EUs jagt på menneskesmuglere i modvind

Modstand i FN og i Libyen betyder, at EU-landene stadig er ude af stand til at sætte militæret­ ind mod menneskesmuglerne i Middelhavet. Spørgsmålet er også, om en sådan EU-aktion vil virke i praksis, mener ekspert.

En immigrant går fra borde tirsdag i Messina, Sicilien. Onsdag kæntrede et skib med ca. 600 immigranter om bord ud for Libyens kyst. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Båden, der onsdag forliste med omkring 600 flygtninge i havet ud for Libyen, er ikke bare endnu en dramatisk understregning af, at strømmen af mennesker på flugt mod Europa forsætter. Kæntringen, der kan have kostet 200 livet, er samtidig en påmindelse om, at EU-landenes regeringer fortsat ikke har leveret den vare, de solgte den europæiske offentlighed tilbage i for­sommeren: Nemlig at EU nu ville tage kampen op direkte med de menneske­smuglere, der sender­ titusindvis af flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika over Middelhavet med kurs mod Europa. Operationen – forkortet »EUNAVFOR Med«, der blev endeligt vedtaget i EU-systemet den 22. juni, indebærer blandt andet militære enheder, der skal tilintetgøre »menneskesmuglernes forretning« og opbringe/destruere deres fartøjer.

Status i dag er, at operationen stadig er på standby, fordi EU ikke kan få den tilladelse, der er nødvendig, da EU-landene skal gribe militært ind i et tredjeland – nemlig Libyen, hvorfra de fleste bådflygtninge stævner ud.

Det er enten FNs Sikkerhedsråd eller den libyske regering, der skal give EU det nødvendige mandat, og det synes at have lange udsigter, hvis det nogensinde lykkes.

I Sikkerhedsrådet blokerer Rusland, der stadig ikke har glemt, hvad der skete sidste gang, Vesten fik mandat til at gribe militært ind i Libyen. Mandatet gav NATO bemyndigelse til at bombe den daværende diktator Gaddafis hær for at beskytte civilbefolkningen mod overgreb. Men NATOs bomber endte med at bringe Gaddafis regime til fald, og det får stadig russerne til at se rødt.

I Libyen, der har været hærget af borger­krig siden Gaddafis fald, er der ingen regering, der kan give EU grønt lys til at jagte menneskesmuglerne i libysk farvand og som planlagt på landjorden. Libyen har mindst to regeringer, der bekriger ­hinanden, plus et hav af væbnede militser, der kontrollerer hvert sit område. Og ingen af de stridende magthavere har til sinde at byde EU indenfor, heller ikke den regering, som det internationale samfund inklusive EU anerkender.

Denne regering, der holder til i byen Tobruk – altså ikke engang i hovedstaden Tripoli, der kontrolleres af en konkurrerende regering – har klart afvist EUs plan som »ikke human«. Og selv hvis det skulle lykkes EU at få Tobruk-regeringen på andre tanker, så har den ikke kontrol over de områder langs Libyens kyst, hvor menneskesmuglerne for alvor opererer, understreger Martin Lemberg Pedersen, der er postdoc ved Centre for Advanced Migrations Studies på Københavns­ Universitet.

»Samlet set er der ikke sket så meget, siden EU besluttede at slå til mod menneske­smuglerne. Jo, der er mere patruljering og indsamling af informationer, men det kunne EU skrue op for i forvejen,« siger Martin Lemberg Pedersen, der har lavet feltstudier om flygtningeruterne i flere lande.

Flygtningene som gidsler

Samtidig peger den danske migrations-ekspert på en række problemer, som EU vil løbe ind i, hvis det skulle lykkes at få det nødvendige mandat til at igangsætte jagten på menneskesmuglerne.

»For det første er der risikoen for collateral damage – altså at EUs operationer koster flygtningeliv. Den risiko taler EU også selv om. Og hvad vil EU stille op, hvis menneskesmuglerne tager flygtningene som gidsler og bruger dem som menneskelige skjolde for at beskytte sig mod EUs angreb?,« siger Martin Lemberg Pedersen.

»For det andet kan det være svært at skelne mellem menneskesmuglere og flygtninge, og nogle af fartøjerne sejles jo også af flygtningene selv. Med de to ubåde og de droner, som EU nu har taget i anvendelse for at få mere nøjagtige informationer, har man måske bedre muligheder for at skelne mellem rigtige fiskerbåde og fiskerbåde, der bruges til flygtninge, men overvågningen kan jo ikke afsløre, om skibet sejles af en smugler eller en flygtning,« siger Martin Lemberg Pedersen, der samtidig mangler svar på, om EU-landene er parat til at retsforfølge de menneskesmuglere, der eventuelt pågribes.

»Vi har jo set en manglende vilje til at retsforfølge piraterne ved Somalia. I mange tilfælde er de bare blevet sat på fri fod,« siger han.

Ifølge den danske ekspert er der samtidig risiko for, at EU vil blive mødt af modstand fra lokale væbnede grupper i Libyen. De tjener penge på at kræve afgifter af menneskesmuglerne, og blandt de væbnede grupper er også den libyske afdeling af Islamisk Stat, der i stadig større grad er aktiv i kystområderne.

»EU må forholde sig til, at menneske­smuglerne kan blive kastet i armene på Islamisk Stat,« vurderer Martin Lemberg Pedersen.

Endelig kan EUs mission ende med at sende endnu flere mennesker på flugt mod Europa, mener han.

»Det kan blive konsekvensen, hvis de libyske fiskere bliver nødt til at opgive deres erhverv,« forklarer Martin Lemberg Pedersen, der konkluderer, at »EUs meget ivrige politiske ledere« har oversolgt deres plan om at jagte menneskesmuglerne.

En hjælp til menneskesmuglerne?

Det samme mener Italiens tidligere forsvarschef general Vincenzo Camporini, der for nylig over for det respekterede netmedie, euobserver, beskrev EUs planlagte indsats mod menneskesmuglerne som en politisk gestus, der skal få den europæiske offentlighed til at tro, at deres ledere virkelig gør noget ved problemet.

»Når det kommer til stykket, er det en hjælp til smuglerne, fordi det vil give folk flere muligheder for at nå deres mål, som er at komme til Europa,« siger den tidligere forsvarschef med henvisning til, at EUs operation vil opmuntre menneskesmuglerne til at sende flere flygtningebåde til havs vel­vidende, at der vil være flere EU-fartøjer, der i henhold til de internationale regler for søfart har pligt til at redde dem.

Eller som den amerikanske tænketank Stratfor konkluderede torsdag i en analyse af EUs udfordringer efter kæntringen af endnu en flygtningebåd:

»Faktisk har Europas ledere kun få gode muligheder for at afhjælpe situationen.«