Fabrikslukninger skal sikre OL under blå himmel i Beijing

De kinesiske myndigheder tager drastiske metoder i brug for at få ren luft til OL. I dag lukker hundreder af fabrikker og byggepladser ned i hovedstaden, mens halvdelen af bilerne forsvinder fra vejene.

BEIJING: Den 40-årige Xia sveder. Der er store pletter på hans brune t-shirt. Han står på en byggeplads i Beijing, hvor han er ved at læsse fliser på en lastbil. Han er ved at rydde op.

Byggepladsen lukker. Han har arbejdet her i fire år, men nu skal han hjem til Henan-provinsen.

»I morgen går jeg ned og køber en togbillet,« siger Xia, der er en af Beijings millioner af migrantarbejdere, som ikke kan regne med at få arbejde her i byen i de næste to måneder.

For i dag lukker flere hundrede fabrikker, støberier, stålværker, kraftværker og støvede byggepladser såvel i selve Beijing som i provinserne omkring Kinas hovedstad. Det drastiske initiativ skal få forureningen til at forsvinde fra Beijing, så de 10.500 olympiske atleter ikke risikerer deres helbred ved at dyrke topidræt i byen, der normalt er en af verdens mest forurenede hovedstæder.

Trafikken begrænses
Samtidig forsvinder halvdelen af Beijings 3,3 millioner biler også fra vejene. Man må kun køre i sin bil hver anden dag alt efter, om nummerpladen ender på et lige eller ulige nummer.

Der er også skærpede miljøkrav til 174.000 restauranter, der skal rense røgen fra køkkenerne. Derudover skal 2.000 tøj-renserier og 300 bilværksteder også have styr på udledningen af kemikalier.

Dermed håber den kinesiske regering at få renset luften under OL. Den Internationale Olympiske Komite (IOC) har sagt, at den vil udsætte udendørsarrangementer, hvis forureningen er for voldsom.

En ny rapport fra den kinesiske regering viser dog, at det går den rigtige vej for forureningen. Udledningen af svovldioxid faldt sidste år med 4,7 procent sidste år. Samtidig viser de officielle målinger, der bliver lavet hver dag flere steder rundt om i byen, at luften bliver bedre og bedre. Det lokale miljøagentur bruger en skala, der hedder API. Det står for Air Pollution Index og er en skala, der går fra 0-300. Jo lavere, jo bedre. Miljøagenturet regner et tal mellem 51-100 for godt.

Kritik af målinger
Det er ikke første gang, at luftforureningen er et problem under OL. Det var det også i Los Angeles i 1984, i Seoul i 1988 og sidste gang i Athen i 2004. Men problemet er langt større denne gang. I december 2006 blev der eksempelvis målt en API i Beijing på hele 500.

Beijing siger selv, at de har fået styr på forureningen siden da. At der kommer flere og flere dage, som ligger under 100 API.

Men der findes ikke andre tal, for der er ikke nogen uafhængige målinger. Flere kritikere har sagt, at der bliver flyttet rundt på målestationerne for at manipulere med tallene, og at der er blevet slækket på standarderne.

Alligevel tror Joshua Fu, der er medforfatter til en videnskabelig artikel om luftforureningen under OL i Beijing, at regeringens plan vil virke. Undtagen hvis det bliver dårligt vejr.

»Uheldigvis spiller vejret en stor rolle. Især om sommeren hvor der ikke kommer mange vinde med ren luft fra Mongoliet,« siger Joshua Fu, der er civilingeniør og lektor på University of Tennessee.

Derimod kommer vindene om sommeren fra de mere forurenede naboprovinser som for eksempel Shanxi, der er Kinas største producent af kul.

Derfor er det ikke sikkert, at den grå dyne af forurening vil forsvinde fra Beijing. Joshua Shu siger, at der er gode og dårlige dage. Som der har været den seneste uge. Sidste lørdag vågnede byens cirka 17 millioner indbyggere op til en blå himmel. Det er så usædvanligt, at der var artikler om fænomenet i aviserne dagen efter.

Værd at ofre sig for
Men kampen om den blå himmel går altså også ud over Xia og de andre migrantarbejdere. Han siger selv, at han tjener omkring 2.000 yuan om måneden. Det er lidt under 1.400 kroner.

»Normalt ville der være masser af arbejde. Men nu lukker alt ned, så jeg bliver nødt til at tage hjem i to måneder. Det koster mig cirka 5.000 yuan,« siger Xia, der som de fleste andre migrantarbejdere i Beijing ikke får nogen form for kompensation. Alligevel siger han, at han er godt tilfreds:

»Det er en stor begivenhed for Kina, som vi skal støtte. Sådan er det. Vi må alle ofre lidt. Men jeg kommer tilbage om to måneder.«