EUs topledere er indkaldt til krisemøde efter bådtragedie

Lederne i EU-landene er blevet indkaldt til et hastemøde i Bruxelles på torsdag for at diskutere udfordringerne i Middelhavsområdet, hvor over 1.000 flygtninge frygtes omkomne i forskellige bådforlis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Opielok Offshore Carriers

Lederne i EU-landene er blevet indkaldt til et hastemøde i Bruxelles på torsdag for at diskutere udfordringerne i Middelhavsområdet, hvor over 1.000 flygtninge frygtes omkomne i forskellige bådforlis.

EU-præsident Donald Tusk bekræfter på sin Twitter-profil, at han har indkaldt til et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd, der har medlemslandenes stats- og regeringschefer som medlemmer.

»Det kan ikke fortsætte på den måde. Vi kan ikke acceptere, at flere hundrede mennesker dør under deres forsøg på at krydse havet til Europa. Derfor har jeg besluttet at indkalde et ekstra møde i Det Europæiske Råd på torsdag,« siger Tusk i en pressemeddelelse.

EU har fået skarp kritik fra flere kanter efter weekendens tragiske forlis, hvor en båd med op mod 950 flygtninge kæntrede. Unionen kritiseres for at være for passive i udfordringerne med de mange flygtninge fra Afrika, der omkommer i bestræbelserne på at krydse Middelhavet.

BNB