USA's Højesteret ventes inden for kort tid at slå fast, om det var lovligt, da præsident Donald Trump sidste forår rystede verdensmarkederne med sin forhøjelse af toldsatserne på varer fra en lang række lande.
Her kan du læse, hvorfor spørgsmålet om told er endt i USA's retssystem:
* Flere amerikanske virksomheder og delstater har anlagt sag mod USA's administration, fordi de mener, at præsident Donald Trump har overskredet sine beføjelser ved at indføre forhøjet told på varer fra udlandet.
* Spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten har juridisk grundlag for sin toldpolitik, har nået USA's Højesteret, efter at flere lavere rangerende domstole har givet sagsøgerne medhold i deres anklager.
* Sagen vedrører loven International Emergency Economic Powers Act (IEEPA) fra 1977, som giver USA's præsident beføjelse til at regulere handelsområdet i forbindelse med en nødsituation.
* Donald Trump gjorde brug af IEEPA første gang i februar 2025, da han indførte forhøjet told på varer fra Kina, Mexico og Canada.
* Han begrundede brugen af loven med, at indsmugling af narkotika og ulovlig indvandring fra de tre lande til USA udgjorde en nødsituation.
* I april 2025 henviste Trump igen til IEEPA, da han forhøjede tolden på varer fra en lang række andre lande. Denne gang var begrundelsen, at USA's handelsunderskud, som var opstået, fordi USA importerede mere, end landet eksporterede, udgjorde en "ekstraordinær og usædvanlig trussel" mod USA.
* Ifølge USA's forfatning er det Kongressen - og ikke præsidenten - der har beføjelse til at pålægge told og regulere USA's handel med udlandet.
* Kongressen har dog i flere tilfælde lavet lovgivning, som har givet administrationen mulighed for at indføre told under særlige omstændigheder.
* Historisk har det amerikanske retssystem sat grænser for, hvor stor en del af beføjelsen til at regulere udenrigshandlen, der kan overdrages fra Kongressen til administrationen og præsidenten.
* John Sauer, USA's rigsadvokat, har på vegne af USA's regering sagt, at hvis Højesteret konkluderer, at Trumps forhøjede toldsatser er ulovlige, kan USA blive udsat for "hensynsløs handelsmæssig gengældelse", og det kan føre til "ødelæggende økonomiske og nationale sikkerhedsmæssige konsekvenser".
* Trump er den første amerikanske præsident, der har brugt IEEPA til at indføre eller forhøje told på importvarer. Tidligere præsidenter har brugt loven for at kunne indføre sanktioner.
* Hvis den amerikanske regering taber sagen, kan den blive nødt til at tilbagebetale told for milliarder af dollar.
Kilder: BBC, Reuters, Congress.gov.
/ritzau/
