EU's Kallas afviser Putins forslag om eks-kansler som Ukraine-forhandler
Ruslands præsident har peget på Gerhard Schröder som sin foretrukne forhandler på EU's side.

Ruslands præsident har peget på Gerhard Schröder som sin foretrukne forhandler på EU's side.

Står det til Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal EU sende den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder som repræsentant i fremtidige forhandlinger med Rusland og Ukraine.
Men det vil være en dårlig idé, mener EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
Det siger Kallas mandag morgen forud for et møde med EU's udenrigsministre i Bruxelles, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Hvis vi giver Rusland retten til at udpege en forhandler på vores vegne, så vil det ikke være særligt klogt, siger Kaja Kallas.
Putins forslag om at sende Gerhard Schröder til forhandlingerne kom lørdag, da den russiske præsident blev spurgt af journalister, hvem han gerne så som EU's repræsentant i kommende forhandlinger med Ukraine og Rusland.
Gerhard Schröder, der var forbundskansler i Tyskland fra 1998 til 2005, har efter kanslertiden arbejdet tæt sammen med Vladimir Putin.
Schröder har haft højtstående poster i russiske energiselskaber - herunder en bestyrelsespost i olie- og gasselskabet Rosneft.
Denne post forlod han i maj 2022. Det var tre måneder efter, at Rusland invaderede Ukraine, og Schröders post i Rosneft fik EU-Parlamentet til at opfordre til, at Schröder blev sat på EU's sanktionsliste.
På grund af Schröders tætte forbindelser til Rusland "ville han sidde på begge sider af bordet" i forhandlinger om Ukraine, siger Kaja Kallas.
- Gerhard Schröder har været lobbyist på højt niveau for statsejede, russiske virksomheder.
- Så det er tydeligt, hvorfor Putin vil have ham til at være personen (der forhandler, red.), så han faktisk kunne sidde på begge sider af bordet, siger EU's udenrigschef.
Af konkrete russiske energiprojekter har Schröder sammen med Putin stået i spidsen for North European Gas Pipeline, der blev iværksat i 2005.
I 2010 blev det til North Stream, som via rørledninger sender gas til Europa.
Gerhard Schröder er 82 år og var valgt for det socialdemokratiske SPD, da han var aktiv i tysk politik.
/ritzau/