FAKTA: Et Patriot-system koster flere milliarder kroner
USA har godkendt muligt dansk køb af Patriot-systemet. Forsvarssystemet er avanceret og dyrt.

USA har godkendt muligt dansk køb af Patriot-systemet. Forsvarssystemet er avanceret og dyrt.

USA's udenrigsministerium har godkendt et muligt dansk køb af missilsystemet Patriot og tilhørende teknologi til en værdi af 54,3 milliarder kroner.
Det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark har planer for at handle for det enorme beløb. Men det er altså en mulighed.
Partierne bag forsvarsforliget besluttede i 2024, at Danmark skal anskaffe et jordbaseret luftforsvar.
Det er ikke sikkert, at valget falder på Patriot-systemet. Men hvis det skulle være tilfældet, kan det blive en dyr tilføjelse til det danske forsvar.
Læs om det avancerede missilsystem herunder:
* Patriot-systemet er et jord-til-luft forsvarssystem udviklet af Raytheon Technologies (RTX). Det betragtes som et af de mest avancerede luftforsvarssystemer i det amerikanske arsenal og har været i brug siden 1980'erne.
* Et typisk batteri - altså en enhed - består af radarsystem, kontrolenheder, en strømgenerator, affyringsramper og støttekøretøjer.
* Systemet kan opsnappe og nedskyde både fly, ballistiske missiler og krydsermissiler - alt efter hvilken type interceptor-missil, der anvendes. Ifølge Nato har systemets radar en rækkevidde på 150 kilometer.
* Et nyproduceret batteri anslås at koste over én milliard dollar - svarende til knap 7,5 milliarder kroner. Et enkelt missil koster omkring fire millioner dollar, altså cirka 25,6 millioner kroner.
* Ifølge RTX har Patriot-systemet siden januar 2015 opsnappet mere end 150 ballistiske missiler i kamp rundt om i verden.
Kilder: Reuters, Nato, RTX.
/ritzau/