Exitpoll: Howard taber stort ved australsk valg

Den konservative John Howard lider et klart nederlag til Labor ved det australske parlamentsvalg. Det viser den første exitpoll efter valglokalernes lukning.

Ikke kun taber den konservative premierminister John Howard ved lørdagens parlamentsvalg i Australien. Labor-partiet fra oppositionen vinder en jordskredssejr.

Det viser den første exitpoll, som blev offentliggjort samtidig med valglokalernes lukning.

Ifølge valgstedsundersøgelsen for tv-stationen Sky får Labor 53 procent af stemmerne og kan danne regering alene. Det bliver i så fald med Labor-leder Kevin Rudd som ny premierminister.

Der er 47 procent til den regerende koalition mellem Howards Liberale Parti og Det Nationale Parti.

John Howard har været australsk premierminister de seneste 11 år.

Hovedemnerne i valgkampen var den australske militære tilstedeværelse i Irak, landets klimapolitik og diverse økonomiske spørgsmål.

/ritzau/Reuters