Selskabet Meta har fjernet Facebook- og Instagram-profilerne, som blev styret på vegne af Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei. 

Fjernelsen af kontiene kommer, efter at den religiøse leder er blevet kritiseret for sin støtte til terrororganisationen Hamas, skriver flere medier, herunder The Guardian

Khamenei, som har haft en Facebook-profil siden 2012, har udtrykt støtte til Hamas’ terrorangreb 7. oktober, og det strider imod retningslinjerne for platformene, skriver mediet. 

Meta har oplyst, at man fjernede hans konti »for gentagne gange at overtræde vores politik om farlige organisationer og enkeltpersoner«. 

Det fremgår ikke, hvilke konkrete ytringer der har været i strid med reglerne. 

Men i en tale efter angrebet har Ayatollah Ali Khamenei sagt: »Vi kysser hænderne på dem, der planlagde angrebet på det zionistiske regime,« skriver mediet.

Khamenei havde flere end 200.000 følgere på sin engelsksprogede Instagram og flere end fem millioner følgere på den persiske profil, skriver The Telegraph

Han har fortsat en konto på det sociale medie X.