Fahrenheit 9/11 - en film der narrer dig

Filminstruktøren Michael Moore anklager Bush-administrationen for at manipulere med verden i snart sagt ethvert spørgsmål. Men den måske største manipulator på kloden lige nu er såmænd instruktøren selv. Det bør man gøre sig klart, inden man ser den såkaldte dokumentarfilm, Fahrenheit 9/11.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlandskommentar

Michael Moore er sjov. Det er det mest forsonende, man kan sige om hans Bush-basker af en film, Fahrenheit 9/11, som titusinder af danskere allerede har set, og som det derfor må være relevant at tage under behandling nu, ikke for dens filmiske kvaliteter - men for dens dokumentarværdi.

Moore er sjov, så meget skal han have. Det er morsomt, når han præsenterer en storsyngende amerikansk justitsminister John Ashcroft med ordene: »John Ashcroft stillede op til Senatet i 2000. Hans modstander var en mand, der døde en måned inden valget. Vælgerne foretrak den døde fyr... og, nåja, så måtte Bush jo gøre ham til justitsminister«.

Men så er der desværre heller ikke så meget mere godt at sige om Fahrenheit 9/11 - i hvert fald ikke, hvis det, man går efter, er en dokumentarfilm der - det ligger næsten i udtrykket »dokumentar« - skal afsløre et eller andet, fortælle nogle sandheder om verden, give seeren ny indsigt i en eller anden sag.

Fahrenheit 9/11s ultimative budskab er, at topfolkene i Bush-administrationen kun gik i krig i Irak som en dækmanøvre for at skjule Bush-familiens links til Saudi Arabien, for at undertrykke fattige amerikanere - og for at kunne stikke millioner af dollars i deres helt personlige lommer. Altså har Bush ifølge Michael Moore narret verden. Men, er filmens udgangsreplik, vi lader os ikke narre én gang til.

I så fald gør man klogt i at tage de kritiske briller på, når man sætter sig til rette i biografsædet for at se Fahrenheit 9/11.

For den er et stykke narreværk af dimensioner. Lad mig levere et par nedslag i Moores forvrængede verdensbillede.

I filmen tegnes der for eksempel et billede af Saddam Hussein som en muntert smilende fyr med solbriller. Vi ser ham kort et par gange - begge gange fremvist som en djærv Onkel Morfar med let til latter. I en anden scene - »Bagdad, marts 2003« - portrætteres Irak inden koalitionens angreb som en harmonisk verden fuld af legende børn, glade familier, grønne træer og fuglekvidder. Og efter angrebet naturligvis som et ragnarok bestående af bombede børn, hulkende koner, røgskyer og overgreb på uskyldige civile.

Michael Moore finder altså ikke anledning til at nævne, at Irak under Saddam Hussein var et menneskeretligt helvede for mange irakere - man kan f.eks. læse detaljer i Human Rights Watch' landerapport fra 2002 på http://www.hrw.org/wr2k3/mideast4.html. Det var et land, hvor politiske modstandere af Saddam og almindelige kriminelle blev henrettet i massevis. Den slags detaljer passer ikke ind i Moores filmiske masterplan - så derfor holdes de naturligvis ude af filmen.Og så er der de lange afsnit i filmen, der dvæler ved Bush-familiens tætte bånd til Saudi-Arabien. Her er det ikke blot den grove manipulation, der stikker i øjnene, men derimod den ubehagelige fornemmelse af, at Moore har et underliggende budskab, som han trods alt er blevet advaret af sine advokater mod at servere direkte.

At USA - og for den sags skyld det meste af resten af verden - har oliemæssige forbindelser til Saudi-Arabien, kan vel ikke selv med den allerbredeste definition kaldes for en nyhed. At folk, der som Bush-klanen tilhører oliebranchen, trykker hånd og besøger sheikherne, kan man vel heller ikke falde ned af stolen over. Ikke desto mindre forsøger Moore at få os til det med fordrejede oplysninger. De to Newsweek-journalister Michael Isikoff og Mark Hosenball er nogle af dem, der allerede har pillet skandalen ud af flere af Moores påstande.Ifølge Fahrenheit 9/11 har saudierne mere eller mindre fodret Bush-familien med oliepenge, hele 1,4 milliarder dollars, især gennem firmaet Carlyle Group i hvis bestyrelse den nuværende præsidents far, fhv. præsident George Bush, har siddet. Men, men, men: Størstedelen af det nævnte beløb stammer fra kontrakter mellem Saudi-Arabien og firmaet BDM, der skulle træne saudiernes militær. BDM var ejet af Carlyle Group - men kontrakterne blev indgået længe før Bush Sr. overhovedet kom ind i bestyrelsen for sidstnævnte, og da han kom ind, var BDM allerede solgt. Altså er Moores snavsede link pludselig gået i opløsning.

Forargelsen over at Bush- og bin Laden-familierne har plejet forretningsmæssig omgang med hverandre runger også hult; det er jo ikke Osama bin Laden, Bush-folkene har haft med at gøre, men den del af familien, der stadig foretrækker at handle med Vesten snarere end at slå den ihjel, og som efter alt at dømme ikke længere har kontakt til Osama, selv om Moore antyder det modsatte.Selv filmens del om den mystiske bortflyvning af saudier - herunder bin Laden-familiemedlemmer - i dagene efter 11. september er betydeligt mindre sort/hvid, end Moore lader ane. For det første påstår Moore, at saudierne blev fløjet ud, mens al anden lufttrafik stod stille efter terrorangrebet - men det skete først senere, da luftrummet var blevet åbnet igen. Desuden mener de fleste - også Bush' tidligere antiterrorchef Richard Clarke, der i vinter under stor ståhej angreb sin tidligere chef for at have ageret skødesløst over for terrortruslen fra al-Qaeda - at fremgangsmåden var i orden.

Moore afslører ikke direkte for tilskueren, hvad det er han forsøger at insinuere angående Bush, terroren og oliesheikherne. Og så alligevel. Man kunne bruge Moores egen teknik og spørge: Kunne det mon være, at Michael Moore mener, Bush-familien har så tætte bånd til de ansvarlige for 11. september-terroren, at præsidenten og de øvrige omkring klanen i virkeligheden er en slags moralsk medansvarlige for ugerningerne og i hvert fald ikke har nogen interesse i at trænge til bunds i dem - hvorfor Irak-krigen blev valgt som en bekvem afledningsmanøvre? Er det ikke det indtryk, Moore dybest selv gerne vil have skal bundfælde sig hos tilskuerne? Og helt ærligt: Tror vi virkelig på den?Der er altså grund til at være på vagt, når man går ind for at se Fahrenheit 9/11. Bortset fra nogle ganske chokerende klip med amerikanske soldater i Irak, bringes der reelt ikke meget nyt til torvs. Men ved at placere den ene insinuation i halen på den næste får Moore tegnet et vildt konspiratorisk portræt af en tidsalder, han tydeligvis anser for at være et mareridt.

Det har han også lov til, men man skal blot være klar over, hvad der møder én, når man nysgerrigt sætter sig i biografsædet for at se tidens mest omtalte film. Michael Moore anklager Bush for at manipulere med verden - men han holder sig bestemt ikke tilbage selv.