storbritannien udviklede sig til en borgerkrig i det østlige Nordamerika og resulterede i USA's uafhængighedserklæring.

4. juli er det 250 år siden, at uafhængighedserklæringen - fundamentet for republikken USA - blev underskrevet.

Her kan du læse, hvad der ledte op til uafhængighedserklæringen og grundlæggelsen af USA:

* Op igennem 1760'erne og 1770'erne kom indbyggerne i de britiske kolonier i Nordamerika på stadig voldsommere konfliktkurs med Storbritannien.

* Kolonisterne var blandt andet utilfredse med betaling af skatter til Storbritannien og den britiske grænsepolitik.

* Repræsentanter for de 13 britiske kolonier dannede den politiske forsamling Kontinentalkongressen i 1774 og lagde grundstenen til løsrivelse.

* De 13 kolonier var Massachusetts, New Hampshire, Connecticut, Rhode Island, New York, New Jersey, Pennsylvania, Delaware, Maryland, Virginia, North Carolina, South Carolina og Georgia.

* Det kom i 1775 til væbnede sammenstød mellem militser og den britiske hær. Massachusetts med Boston som hovedby dannede centrum for kolonisternes opstand mod Storbritannien.

* Kontinentalkongressen besluttede i sommeren 1775 at oprette en revolutionshær under general (og senere præsident) George Washingtons ledelse.

* USA's uafhængighedserklæring blev vedtaget den 4. juli 1776 af de 13 kolonier, som nu blev frie stater. Det var Kontinentalkongressen, der vedtog erklæringen i Philadelphia i Pennsylvania.

* Hovedforfatteren til uafhængighedserklæringen var den senere præsident Thomas Jefferson.

* Den britiske regering forsøgte at slå uafhængighedserklæringen hen som et simpelt stykke papir, der var lavet af utilfredse kolonister. Men erklæringen gav omverdenen mulighed for at anerkende det nye USA.

* Krigen mellem kolonisterne og briterne fortsatte, og i 1777 trådte Frankrig ind i krigen på kolonisternes side. Året efter anerkendte Frankrig formelt USA.

* Den britiske hær overgav sig i 1781. Parisfreden, der var den officielle afslutning på krigen, og som endegyldigt sikrede amerikansk selvstændighed, blev dog først underskrevet i 1783.

Kilder: History.state.gov, Lex.dk.

/ritzau/