Hormuzstrædet mellem Den Persiske Bugt og Omanbugten er et af de mest trafikerede stræder i verden.

Placeringen gør strædet til et vigtigt handelsmæssigt knudepunkt.

USA's og Israels angreb på Iran den 28. februar og iranernes militære modsvar har forstyrret eksporten af olie og naturgas fra Mellemøsten.

Iran har natten til onsdag meldt ud, at strædet vil blive være åbent de næste to uger, såfremt USA stopper sine angreb. USA har meldt ud, at man vil stoppe sine angreb, såfremt strædet bliver genåbnet.

Hormuzstrædet har ikke været officielt lukket, men flere skibe har lagt ruten om af frygt for angreb. Det betyder, at olien skal fragtes ad en anden vej, hvilket tager længere tid og dermed koster mere.

Verdens største rederiselskab, danske Mærsk, indstillede som følge af angrebene sine sejladser i Hormuzstrædet.

Læs her, hvordan urolighederne i Mellemøsten har forstyrret eksporten af olie og naturgas gennem strædet.

* Strædet ligger mellem Iran mod nord samt De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd.

* Det forbinder flere af golflandene: Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

* Strædet er 33 kilometer bredt på det smalleste sted.

* Strædet er svært at besejle. Selve sejlrenden er kun omkring tre kilometer bred. Men det har stor betydning for verdens oliehandel.

* Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet.

* Normalt passerer flere end 20 millioner tønder råolie, kondensat og brændstof i gennemsnit dagligt gennem strædet.

* De olieproducerende lande Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Irak eksporterer størstedelen af deres råolie via strædet - primært til Asien.

* Mens vestlige lande tidligere var de største aftagere af olie fra Mellemøsten, er Asien i dag den primære oliekøber, mens USA er storproducent og -eksportør af olie.

* Saudi-Arabien - verdens største olieeksportør - var nødsaget til at suspendere produktionen på et stort olieraffinaderi og at omlægge fragten af olien via Det Røde Hav på den anden side af landet i stedet.

* Qatar, som er blandt verdens største eksportører af flydende naturgas, sender normalt næsten det hele via Hormuzstrædet. Men landet standsede som følge af angrebene driften på sine naturgas-anlæg.

* Irak har også været nødsaget til at skære produktionen af olie ned på grund af urolighederne i Mellemøsten. Landet havde i midten af marts reduceret produktionen med næsten 1,5 millioner tønder om dagen - omkring halvdelen af landets samlede produktion.

Kilde: Reuters.

/ritzau/