Den amerikanske præsident, Donald Trump, blev natten til søndag endnu en gang forsøgt skudt.

Det er tredje gang siden 2024, at præsidenten har befundet sig i en situation, hvor bevæbnede personer har udgjort en sikkerhedsrisiko mod ham.

Denne gang skete det ved den årlige korrespondentmiddag på Hilton Hotel i USA's hovedstad Washington D.C.

Omkring en time efter skyderiet skrev Trump på sit sociale medie, Truth Social, at gerningsmanden var blevet pågrebet.

Her er, hvad vi på nuværende tidspunkt ved om den mand, der formodes at stå bag skudepisoden:

* Ifølge flere amerikanske medier er der tale om en 31-årig mand.

* Donald Trump skriver, at manden kommer fra delstaten Californien, og det lyder fra medierne, at han mere specifikt kommer fra byen Torrance i delstaten.

* De amerikanske myndigheder har endnu ikke bekræftet mandens identitet. Ifølge flere medier, heriblandt The New York Times, er der dog blandt andet tale om en mand, som arbejder som deltidslærer, der hjælper med undervisning og eksamensforberedelse.

* Myndighederne mener, at han var gæst på hotellet i forbindelse med hændelsen.

* Gerningsmanden blev ikke ramt af skud, men er blevet undersøgt på et hospital.

* Det er endnu ukendt, hvad motivet bag skudepisoden er.

* Det er uklart, hvem der var mål for angrebet. USA's præsident sagde på et pressemøde efter episoden, at han går ud fra, at han var målet.

* Statsadvokat Jeanine Pirro har på et pressemøde sagt, at gerningsmanden vil blive anklaget for to forhold: Brug af skydevåben under en voldsforbrydelse, og for at overfalde en føderal betjent med et farligt våben.

* Gerningsmanden var i besiddelse af en pistol, et haglgevær og flere knive, da han forsøgte at storme hotellet.

* Det er uvist, om gerningsmanden arbejdede alene, men Donald Trump har udtalt, at det ser ud til, at han var en "lone wolf (ensom ulv, red.)".

Kilder: Berlingske, Reuters, AFP, DR, Ritzau.

/ritzau/