F-35-fly skal hædre kong Harald med særlig formation
Ærestropper fra Danmark kommer onsdag til at være til stede i Norge i forbindelse med kongelig begravelse.

Ærestropper fra Danmark kommer onsdag til at være til stede i Norge i forbindelse med kongelig begravelse.

Når den norske kong Harald onsdag begraves, deltager alle dele af det norske forsvar, mens blandt andet danske ærestropper også deltager.
Når begravelsesceremonien i Oslo Domkirke er slut, og kongens båre bæres ud omkring klokken 14, kommer F-35-fly til at flyve i en såkaldt missing man-formation.
En missing man-formation indebærer, at fire fly flyver i formation. Over begravelsesoptoget bryder et fly formationen for at flyve til vejrs.
Det symboliserer en person, som rejser videre og efterlader et tomrum i formationen.
Det er meget få personer, der hædres med denne formation. Det kan blandt andet være tidligere chefer i det norske søværn.
Kong Harald var general i hæren og luftforsvaret og admiral i søværnet.
I alt 3500 personer fra hele det norske forsvar kommer onsdag til at være ceremonielt repræsenteret i Oslo.
Storbritannien, Sverige og Danmark sender også ærestropper.
Efter begravelsen i Oslo Domkirke bliver båren med kong Harald fragtet igennem Oslos gader.
Langs Karl Johans Gate i det centrale Oslo kommer 1900 soldater til at danne espalier - altså lange rækker på hver side af gaden.
På Slotspladsen kommer hæren til at stå. Efterfølgende følger flåden båren til Stortinget, der er det norske parlament, hvorefter luftforsvaret udgør den sidste del af espalieren.
Fra dansk side deltager kong Frederik, dronning Mary, kronprins Christian og prinsesse Benedikte.
Onsdag morgen har Statsministeriet desuden oplyst, at statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i begravelsen.
Inden for Danmarks grænser markeres den norske konges begravelse også.
Fra klokken 08.00 onsdag morgen vajer flaget på halvt fra Amalienborg, Christiansborg, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Københavns Rådhus.
RITZAU/NTB