FAKTA: Frihandelsaftale lægges formentlig på is uden USA

USA var afgørende for, at stor aftale mellem 12 lande i det hele taget kunne blive til noget.

Washington D.C.. Mandag meddelte USA's præsident, Donald Trump, at USA nu vil trække sig ud af frihandelsaftalen TPP.

Her kan du læse om aftalen, som bliver uden verdens største økonomi, USA, hvis den i det hele taget bliver til noget:

* TPP er en3 forkortelse for Trans-Pacific Partnership og er en frihandelsaftale mellem 12 lande i stillehavsregionen, som har været i støbeskeen i årevis.

* De 12 lande har indtil mandag været USA, Japan, Malaysia, Vietnam, Singapore, Brunei, Australien, New Zealand, Canada, Mexico, Chile og Peru.

* Landenes samlede økonomi udgør cirka 40 procent af verdensøkonomien med USA som den klart største andel.

* TPP blev underskrevet af de 12 lande i februar sidste år. Den er endnu ikke blevet ratificeret i alle lande. Deadline var 2018.

* For at træde i kraft, skulle aftalen ratificeres af lande med mindst 85 procent af den samlede økonomi i de 12 lande. Dermed var der ikke råd til, at hverken Japan og USA kunne melde fra.

* Enkelte lande har dog antydet, at aftalen også kan træde i kraft uden USA.

* Frihandelsaftalen skulle fungere som et slags indre marked mellem landene, hvor en lang række toldbarrierer ville blive fjernet og det økonomiske samarbejde styrket.

* Men Trump har betegnet TPP som en "frygtelig aftale", der vil "voldtage" USA ved at flytte arbejdspladser til lande med lavere lønninger.

Kilde: BBC.

/ritzau/