Evakuerede amerikanere nær truet dæmning kan vende hjem

Oroville-dæmningen er ikke længere så presset, at beboerne i området skal holde sig væk, siger sherif.

Det er nu sikkert for beboerne i nærheden af Oroville-dæmningen i den amerikanske delstat Californien at vende hjem, siger den lokale sherif ifølge Reuters.

Beboerne var evakueret grundet frygt for, at dæmningen kunne kollapse.

Ifølge Reuters fortæller sheriffen for området, Butte, at den tidligere evakueringsordre nu er nedgraderet til en advarsel om, at der kan komme endnu en ordre på et tidspunkt.

Over 180.000 mennesker i det nordlige Californien blev mandag bedt om at forlade deres hjem ved Oroville-dæmningen, der er USA's højeste dæmning.

Det skete grundet bekymring om en afløbskanal ved dæmningen, som er blevet beskadiget efter voldsomme regnskyl. Myndighederne vurderede, at der var overhængende fare for, at dæmningen kunne kollapse.

Det var smeltet sne og kraftigt regnvejr, som førte til, at vandreservoirets kapacitet nåede op på 100 procent. I sidste uge begyndte myndighederne derfor at lukke vand ud af to sidekanaler for at reducere vandmængderne.

Ingeniører begyndte torsdag arbejdet med at udlede vand fra dæmningens overløbssystem.

De opdagede et stort hul i den ene af sidekanalerne og efterfølgende erosionsskader. Det skabte fare for et sammenbrud, hvor ukontrollerede vandmængder kunne strømme ned mod bebyggede områder.

Dæmningen ligger 105 kilometer nord for delstatshovedstaden Sacramento og nær byen Oroville, som har 16.000 indbyggere. Dæmningen blev bygget i 1960'erne. Den er med sin 235 meter den højeste i USA.

/ritzau/