Eurovision boykotter kinesisk tv efter censur af to sange

Eurovision opsiger aftale med kinesisk tv efter censur. Irakiske soldater anholder fem IS-ledere på syrisk grænse. Weinsteins kone: Jeg troede mit ægteskab var lykkeligt. Få overblikket over nattens nyheder fra udlandet her.

Den irske optræden af Ryan O'Shaugnessy blev torsdag censureret af en kinesisk tv-station. Hans sang "Together" handler om et mislykket kærlighedsforhold. På scenen under hans optræden blev kærlighedshistorien udspillet af to mandlige dansere. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSE SENA GOULAO

Den kinesiske tv-kanal Mango TV får ikke lov til at sende finalen i Eurovision Song Contest på lørdag.

Det meddeler European Broadcasting Union (EBU), som arrangerer det internationale melodigrandprix, i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, efter at den kinesiske tv-kanal tirsdag censurerede to optrædener under semifinalen, som kanalen sendte forsinket.

- Det er ikke i tråd med EBU's værdier om universalitet og inkludering eller med vores stolte tradition for at fejre diversitet igennem musik, skriver EBU i pressemeddelelsen.

- Det er med ærgrelse, at vi derfor med øjeblikkelig virkning afslutter vores partnerskab med tv-stationen.

Det er det kinesiske tv-selskab Hunan TV, der har rettighederne til at vise det internationale melodigrandprix i Kina. Det vises på selskabets online tv-kanal Mango TV.

Den ene af de to censurerede artister var den kraftigt tatoverede Eugent Bushpepa fra Albanien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men også hele den irske optræden af Ryan O'Shaugnessy blev censureret.

Hans sang "Together" handler om et mislykket kærlighedsforhold. På scenen under hans optræden blev kærlighedshistorien udspillet af to mandlige dansere.

Derudover censurerede Mango TV en række regnbueflag væk fra deres visning af showet.

LGBT-kultur er fortsat tabuiseret i Kinas underholdningsindustri, hvor forhold mellem personer af samme køn bliver censureret væk fra tv-programmer.

Det internationale melodigrandprix har længe været populært i LGBT-miljøer, hvorfor regnbueflag er et almindeligt syn ved semifinaler og finaler.

Melodigrandprixets finale afgøres lørdag og sendes direkte på DR1 klokken ni om aftenen.

Her vil den danske artist Jonas Flodager Rasmussen indtage scenen som nummer 15 i rækken af 26 finalister.

/ritzau/

Weinsteins kone: Jeg troede mit ægteskab var lykkeligt

Harvey Weinsteins kone, Georgina Chapman, der er ved at blive skilt fra den skandaleombruste filmproducer, siger i sit første interview siden afsløringerne om hendes eksmand, at hun "aldrig" havde gjort sig bekymring om hans adfærd.

I et interview med magasinet Vogue bliver modedesigneren Georgina Chapman spurgt om, hvorvidt hun havde haft nogen mistanke.

- Overhovedet ikke, svarer hun.

Interviewet kommer, syv måneder efter det første dusin kvinder stod frem og beskyldte ham for sexkrænkelser og chikane.

Chapman erkender, at hun havde været "så naiv", og at hun "er blevet så ydmyget og så ødelagt", mens skandalen har rullet.

- Jeg troede, at jeg havde et meget lykkeligt ægteskab, siger hun.

Weinstein og Chapman blev gift i 2007.

Hun meddelte, at hun gik fra Weinstein, få dage efter skandalen var kommet på forsiderne af avisen.

- Jeg gik ikke ud i syv måneder, efter historien var kommet ud, siger hun.

- Det er stadig meget, meget barskt, siger hun.

- Jeg gik op ad trappen den anden dag, og jeg måtte stoppe op. Det var, som om al luften var blevet slået ud af mig. Der er øjeblikke, hvor jeg er rasende, øjeblikke, hvor jeg er forvirret og øjeblikke, hvor jeg er helt lamslået, siger hun videre og tilføjer:

- Og der er øjeblikke, hvor jeg blot græder for mine børn. Hvad vil der ske dem nu? Hvad vil folk sige til dem?

Parret har to børn - på syv og fem år.

Vogue skriver om Weinstein, at han "er snart hendes eksmand".

Filmmogulen afviser alle de beskyldninger, der er blevet fremsat mod ham om, at han har forgrebet sig på kvinder mod deres vilje.

Den vanærede filmmand må slippe millioner af dollar for at blive skilt fra sin hustru. Parterne indgik kort før jul en aftale, som menes at løbe op i cirka 20 millioner dollar. Det svarer til 125 millioner kroner.

I efteråret blev Harvey Weinstein beskyldt for gennem mange år at have misbrugt sin magt som en af Hollywoods mest succesfulde filmproducere til at tvinge kvinder til sex.

Afsløringerne omkring Weinstein satte gang i #MeToo-kampagnen, hvor kvinder er trådt frem og har talt om sexchikane og seksuelle overgreb

Over 100 kvinder har beskyldt den 66-årige Weinstein for seksuelle overgreb og voldtægt.

/ritzau/

Irakiske soldater anholder fem IS-ledere på syrisk grænse

Irakiske styrker har pågrebet fem af Islamisk Stats (IS) ledere på grænsen mellem Irak og Syrien.

Det er sket i samarbejde med syriske styrker, som støttes af den amerikanskledede koalition. Det oplyser koalitionen i en erklæring torsdag.

Anholdelserne er et "betydeligt tilbageslag for Daesh", siger talsmand for koalitionen oberst Ryan Dillon, som bruger en anden forkortelse for den militante gruppe.

En talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, bekræfter, at irakiske styrker har pågrebet fem IS-ledere på den irakisk-syriske grænse.

- Disse anholdelser er et væsentligt tilbageslag for Isis, idet vi fortsætter med at fjerne gruppens ledere og krigere fra slagmarken, siger Pentagon-talsmand major Adrian J.T. Rankine-Galloway, som bruger en anden forkortelse for Islamisk Stat.

Også USA's præsident, Donald Trump, kommenterer anholdelserne.

- Fem af de mest eftersøgte ledere af Isis er fanget!, skriver han på Twitter.

Præsidenten giver dog ikke oplysninger om identiteten på de fem tilbageholdte.

Islamisk Stat er fordrevet fra alle områder i Irak af betydning, som den militante gruppe tidligere kontrollerede. Dog har gruppen fortsat tag om områder inde i Syrien langs grænsen til Irak.

Irak erklærede i december sidste år at have besejret Islamisk Stat, som i 2014 tog kontrol over næsten en tredjedel af landet.

Eksperter anslår, at omkring 20.000 mennesker er tilbageholdt i Iraks fængsler, fordi de er mistænkt for at have været medlemmer af IS.

Myndighederne i det irakiske Kurdistan har separat tilbageholdt over 4000 formodede IS-medlemmer, deriblandt udlændinge.

/ritzau/AP

Ung mand er bragt til Rigshospitalet med knivstik i låret

En 18-årig mand er sent torsdag aften bragt til Rigshospitalet med et knivstik i låret. Det oplyser Kenneth Jensen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

- Vi bliver kontaktet af Rigshospitalet klokken 23.01. Der er blevet indbragt en person, som er blevet stukket i låret med en kniv. Han er blevet bragt ind af nogle venner og er ved fuld bevidsthed, siger efterforskningslederen.

- Han er ikke i livsfare. Han er under behandling nu, men bliver snart udskrevet, tilføjer han kort efter midnat.

Den 18-årige mand har fortalt politiet, at knivstikkeriet fandt sted nær sportshallen Prismen på Holmbladsgade på Amager.

- Vi tager derud, og vi finder både en blodpøl og en kniv, så det stemmer jo med hans forklaring, siger Kenneth Jensen.

Men derudover har den 18-årige ikke ønsket at fortælle yderligere om hændelsen.

- Han er ikke særlig meddelsom. Han har kort forklaret, at han var derude, fordi han skulle hente noget til sin mor, og så bliver han overfaldet af tre personer, siger efterforskningslederen.

Ifølge politiet er den 18-årige mand ikke tilknyttet nogen bande.

/ritzau/

Brasiliansk politi dræbte over 5000 mennesker sidste år

Brasiliansk politi dræbte sidste år 5012 personer. Det er en stigning på 19 procent i forhold til 2016. Samtidig faldt antallet af dræbte politibetjente med 15 procent til 385.

Det viser en rapport, der er lavet i samarbejde mellem det brasilianske nyhedsmedie G1, universitetet i São Paulo og Brasiliens forum for offentlig sikkerhed.

Volden i de i forvejen hårdt plagede slumområder i Rio de Janeiro er steget i de seneste år.

Sidste år steg antallet af drab med otte procent sammenlignet med året inden og hele 26 procent sammenlignet med 2015.

Skyderier forekommer dagligt i slumkvartererne, og nu begynder også de mere velstående områder at blive ramt af volden.

Med godkendelse fra landets parlament overtog hæren i februar ansvaret for sikkerheden i delstaten Rio de Janeiro med hovedstad af samme navn.

Det skete i et forsøg på at få bugt med narkobanderne og den vold, der følger med dem.

Politiet i Brasilien er dog blevet kritiseret for at være skydegalt og for voldeligt.

I oktober sidste år skød og dræbte dræbte politiet i Rio de Janeiro ved en fejltagelse en spansk turist i et slumområde i byen.

I Rio de Janeiro blev der sidste år registreret 40 drab per 100.000 indbyggere.

/ritzau/dpa