EUs Brexit-forhandler giver klar besked til Mays fremtidige afløser: Der er kun én skilsmisseaftale

Hvis briterne vil forlade EU uden en aftale, er det fint. Hvis de vil blive i EU, er det også fint. Men hvis de vil have en anden aftale end den, Theresa May tre gange fik nedstemt i Underhuset, kan de godt glemme det. Sådan lyder beskeden fra EUs chefforhandler Michel Barnier.

EUs chefforhandler Michel Barnier er blandt de uofficielle kandidater til posten som Europa-Kommissionens nye formand. Fold sammen
Læs mere
Foto: YANNIS KOLESIDIS

Storbritanniens nye premierminister har en stor opgave foran sig. Vedkommende skal nemlig levere det Brexit, som Theresa May aldrig formåede at få indfriet.

Mens britiske Konservative løber om kap for at finde Theresa Mays afløser, har Europa-Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, på forhånd givet klar besked til hvem end, der kommer til at skulle forhandle Brexit med EU for eftertiden: Der er kun én mulig skilsmisseaftale.

Og det er stadig den, Theresa May tre gange sendte til afstemning i Underhuset og hver gang fik nedstemt.

»Hvis valget er at forlade EU uden en aftale - fint. Hvis valget er at blive i EU - også fint. Men hvis valget stadig er at forlade EU på en ordentlig måde, er denne aftale den eneste mulighed,« har Barnier sagt i et interview med The New York Review of Books.

Flere af de håbefulde premierministerkandidater har ellers lovet at genforhandle skilsmisseaftalen og fjerne det såkaldte irske backstop.

Backstoppet er den nødforanstaltning, der skal sikre, at der ikke kommer en hård grænse mellem Nordirland og Irland. Flere konservative parlamentsmedlemmer frygter, at en sådan ordning kan føre til, at Nordirland fortsat vil blive hængende i EUs toldunion, efter at Brexit er fundet sted.

Men ifølge Michel Barnier, som også er blandt de uofficielle kandidater til posten som Europa-Kommissionens nye formand, er det ikke muligt at erstatte backstoppet med en alternativ grænseløsning i skilsmisseaftalen. Det er der ikke tid til, hvis aftalen skal indgås inden 31. oktober.

Når skilsmisseaftalen er underskrevet, kan EU og Storbritannien derimod begynde at arbejde på alternative løsninger, siger han.

»Vi har sagt, at når fratrædelsesaftalen er accepteret, kan vi omgående begynde arbejdet på en langsigtet løsning for den irske grænse,« siger han og henviser til, at grænsen for eksempel kan bevogtes med droner og teknologi:

»Men ingen af de løsninger er tilgængelige i dag.«

Den forhenværende britiske udenrigsminister Boris Johnson, som stadig er blandt storfavoritterne til at afløse May, har lovet, at Storbritannien forlader EU 31. oktober - med eller uden aftale.

Ved europaparlamentsvalget gik knapt hver tredje britiske stemme til Nigel Farage’s nye, EU-skeptiske Brexit Party. Med 29 mandater i Europa-Parlamentet har Farage nu svoret, at han vil kæmpe for et hårdt Brexit - altså, uden en skilsmisseaftale.