F-16-fly styrtet ned ved NATO-base: Mindst ti dræbt

Flyet styrtede ned i et parkeringsområde, hvor flere andre fly stod parkeret.

Røgen stiger til vejrs efter et F-16 fly i dag styrtede ned nær en NATO-base ved Albacete i Spanien. Fold sammen
Læs mere
Foto: MANU

Ti er omkommet, og 13 er såret, efter et græsk F-16 fly mandag er styrtet ned ved en NATO-base i Albacete i det sydlige Spanien.

Ulykken indtraf omkring klokken halv fire mandag eftermiddag, netop som det græske fly skulle til at lette. Ifølge forsvarsministeriet i Madrid »mistede flyet kraft,« og kunne derfor ikke lette, hvorpå det »forulykkede mod nogle fly, som var stationeret der,« som det hedder i meddelelsen.

De døde og sårede er alle militærfolk fra en række NATO-lande, skriver avisen El Pais, der mener at vide, at der er tale om personnel fra seks eller syv forskellige lande.

Det forulykkede fly indgik i NATOs Tactical Leadership Programme, TLP, og det deltog i en øvelse, som primært handlede om efterudddannelse af piloter.

Øjenvidner kunne fortælle til den spanske avis, at der havde været en eksplosion og en efterfølgende brand. Røgudviklingen var meget voldsom, idet flyet havde været fyldt med højeksplosivt brandstof, og den kunne ses på lang afstand. Flyet havde desuden en ikke nærmere defineret last med, som kunne eksplodere ved høj varmeudvikling, og derfor er det fortsat for farligt at nærme sig flyet.

Blandt de døde er i hvert fald de to piloter i det forulykkede fly, meddeler avisens kilder i forsvaret. Blandt de 13 sårede har syv fået alvorlige læsioner, fem havde ikke nærmere beskrevne diagnoser, mens en enkelt foreløbig er blevet udskrevet.

Chefen for det spanske luftvåben, general Francisco Javier García Arnáiz, er fløjet til basen ved Albacete cirka 200 kilometer sydøst for Madrid, hvor NATO gennemfører en del af sin efteruddannelse af piloter.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, begræder i en officiel udtalelse ulykken.

»Det er en tragedie, der berører hele NATO-familien. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de efterladte og til de nationer, der har mistet borgere, og jeg håber, de sårede kommer sig hurtigt,« siger den norske generalsekretær i en officiel udtalelse.

Det græske fly var et af fire, som medvirkede i øvelsen, der i øvrigt også har deltagere fra Belgien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, USA og Danmark.

Den danske forsvarskommando bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau, at man har fire personer udstationeret på basen, men ingen af dem er kommet til skade ved ulykken.