Facebook er en »digital gangster«: Britiske parlamentsmedlemmer langer ud efter techgiganten

Facebook har helt bevidst krænket briternes ret til privatliv og omgået Storbritanniens konkurrencelove, lyder det i en fordømmende rapport fra Storbritanniens parlamentsmedlemmer. Det kan få konsekvenser.

Facebook og dets stifter, Mark Zuckerberg, kritiseres i en ny rapport. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERTRAND GUAY

Facebook har opført sig som en »digital gangster«, og Mark Zuckerberg har løjet.

Det er blot nogle af konklusionerne i en 108 sider lang rapport, som britiske parlamentsmedlemmer udgav søndag. Den skildrer i detaljer, hvordan Facebook helt bevidst har krænket briternes ret til privatlivets fred og omgået Storbritanniens konkurrencelove.

Det beskriver både The Washington Post og The Guardian.

Siden 2017 har Underhusets komite for kultur, IT, medier og sport ført en undersøgelse mod Facebook og spredningen af misinformation og fake news online. Søndag udgav komiteen den færdige rapport – med en konklusion om, at Storbritannien skal vedtage reguleringer, der gør det nemmere at gøre  techgiganter som Facebook ansvarlige for deres handlinger.

»Virksomheder som Facebook burde ikke have lov til at opføre sig som »digitale gangstere« i online-verdenen,« lyder det i rapporten ifølge The Washington Post.

Rapporten advarer blandt andet om, at de britiske love er ude af stand til at beskytte landet mod online-indblanding fra udenlandske magter såsom Rusland – og opfordrer herefter regeringen til at igangsætte en ny undersøgelse, der skal belyse, hvilken rolle misinformation, fake news og vælgermanipulation har spillet i folkeafstemningerne om Skotlands uafhængighed, som fandt sted i 2014, og Brexit, som fandt sted i 2016.

»Ondsindede og konstante« angreb finder sted mod borgere i form af misinformation og såkaldt »mørke« personlige reklamer, som spredes gennem sociale medier som Facebook, forklares det i rapporten. Det bringer demokratiet i fare.

Og Facebook er selv med til at øge faren, lyder det i rapporten. I marts 2018 kom det frem, at Facebook i al hemmelighed havde givet millioner af brugeres data videre til firmaet Cambridge Analytica – som derefter havde solgt informationen videre til politiske klienter, der kunne bruge den nyerhvervede viden til at manipulere med vælgere online.

»Cambridge Analytica-skandalen blev faciliteret af Facebooks politik,« lyder det i rapporten fra ministeriet, og der er ringe tiltro blandt parlamentsmedlemmerne til, at Facebook rent faktisk vil ændre sin forretningsmodel.

»Facebook bliver ved med at vælge profit over datasikkerhed,« skriver parlamentsmedlemmerne ifølge The Guardian.

De beskylder også Facebook for at forsøge at dække over de datalækager, der finder sted.

»Det synes helt tydeligt, at Facebook kan handle, når seriøse datalækager når offentligheden.«

Rapporten langer også ud efter Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, som har nægtet at afgive vidnesbyrd over for det britiske parlament, og i stedet sendt ansatte, der ikke kunne svare på undersøgelseskommissionens spørgsmål, lyder det i rapporten. I rapporten bliver han beskyldt for at have løjet om, at Facebook ikke skulle have solgt brugeres data til tredjeparter.

»Mark Zuckerberg lykkes fortsat ikke med at udvise det lederskab og personlige ansvar, som burde kunne forventes af en, der sidder på toppen af en af verdens største virksomheder,« har formanden for komiteen, Damian Collins, sagt til The Guardian.

Det britiske oppositionsparti Labour bakker op om komiteens konklusioner. Fra partiets næstformand, Tom Watson, lyder det blandt andet, at »få individer har udvist foragt for vores parlamentariske demokrati, som Mark Zuckerberg har«.

Han mener – ligesom komiteen – at Storbritannien bør adoptere ny regulering, som gør det nemmere at straffe internationale techgiganter som Facebook, skriver The Guardian.

»Hvis der er én ting, der forener politikere af alle farver i denne svære tid for vores land, så er det vores fælles bestræbelse på at få ham og hans firma til at stå ret,« siger Tom Watson til The Guardian.

Rapporten advarer også om, at Facebook kan bruge sin magtfulde position i techindustrien til at bryde britiske konkurrencelove og knuse mulige konkurrenter. Facebook kan for eksempel nægte andre techvirksomheder adgang til brugerdata, og det kan gøre opstarten væsentligt sværere.

I flere apps er det for eksempel muligt at logge ind med éns Facebook-login, og apps som Instagram og Twitter er direkte koblet op til Facebook, så brugernes opslag kan deles alle steder på én gang.

Facebook har udsendt en pressemeddelelse, efter at rapporten blev udgivet. I den forklarer techgiganten, at Facebook allerede har taget en række skridt mod at ændre sin forretningsstrategi, og at Facebook støtter øget regulering, når det gælder privatliv – men firmaet nægter i samme ombæring at have forbrudt sig mod britiske love, skriver The Washington Post.

»Selv om vi stadig har mere at gøre, er vi ikke den samme virksomhed, som vi var for et år siden,« forklarer Karim Palant, som er talsmand for Facebook i Storbritannien.