Er man gammel nok og har set billedet af de to midaldrende mænd hånd i hånd, så glemmer man det aldrig.

Det var den 22. september 1984. Tysklands kansler Helmuth Kohl og Frankrigs præsident Francois Mitterand mødtes på et af de steder, som rummer hjerteblodet i Europas historie. Slagmarken Verdun i Nordøstfrankrig, hvor 800.000 franske og tyske soldater i 1916 mistede livet under Første Verdenskrig.

Det historiske billede symboliserer på én og samme tid tragedien og triumfen i forholdet mellem Europas to centrale nationer, Tyskland og Frankrig. Tragedien, fordi de to lande i to verdenskrige, som kostede op imod 80 millioner mennesker livet, stod på hver sin side af fronten. Triumfen, fordi det viser forsoningen og viljen til fred og desuden udtrykker essensen i den ånd, som EF og senere EU er bygget på.

I dag mødes den nuværende tyske kansler Angela Merkel og den spritnyudnævnte franske præsident Francois Hollande i Berlin. Ikke for at se tilbage, men for at se frem. De to er uenige om den politik, som skal bringe EU ud af det nuværende økonomiske morads.

Tilbageholdenhed møder investering

Merkel står for en klassisk konservativ politik med økonomisk tilbageholdenhed og bekæmpelse af offentlige underskud som vejen ud af krisen. Hollande står modsat for en klassisk socialdemokratisk politik. Han vil investere sig til vækst og job.

I dag skal det umage par bl.a. diskutere, hvordan man håndterer den græske krise, som er en trussel mod Euro-samarbejdet og Europas fremtidige økonomi. Iagttagere regner med, at den såkaldte finanspagt, som bl.a. sætter grænser for Eurolandenes offentlige udgifter, fremover vil stå uantastet. Der imod forudses det, at man på sigt vil blive enige om en plan, som skal sætte gang i investeringerne og skabe job i Europa.

Forholdet har høj, høj prioritet

Hollandes talsmand sagde i går, at økonomien i Europa er gået i stå, og at Frankrig ikke har gennemført valg, »for at få en europæisk præsident med navnet Merkel, som har magt til at bestemme alle andres skæbne«. Hollande udtrykte sig senere på dagen mere diplomatisk og sagde, at »vi ser ikke ens på alle emner, men vi vil tale om det på en måde, så vi sammen kan finde gode kompromiser«.

Den tyske udenrigsminister har bebudet, at han vil arbejde for vækstpagt ved siden af finanspagten, og den tyske finansminister har efterlyst lønstigninger, som kan være med til at sætte gang i forbruget ikke kun i Tyskland, men også i det øvrige Europa.

At Francois Hollande få timer efter sin indsættelse som præsident tirsdag formiddag senere samme dag haster til møde i Berlin siger noget om vigtigheden af det fransk-tyske forhold.

Merkozy bliver til Merkollande

Iagttagere er allerede begyndt at tale om, at det gode forhold mellem Merkel og den tidligere franske præsident Sarkozy – populært kaldet Merkozy, vil blive afløst af et nyt forhold mellem Merkel og Hollande – populært kaldet Merkollande.

Merkel og Hollande kender ikke hinanden, så udover at diskutere Grækenland og EU's økonomiske politik - der ventes efter mødet en fælles udtalelse om vækst - går mødet ud på, at de skal lære hinanden at kende.

Marlene Wind, professor i EU-forhold ved Københavns Universitet, siger, at mødet mellem Merkel og Hollande ikke alene er afgørende for forholdet mellem Tyskland og Frankrig, men for hele Europa.

- En velfungerende alliance mellem de to lande er garantien for, at Europa ikke falder fra hinanden. Det er mindre vigtigt, om Tyskland har et godt forhold til Storbritannien, Spanien eller et andet land. Det fransk-tyske forhold er EU's eksistensberettigelse, og sådan har det altid været, siger Marlene Wind.

Det europæiske fællesskab er defineret af forholdet mellem de to lande. Da forløberen for EU blev startet med Romtraktaten var Frankrig drivkraften. Frankrig ønskede med samarbejdet at inddæmme Tyskland. Ved at etablere et godt samarbejde mellem de to lande – dengang var Frankrig den ledende magt, og man talte fransk i det europæiske samarbejde – cementerede man hele det europæiske samarbejde.

- Inden for de senere år er magtbalancen mellem de to landet tippet til Tysklands fordel, mens Frankrig er blevet en mindre vægtig spiller. Men det ændrer ikke ved, at Tyskland også har utroligt meget brug for Frankrig. Mange lande er – særligt efter genforeningen - bange for Tyskland, og det gør det vigtigt for Tyskland, at man kan mønstre en tæt alliance med Frankrig. Tyskland vil af historiske grunde gerne vise, at man ikke gennemtvinger noget. Så selv om Tyskland er den stærke, så har landet brug for alliancen med Frankrig, siger Marlene Wind.

Så meget betyder det personlige forhold ikke

Helt fra EU's fødsel har Frankrig og Tyskland sammen med Benelux og Italien – de lande som havde de to verdenskrige tættest på – været drivkraften i det europæiske samarbejde. Storbritannien har i denne sammenhæng stået på sidelinjen og ikke haft hjertet med i samarbejdet.

Ifølge Marlene Wind er forholdet mellem statslederne i Tyskland og Frankrig helt afgørende, men man skal omvendt passe på med overdrive betydningen af de personlige relationer.

- Det kommer altid til at gå. For få år siden udråbte man alliancen mellem Angela Merkel og den afgående franske præsident Nicolas Sarkozy til at være en katastrofe, fordi de havde en dårlig kemi. Det endte med, at de i hvert fald på overfladen, fik et ganske udmærket samarbejde. Så man skal ikke være så bekymret for, om de to statsledere er fra samme parti eller har samme temperament. Det her handler om et skæbnefællesskab, siger Marlene Wind.

Bevidste om deres historiske roller

Hun er ikke i tvivl om, at Angela Merkel og Francois Hollande ligesom andre tyske og franske ledere, altid vil være bevidste om deres historiske rolle i det europæiske samarbejde. De kan ikke tiltræde deres embeder uden at tænke på både Første og Anden Verdenskrig.

- Hvis de ikke kan enes, så vil Europa falde fra hinanden. Hvis Hollande valgte at stå fast på en genforhandling af finanspagten, og dermed gjorde det umuligt for Merkel at skaffe opbakning i sit bagland, så ville han trække tæppet væk under projektet, og det er han helt klar over. De ved begge, at det er dem, det hele afhænger af. Selv om Frankrig i dag er blevet betydeligt svagere end Tyskland, så har Tyskland meget brug for Frankrig. Frankrig har sin styrke igennem Tysklands behov for at underspille sin magt. Tyskland er påvirket af Anden Verdenskrig i en sådan grad, at landet hellere vil krybe i et musehul end at spille på sin magt. Frankrig kan bruges i den sammenhæng, og derfor kommer Merkel også til at give nogle indrømmelser til Hollande, siger Marlene Wind.