EU's medlemslande har godkendt brexit-handelsaftale

EU's ambassadører var mandag samlet for at drøfte brexitaftalen, som er blevet foreløbigt godkendt.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL GROVER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU's ambassadører har mandag foretaget en foreløbig godkendelse af brexitaftalen med Storbritannien, siger en talsmand i Bruxelles.

»Ambassadørerne har enstemmigt godkendt aftalen foreløbigt,« fastslår Sebastian Fischer, som er talsmand for det tyske EU-formandskab.

En endelig godkendelse ventes tirsdag ved skriftlige procedurer, der anses for at være en formalitet.

Det britiske parlament skal onsdag diskutere aftalen, som ventes at blive godkendt dagen før nytårsaften.

Storbritannien og EU nåede efter ti måneders forhandling til enighed om aftalen juleaftensdag. Den gælder handel og det fremtidige forhold mellem parterne.

Aftalen kom på plads i 11. time, da briterne forlader EU's indre marked og toldunion den 31. december.

Det britiske parlaments godkendelse onsdag er ikke nødvendig for, at aftalen kan træde i kraft i provisorisk form. På den måde ventes den toldfrie og kvotefrie handel at kunne fortsætte uden afbrydelser efter nytår.

Hovedtrækkene fra den foreløbige aftale indebærer, at der opretholdes en told- og afgiftsfri handel med varer. Der er indgået en aftale om tjenesteydelser på et niveau, som det kendes fra andre EU-handelsaftaler med tredjelande.

Der er fundet et kompromis om regler for oprindelsesland, der er afgørende for, om en vare kan være dækket af den toldfri handel. Der er lavet særregler for blandt andet elbiler.

Briterne kommer ikke til at afstemme sine konkurrenceregler med EU's regler, og der bliver ikke, som EU havde ønsket, krav om forhåndsgodkendelse af statsstøtte af en uafhængig instans.

I en overgangsperiode får EU-lande ret til fortsat at fiske i britisk farvand, men med en reduktion på 25 procent af den nuværende volumen. Det er meningen, at parterne skal forhandle om eftertiden i denne overgangsperiode.

EU accepterer britiske standarder for dyresundhed og -sikkerhed, som gør at eksport af kød, fisk og dagligvarer kan fortsætte.

En tvistbilæggelsesordning skal sikre den fair konkurrence mellem parterne.

/ritzau/AFP