Iran har fremlagt en plan på ti punkter for en afslutning på krigen mellem USA og Iran.

USA's præsident, Donald Trump, kalder i et opslag på Truth Social ti-punkts-planen for et brugbart grundlag for forhandlinger.

Trump skriver, at der er opnået enighed omkring næsten alle stridspunkter, og at en periode på to uger vil give mulighed for, at aftalen kan færdiggøres og gennemføres.

Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, har bidraget som mægler i konflikten. Sharif har indkaldt parterne til forhandlinger i Pakistans hovedstad, Islamabad, fredag.

Iransk stats-tv har i følge BBC offentliggjort Irans plan, der indeholder følgende ti punkter.

* Fuldstændigt ophør af krigen i Irak, Libanon og Yemen.

* Fuldstændigt og permanent stop for krigen mod Iran.

* Afslutning af alle konflikter i regionen.

* Genåbning af Hormuzstrædet.

* Etablering af en protokol og betingelser for at sikre fri og sikker sejlads i Hormuzstrædet.

* Fuld erstatning til Iran for at dække omkostninger til genopbygning.

* Fuld forpligtelse til at ophæve sanktioner mod Iran.

* Frigivelse af iranske midler og indefrosne aktiver, som USA er i besiddelse af.

* Iran forpligter sig til ikke at anskaffe atomvåben.

* En øjeblikkelig våbenhvile træder i kraft på alle fronter, så snart ovennævnte betingelser er godkendt.

Kilder: Iransk stats-tv ifølge BBC.

/ritzau/