Donald Trump, som i november blev valgt som USA's næste præsident, har på sit sociale medie Truth Social igen luftet tanker om, at han gerne vil lægge Grønland under amerikansk kontrol.

Sidst Trump var præsident, som var mellem 2017 og 2021, sagde han, at USA så på muligheden for at købe Grønland af Danmark.

Det blev dengang kaldt "absurd" af statsminister Mette Frederiksen.

Få overblik over sagen her:

* 18. august 2019 siger Trumps administration, at USA er ved at "kigge på" et muligt køb af Grønland.

* Grønlands daværende landsstyreformand, Kim Kielsen, slog få dage forinden fast, at Grønland ikke er til salg.

* Statsminister Mette Frederiksen siger, at hun håber, at meldingerne fra USA ikke er ment alvorligt. Hun kalder det en "absurd" diskussion.

* Trump sår samme dag tvivl om sit besøg i Danmark, der er planlagt til 2.-3. september.

* 21. august skriver Donald Trump på det sociale medie X, der dengang var kendt som Twitter, at han har udskudt sit planlagte besøg i Danmark på ubestemt tid. Trump kalder Frederiksens udtalelse "nasty" - på dansk modbydelig eller væmmelig.

* 24. august skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af et brev fra det amerikanske udenrigsministerium til Kongressen, at USA planlægger at genåbne et konsulat i Grønland.

* 19. december giver Udenrigsministeriet i Danmark grønt lys for, at USA åbner et konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk.

* 5. november 2024 genvælges Donald Trump som præsident for USA.

* 23. december skriver Trump på Truth Social, at han udpeger Ken Howery, en kendt forretningsmand som ambassadør i Danmark.

* I samme opslag skriver Trump, at USA føler, at "ejerskab og kontrol over Grønland er altafgørende" for landets nationale sikkerhed og freden i hele verden.

Kilder: Reuters, The Wall Street Journal, Fox News, Sermitsiaq, Naalakkersuisut, Altinget, Ritzau og DR.

/ritzau/