Med et dansk EU-formandskab lige om hjørnet, risikerer Danmark nu at blive endnu mere isoleret i EU. Det kan nemlig blive konsekvensen af den galoperende gældskrise i Europa, som truer hele EU-samarbejdet, vurderer førende, danske EU-ekspert.
Onsdag tegnede EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, det hidtil mest dystre billede af EUs situation:
- Vi må erkende, at vi står over for den største udfordring i det europæiske samarbejdes historie, sagde han.
Kuren, der skal føre EU gennem de hårde tider, er en stribe nye økonomiske og politiske initiativer EU-landene imellem - initiativer, som rykker EU-landene tættere sammen. Forbundsdagen i Berlin har netop torsdag middag stemt ja til det ene forslag - en udvidelse af EFSF-krisefond for eurozonen.
Ifølge EU-forsker og professor ved Københavns Universitet, Marlene Wind, går Danmark et kaotisk formandskab i møde. Barrosos forslag er nemlig et syvmileskridt hen imod et tættere økonomisk samarbejde i EU, men Danmark er ikke med i kernen, påpeger hun.
- Det kommer til at koste indflydelse, fordi vi ikke er med i indercirklen. De nye initiativer vil tydeliggøre, hvem der sidder i førersædet og hvem, der sidder på bagklappen - dvs. de EU-skeptiske lande som Danmark, England og til dels Sverige.
Den økonomiske situation ventes at overskygge alle andre emner, under det danske EU-formandskab til næste år.
- Der vil opstå situationer, hvor Danmark skal lede forhandlinger mellem EUs centrale aktører om tættere, økonomisk integration i EU. Vi kommer til at være formandsland i en periode, hvor EU kan tænkes at tage et kæmpe skridt - mens vi reelt sidder uden for døren.
Selvom der spekuleres i et totalt EU-sammenbrud på grund af gældskrisen, er Marlene Wind overbevist om, at de centrale EU-lande vil gøre alt for at nå til en løsning.
- For Sarkozy og Merkel er der kun én vej frem for EU. Det er ikke et alternativ, at unionen bryder sammen, så de vil på den ene eller den anden måde vise, at de støtter Barroso, siger hun og understreger, at selvom de kan være uenige i enkeltelementer i Barrosos nye strategi, så støtter de ham.