F-16 styrter og rammer lagerbygning i Californien

12 mennesker kommer lettere til skade ved flystyrt. Piloten skød sig ud efter at have mistet kontrol over fly.

Hydraulikken svigtede på F-16-kampfly over det sydlige Californien. Mirakel at flyet ikke eksploderede, da det ramte bygning, siger brandchef. (Arkiv). Christian Als/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Et F-16-kampfly er styrtet ned i en lagerbygning i det sydlige Californien. Det skete, efter piloten lod sig skyde ud af flyet.

Ulykken skete uden for March Air Service Base øst for Los Angeles torsdag. 12 mennesker kom lettere til skade, blandt dem piloten.

»Jeg hørte eksplosionen og vendte mig om ved bagsiden af bygningen. Her ser jeg store flammer og loftet, der begynder at falde ned i alle dele af bygningen,« siger Daniel Gallegos, der arbejder på lageret, til en lokal tv-station.

TV-billeder af lagerbygningen viste et stort gabende hul i taget, hvor flyet ramte. Der udbrød brand, men den blev hurtigt slukket af sprinklere inde i bygningen.

Ulykken skete under en træningsflyvning, fortæller en brandchef på flybasen, Timothy Holliday.

- Piloten fik problemer med hydraulikken. Han begyndte at miste kontrollen over flyet, siger han.

Ifølge Holliday er det et mindre mirakel, at F-16-flyet ikke eksploderede, da det ramte lagerbygningen.

F-16 er de kampfly, som det danske luftvåben råder over. De skal i de kommende år afløses af de mere avancerede F-35.

/ritzau/AP