EU's chefforhandler vil have tempoet op på Brexit-forhandlinger

Theresa May siger, at teksten i EU's udkast til exit-aftale ville underminere den britiske forfatning.

Theresa May siger, at teksten i EU's udkast til exit-aftale ville underminere den britiske forfatning. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTOPHER FURLONG

Tempoet skal op i forhandlingerne om den britiske exit fra EU, hvis det skal lykkes at gennemføre en ordentlig proces.

Det siger EU's chefforhandler, Michel Barnier, onsdag på et pressemøde i Bruxelles.

Her offentliggør han samtidig et juridisk udkast med 168 paragraffer, der udmønter den aftale om udmeldelsen, som parterne blev enige om rammerne for i december.

»Hvis vi vil lykkes med disse forhandlinger, må vi have farten op,« siger Michel Barnier.

I aftalen fra december fastslog EU og Storbritannien, at en hård grænse, der kan sætte fredsprocessen i Nordirland på spil, skal undgås.

Det mener Storbritannien blandt andet kan sikres ved brug af moderne teknologi på grænsen.

Men der er endnu ikke kommet nogle forslag til, hvordan det kan ske.

Derfor bygger EU's udkast til aftale på, at der sker en "fuld lovgivningsmæssig tilpasning" i forhold til EU's indre marked og toldunionen, står der i teksten.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, siger i en umiddelbar kommentar, at teksten i udkastet ville underminere den britiske forfatning, skriver Reuters.

Hun siger, at ingen britiske premierminister ville nogensinde gå med til sådan en aftale.

/ritzau/