Et hospitalsskib fra USA er på vej til Grønland, skrev den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til søndag dansk tid på Truth Social.
Præsidenten uddybede ikke sit opslag, men ledsagede det med et AI-genereret billede af et skib, hvorpå der står USNS "Mercy".
Det er uvist, om dette eller et andet hospitalsskib rent faktisk er på vej til Grønland.
Her er flere detaljer om USNS "Mercy" fra den amerikanske flåde:
* Den amerikanske flåde skriver, at skibet tilbyder "flydende, mobile, akutte kirurgiske behandlingsfaciliteter".
* Det kan bruges af det amerikanske militær og til "katastrofehjælp og humanitære operationer verden over".
* Skibet har 1000 sengepladser.
* Der er 80 intensivpladser.
* Det har 11 operationsstuer.
* Der er indkvarteringsmulighed for en besætning på cirka 1300 personer.
* Det kan producere 7000 måltider om dagen og omkring 757.000 liter vand.
* Der er et røntgenrum.
* Det har ti elevatorer til besætningen.
* Det har en længde på godt og vel 272 meter og en bredde lige over 32 meter.
* Skibets kaptajn hedder Charles E. Dickerson Jr.
* Skibet ligger ifølge skibsovervågningssiden Vesselfinder i byen Mobile i Alabama.
* Det nuværende "Mercy" er det tredje skib i den amerikanske flåde, der bærer det navn. Det blev bygget som olieskib med navnet SS "Worth", men efter en ombygning, som begyndte i 1984, blev det officielt taget i brug i november 1986.
* USA har også et andet hospitalsskib i Mercy-klassen, som hedder USNS "Comfort".
Kilder: The Military Sealift Command, Vesselfinder.
/ritzau/
