Fællesskabet slår revner under Union Jack

Berlingske korrespondent i London fører os ind i den britiske indvandringsdebat.

Tegning: Claus Bigum
Læs mere
Fold sammen

Indvandrerdebatten er kommet til Storbritannien. Det er selvfølgelig ikke første gang, at man taler om fremmede, der dukker op gennem tågen. De seneste år har man diskuteret polske håndværkere, rumænske hjemløse og islamistiske asylsøgere.

Det nye er, at debatten er blevet et glohedt, politisk emne, og at de etablerede politikere har mistet kontrollen over diskussionen. Ikke ulig Danmark for efterhånden en del år tilbage. I Stor­britannien giver indvandrerspørgsmålet dybe panderynker hos både Det Konservative Parti og Labour. Det konservative overhusmedlem Lord Ashcroft, med et ekstra pas fra Belize, har netop konkluderet på årets meningsmålinger og er kommet frem til det ret åbenlyse, at for megen snak om indvandring – og EU-spørgsmål – ikke er til premierminister David Camerons fordel.

»Mere snak om det uden at være i stand til at handle kan kun øge frustrationerne med de førende partier,« lyder det fra Ashcroft, der til gengæld ser store fordele for Cameron i diskussionen om økonomiske lederevner og om, hvem af de britiske partiledere, der har mest premierminister­udstråling.

Labour har fået lækket et internt papir, hvor partiets kandidater til det kommende parlamentsvalg i maj får råd om at søge »at flytte samtalen til noget andet«, hvis emner om immigration dukker op i valgkampen. Det gør de. Det højrenationale UKIP har vind i sejlene trods et lettere dyk i årets sidste meningsmålinger. De står til omkring 15 procent af stemmerne mod de tre procent, som de fik ved det seneste parlaments­valg i 2010. Indvandring­spørgsmålet har ved flere suppleringsvalg vist sig at være særdeles velegnet til at fastholde rampelyset for UKIP lokalt i valgkredsene, også i forhold til det mere diffuse spørgsmål om at få Storbritannien trukket ud af EU. Så partileder Nigel Farage taler i den grad om indvandring. Han gav for nyligt »åben-dør-immigration« og deraf angiveligt følgende pres på M4-motorvejen skylden for at være kommet flere timer for sent til et partimøde med betalende gæster i Wales.

Indvandringsspørgsmålet kan afgøre det kommende valg, mener nogle politiske analytikere. Det vil ikke give UKIP regeringsmagten, men både de konservative og Labour forsøger af al magt at overbevise vælgerne om, at de tager debatten alvorligt og er klar til at skrue bissen på. Op til jul erklærede indenrigs­minister Theresa May, at hun ønsker at smide studerende fra ikke-EU-lande ud, så snart de har taget deres sidste eksamen. I løbet af et år blev 70.000 studerende i landet, selv om deres studievisum var udløbet. Andre mener, at det er det helt forkerte sted at tage fat, da mange af dem måske netop er blevet, fordi det britiske erhvervsliv har god brug for de kundskaber, som de har fået på britiske læreanstalter.

Måske er det mest, fordi det er et initiativ, der er til at overskue. Den seneste tid har der været historier om flere end 300.000 immigranter, der uden gyldigt visum er forsvundet ned i Indenrigsministeriets hengemte arkiver. Der er også de tusinder af kendte kriminelle, en del med grove forbrydelser i bagagen. EU-indvandringen har Cameron højtideligt lovet at gøre noget dramatisk ved, men i stedet er den yderligere eksploderet under det britiske, økonomiske opsving.

I det hele taget er det ikke let, når man leder en nation, der for ikke så mange år siden sendte sine borgere ud til de fjerneste afkroge for at styre verden. Den britiske levevis var standarden på den rigtige opførsel, som alle burde lære og efterligne. Nu føler mange sig godt hjemme i det britiske. London er om noget en etnisk smeltedigel.

Udlejeren kom som ganske lille hertil med sine forældre fra Indien. I aviskiosken har indehaveren pakistanske rødder. Elektrikeren kom som barn fra Vestindien. Kvinden i Indenrigsministeriet har polske forældre. I cafeen taler personalet fransk med hinanden. Standupkomikeren er fra Australien. Der er aviser for litauere. Taxa­chaufføren var teenager, da han kom som flygtning fra Afghanistan. Chefen fra Stock Exchange er amerikaner, nationalbank­direktøren er canadier. Venture-millionæren er georgier. Mange af hovedstadens og landets rigeste indbyggere kom med russiske, arabiske og indiske pas. En bosnisk kvinde og tidligere flygtning er netop trådt ind i Overhuset for de konservative. Labour-leder Ed Milibands forældre var polsk og belgisk. Liberaldemokraternes Nick Cleggs mor er hollandsk, og han er spansk gift. Londons konservative borgmester, Boris Johnson, blev født i New York og holder fast i sit dobbelte statsborgerskab. Farage har selv en tysk hustru. Alle har en historie at fortælle, og den er sjældent fra de britiske øer hele vejen igennem.

De færreste vil benægte, at tilstrømningen til Storbritannien giver gnidninger og mange steder kan være en voldsom udfordring for lokal­befolkningen. Men det bliver interessant at følge indvandrings­debatten. Der er ikke rigtigt noget at »vende tilbage til«.

Dengang var imperiet. Det »britiske« var en global eksportvare. Nu er det mere import.