Færøerne: Vi bliver i rigsfællesskabet

Færøerne vil kaste et nyt blik på udkastet til den nye forfatning, efter det ligger fast, at det strider mod den danske grundlov.

Læs mere
Fold sammen

Otte år har Færøernes udkast til en ny forfatning været undervejs. Men som udkastet ser ud nu, bliver det forkastet, oplyser DR Nyheder. Udkastet er nemlig i strid med den danske grundlov, fastslår Justitsministeriet. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen mødes i disse dage med den færøske lagmand, Kaj Leo Johannesen, på et såkaldt rigsmøde i Skagen. Og her har de to regeringschefer haft meget at tale om. For Justitsministeriet har fastslået, at det udkast som der er blevet fremlagt for den nye forfatning på Færøerne i virkeligheden er et farvel til Danmark. Altså en reel løsrivelse af Færøerne fra Danmark.

Rigsfællesskab skal bestå

Og Justitsministeriets udtalelse bliver også taget til efterretning af den færøske lagmand.

- Det skal man tage meget alvorligt. Det er ikke godt nok, og det skal vi tage til efterretning. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er i rigsfællesskab med Danmark, siger Kaj Leo Johannesen.

Dansk Folkeparti har allerede kaldt statsministeren i samråd om Færøernes forfatningsudkast. DFs udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, vil have Lars Løkke Rasmussen til at bede færingerne om at stoppe al videre arbejde med forfatningen.

- Det her er grundlovsstridigt. Jeg tror ikke, at færingerne er klar over, at det her er en de facto udmeldelse af Rigsfællesskabet, hvis det bliver vedtaget. De må gerne få selvstændighed, men så skal de bede om det, og så gør vi det sammen. Men det her er en underlig akavet proces, hvor man ikke har gjort sig den ulejlighed at spørge statsministeren, om det her er grundlovsstridigt eller ej, siger Søren Espersen til DR Nyheder.